fortnite

Fortnite-skaber køber store skovområder: “Indtil videre skal jeg sikre genoprettelsen af økosystemet”

Tim Sweeney, manden bag computerspillet Fortnite, bruger dele af sin enorme formue på at opkøbe skovområder og beskytte dyrelivet. Vi håber, han fortsætter.

Da spiludviklereren og milliardæren Tim Sweeney hørte om 2.800 hektar unik skov, der stod til at blive forstyrret af et nyt el-netværk, gik han ind i sagen og lagde pengene fra egen bankkonto til USA’s skov- og naturstyrelse, der til gengæld retsligt har lov til at afvise andet opkøb. Og vigtigst af alt kan skoven nu blive bevaret, som den er.

Skoven ligger ved Blue Ridge Mountains i staten North Carolina og er hjemsted for mere end 130 sjældne og truede planter og dyrearter, og helt ukendte arter dukker stadig op. Det skriver lokalavisen Citizen Times, der har talt med eksperter.

Opkøbet kostede Tim Sweeney næsten 100 millioner kroner, men må betragtes som et hurtigt greb i lommen, når manden ifølge The Sun er god for 45 milliarder kroner. Formuen har Sweeney tjent på hit-spillet Fortnite og spilfirmaet Epic Games, der bl.a. er kendt for 90’er-klassikeren Unreal Tournament.

Sidste år købte Tim Sweeney også et andet naturområde, der var planlagt til at huse to nye golfbaner, et ressorthotel, flere butikker og kontorer. Dengang fortalte han til en anden lokalavis:

“Jeg købte området, fordi det var en skøn fyrreskov til en rimelig pris. Jeg passer på området, indtil jeg finder nogle, der kan sørge for at bevare naturen her. Til at starte med vil jeg hike i område og sikre genoprettelsen af økosystemet, mens jeg leder efter en permanent ejer til jorden hos enten staten eller andre, der kan bevare området”.

Det er ikke første gang, at Tim Sweeney går ind i skovbeskyttelse. Det skønnes, at han i de seneste 10 år har opkøbt mere end 20.000 hektar skov rundt om i USA med henblik på naturbevaring. Det svarer til 28.000 fodboldbaner eller knap halvdelen af Bornholm.  

Derudover har han ifølge onlinemediet The Gamer også doneret store pengebeløb til beskyttelsen af andre sårbare skovområder i USA. F.eks. har hans penge finansieret udvidelsen af nationalparken Mount Mitchell State Park, der ifølge et studie fra North Carolina State University er en af de sidste uberørte urskove, der er tilbage.

Tim Sweeney er ikke den eneste megamilliardær, der hjælper med naturbevarelse i hjemlandet. Også Jack Ma, manden bag Amazon-konkurrenten Alibaba, opkøbte i 2015 et kæmpe skovområde nord for New York for at beskytte det mod skovdrift.

Selvom de pengestærke tech-rigmænd indtil videre har holdt sig til opkøb i USA, så kan man som europæer sagtens glæde sig over, at det sker. Hvem ved – måske breder tendensen sig ligefrem, så også pengestærke naturelskere i resten af verden får lyst til at finansiere bevarelse af naturen. Man har vel lov at drømme.

Foto øverst: TheGamer.com

Footer graphics