For nyligt skrev The Guardian om nye tal, der viser faldende, globale fertilitetsrater. For mens verdens befolkning stadig øges, bliver der født færre børn pr. indbygger. I artiklen skriver journalist og ph.d. i organisk kemi Nicola Davis om, hvilken betydning tallene har for nationalprodukter, arbejdsbyrder og ikke mindst klimaet. Befolkningstilvækst, ligesom al anden vækst, ses stort set altid som noget positiv. Og hvis væksten falder, bliver folk – og ikke mindst lokalpolitikere – bange.
I artiklen forklarer Sarah Harper fra Oxford Universitet, hvordan dette mest af alt skal ses som en naturlig udvikling, og som en fordel i lande hvor behovet for manuelt arbejde er faldende. Men endnu vigtigere, færre børn betyder enorme ressourcebesparelser, ikke mindst på CO2-regnskabet. Så I bæredygtighedens tegn er det vigtigt at stille spørgsmålet: Hvordan skal man forholde sig til at få børn?
Det er under alle omstændigheder et dybt personlig spørgsmål, og det bliver ikke nemmere, hvis man også skal tage klimaet med i overvejelserne. I offentligheden resulterer det ofte en debat, hvor saglige argumenter blander sig med personlige følelser og holdninger.
I artiklen bliver det dilemma tydeligt, da journalisten pointerer, at Sarah Harper selv har tre børn. Den bemærkning skal understrege, at hun ikke er en kold, barnløs videnskabskvinde, der sætter klima og fakta over sin egen moderlige trang til at reproducere. Og dermed tydeliggør den, hvor svært det er at adskille personlige behov fra hensynet til menneskehedens bedste.
Vi overlever os selv til døde
Men det er ikke kun et spørgsmål om at adskille behov og hensyn. Det er også det paradoks, der ligger under disse overvejelser. At skabe et bæredygtigt samfund handler om at bevare de økosystemer, der gør det muligt for os og vores børn at overleve på jorden. Bæredygtighed er ikke barmhjertighed med planeten. Den skal nok overleve. Og hvis det alligevel lykkes os at ødelægge denne planet, er resten af universet ligeglad.
Nej, bæredygtighed er dybt antropocentrisk og handler om at redde vores egen røv for at sige det lidt enkelt.
I sin essens drejer det sig altså om menneskets overlevelse. Den overlevelse kræver naturligvis, at der bliver født nogle børn. Men i øjeblikket er den største trussel mod menneskelig overlevelse, at vi er blevet så gode til at overleve, og at vi får så mange børn. De højere befolkningstal hænger sammen med lavere børnedødelighed og sygdomsbekæmpelse, så man kan sige, at vi overlever os selv til døde.
LÆS OGSÅ:
Den globale bæredygtige løsning vil derfor være at få færre børn. Men globale fødselsrater varierer enormt, og de er lavest i lande, der har oplevet stor økonomisk, uddannelsesmæssig og social fremgang. I disse lande opfordrer politikere ofte befolkningen til at få flere børn, under påskud af at man kommer til at mangle arbejdskraft. Og det er dybt problematisk. Dels på grund af klimapåvirkningen, og dels fordi der allerede er masser af mennesker i verden, der gerne vil arbejde i de lande.
Men måske skal løsningen findes et helt andet sted end i at opfordre folk til at få flere eller færre børn. Når fødselsrater falder i takt med økonomisk, uddannelsesmæssig og social fremgang, kan vi alle sammen bidrage til at skabe en mere bæredygtig fremtid ved at arbejde for en bedre fordeling af verdens ressourcer. Hvad enten man selv vil have børn eller ej. På den måde kan vi regulere befolkningstilvæksten uden at ty til lovgivning og restriktioner, og vi slipper samtidig for at blande os i, hvorvidt andre skal have børn eller ej. At højere levestandarder ofte medfører højere forbrug, og dermed større klimapåvirkning er så en udfordring til en anden klumme.
