Forestil dig en typisk-jer-diskussion med dine venner, der f.eks hedder Preben og Miranda. I diskuterer ofte og faktisk gerne om hvad som helst, og lige i aften diskuterer i indførelsen af kvindekvoter. Du må også gerne forestille dig noget endnu mere højspændt, hvis det er mere dig. Preben er ved at åbne en flaske mere, men banker sin hånd i bordet og siger, at det, du lige sagde om de højaktuelle kvindekvoter, er fuldstændig forkert.
Miranda ryster på hovedet, tømmer sit kæmpestore rødvinsglas og siger “sådan hænger verden bare overhovedet ikke sammen, Preben.”
I er helt uenige.
Sådan er det bare sjældent i min vennegruppe.
Når jeg kigger ned af langbordet, er vi ekstremt dygtige til at være enige. Fonseca er klam. Frit Palæstina. Red klimaet. Stemningen er god, for vi er faktisk enige om alt andet end udtagningen af lavbundsjorde. Men er vi virkelig så enige, eller tør vi bare ikke rigtigt sige vores meninger? Hvor finder djævelen sine advokater?
Jeg er taget i Frederiksberg Have for at snakke med en, der ikke er bange for at ødelægge den gode stemning. Han hedder Claes Theilgaard og er den første unge og kontroversielle debattør, jeg kunne komme i tanke om.
Han er netop indstillet til Berlingskes Fonsmark-pris, der tildeles markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat. Han er indstillet for at “gå i struben på venstrefløjens ortodokse sandheder” i den borgerlige podcast ‘Blåt Bælte’ på Radio24syv.
Virkeligheden er bare, at jeg aldrig har lavet hverken interview eller en vaskeægte artikel før, så jeg beder en bøn for, at jeg overlever qua det spørgeark, jeg har printet ud og de middelmådige sociale evner, jeg nu engang har.
Jeg skal i hvert fald finde ud af, hvordan en ung kontroversiel debattør tør at sige sin mening, og hvordan man laver et interview, når man aldrig har lavet et interview.
Da smalltalken, som jeg har ladet mig høre, at man skal have for at få et godt interview, er klappet af, som man siger på mediesprog, spørger jeg Claes, om han ser sig selv som mere kontroversiel end den “normale” ungdom.
“Jeg ser ikke mig selv som kontroversiel, men jeg kan godt mærke, at mine venner gør. Jeg glemmer det lidt, fordi jeg føler, at hvis jeg bare siger, hvad jeg mener, så er det jo sådan noget, som kan skabe mærkelige stemninger til en julefrokost, som den jeg var til i går.”
Skabte du mærkelig stemning i går?
“Nej. Jeg var der for at hygge mig. Jeg er der jo ikke for at begynde at komme op og skændes med folk.”
Det lyder næsten til, at du tager forbehold, hvis du ikke siger ting til en julefrokost for eksempel?
“Altså, det er bare almindelige sociale hensyn. Jeg tager ikke nogle forbehold i forhold til, hvad jeg vil skrive i mine klummer, og jeg siger, hvad jeg vil, hvis jeg er med i et eller andet debatprogram. Der lægger jeg ikke bånd på mig selv overhovedet.”
Kontroversielle Claes Theilgaard er altså åbenbart for det meste kontroversiel i offentligheden, og ikke når han for eksempel er til julefrokost. Men han fortæller, at han på grund af de offentlige kontroverser før i tiden havde overfaldsalarm, skulle orientere politiet inden nogle private arrangementer og har modtaget dødstrusler fra nogle ”mærkelige miljøer” udenfor landets grænser.
Jeg forestiller mig, hvad der ville ske, hvis jeg sagde et eller andet helt vildt provokerende til en forfest i min vennegruppe. Nej, ikke engang hvis jeg sagde noget provokerende. Men hvad der ville ske, hvis jeg sagde noget, som jeg måske allerede på forhånd vidste, at de andre var uenige i?
Ifølge en undersøgelse fra X (behøver man stadig sige tidligere kendt som Twitter?) er 54% af de 18-35-årige enige eller overvejende enige i, at de vil diskutere en holdning, de er uenige i til en privat middag. Til gengæld er det kun 13%, der er enige i, at de giver deres holdning til kende på sociale medier, hvis de ser et opslag, de er uenige i. Men jeg har jo et helt andet billede af denne holdningstilkendegivelses-situation.
I min verden, altså i mit feed, er det politiske unge, der fylder, og til mine private middage, for nu at holde os i undersøgelsens terminologi, er det ikke de store uenigheder, der fylder. Jeg ved godt, at det er tarveligt at anfægte selve undersøgelsen lige så snart den ikke flugter med ens eget verdensbillede, men måske er vil og gør ikke det samme.
Hvis jeg skulle svare på, om jeg vil diskutere holdninger, jeg er uenig i til private middage, så svarede jeg ja! Med udråbstegn. For jeg vil det så gerne. Jeg gør det bare så sjældent.
Et særligt DR3-opslag på Instagram tyder på, at jeg ikke er den eneste, der ikke gør det.
Opslaget er en satirisk guide til vendinger, man kan bruge, hvis den fiktive kvindekvotediskussion i stedet omhandler Israel/Palæstina, og man virkelig gerne vil undgå at træde nogen over tæerne (gøre nogen kede af det, sagt på sympatisk). Overskriften er “Sådan forholder du dig til krigen mellem Israel og Hamas uden at blive uvenner med nogen”
Ifølge opslaget starter man med at sige “Altså det folk ikke forstår, er jo bare på grund af… fordi… ja. Altså. Det er, fordi hvad er det, det hedder…” Efter det bruger man en masse ord på at sige så lidt som ingenting, og så slutter man af med at erklære, at man er pacifist og derfor heldigvis imod krig, men at det er “vildt komplekst… og enkelt… eller… du ved!”.
Opslaget har fået 241 kommentarer, og så vidt jeg kan læse, er der ikke en eneste positiv. DR (for)svarer selv og siger, at det ikke er et forsøg på at lave satire på de forfærdelige ting, der sker i området, “men derimod på ikke at turde tage stilling eller sige sin mening, fordi man er nervøs for at blive uvenner med nogen. Det kan nogen sikkert genkende, mens andre ikke kan.”
Rimelig godt klaret at blive uvenner med 241 mennesker, mens man aktivt forsøger ikke at blive det!
Jeg ved jo godt, at det værste der kunne ske, hvis jeg sagde noget, mine venner er uenige i er, at de ville blive lidt sure på mig. Claes fortæller, at han har nogle eksvenner, som man kan kalde det, der ikke længere ville være venner med ham, da han blev offentlig med sine holdninger.
“Jeg har nogle venner, som jeg ikke er venner med mere, og det har ikke været mit valg.”
Hvorfor ikke det?
“De var venstreorienterede på en måde, hvor de havde svært ved at rumme mine holdninger, og at jeg er offentlig med dem. Dem er der faktisk mange af. Det er meget, meget sort-hvidt. Enten er du god, eller også er du decideret ond. Og det gode er, at være woke og venstreorienteret, ik?”
Han drikker det sidste af sin konfliktløse kaffe (filterkaffe med mælk; hverken for jysk, københavnsk, ko-konservativt eller havrehysterisk) og forklarer, at han ikke snakker om politik hele tiden med sine venner eller familie.
”Altså, det er jo også bare mit arbejde. Jeg gider faktisk ikke rigtig snakke politik, sådan for alvor, hvis jeg er til et eller andet med min familie eller med venner. Og jeg tror, hvis jeg nu skulle være en af dem der, som ville sidde og snakke politik hele tiden, kunne det godt være, det ville blive hårdt.”
Jeg havde håbet på at få en peptalk om, hvordan jeg bare skulle sige min mening højt, tvivlløst og tydeligt, men selv det mest kontroversielle unge menneske jeg kender, holder det kontroversielle ude af langbordsmiddagene. Det er nok hans redning, at der er en Claes, som måske ikke er så kontroversiel, som slet ikke rigtigt gider at snakke om politik, når han er sammen med sine venner – hvis altså han vil beholde de venner.
Men er det ikke også et problem, at han ikke vil snakke om politik med de venner, for hvem er man ellers så filterløs med?
Jeg er ofte vågnet morgenen efter en aften, med en følelse af, at jeg den aften har advokeret for noget, jeg i virkeligheden overhovedet ikke synes – men så er den holdning testet af, og jeg kan trøste mig med, at det var i venskabelige rammer.
Jeg spørger ham, hvordan man undgår, at der falder venner fra, når man bliver for uenige.
“Man skal anerkende, at man godt kan være principielt uenige om ting, uden at det skal tolkes som et personligt angreb”, svarer han og foreslår, at man finder venner, der forstår, at “politik ikke er alt, og at der er en person bag politikken.”
Flere af de forbipasserende vender hovedet mod os et par gange, når de går forbi. De ved jo selvfølgelig ikke, at de kigger på personen bag politikken, privat-Claes, om man vil, der ikke nødvendigvis er i sit politiske hjørne. De kigger først på ham, så på mig, så på ham, ned på stien, hvor de går, og så drejer de hovedet og ser igen på ham. Det er tydeligt for mig, at folk genkender ham.
Jeg spørger Claes, hvordan han har det med, at folk kigger på ham.
”Gør de det?”
”Ja.”
”Okay, men det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke, jeg lægger mærke til. Jeg synes ikke… De kigger jo bare, fordi vi to sidder og snakker, tænker jeg.”
Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvorfor folk kigger, og det kunne godt være, fordi vi kun har små tynde frakker på og sidder og snakker og drikker kaffe på en bænk midt i december, men jeg tænker, at det ikke udelukkende er af den grund, at folk kigger tre-fire gange.
Måske havde jeg slet ikke været så bange for at lave det interview, hvis jeg vidste på forhånd, at folk ville kigge langt mere på ham end på mig. Ville han turde at sige sin holdning offentligt, og ville han have været nødt til at kigge sig mere over skulderen, hvis han opdagede, hvor meget folk egentligt kigger på ham?
På vej hjem i Flixbussen får jeg feber, da jeg læser en artikel om, at det er uinteressant, når dokumentaristen bringer sig selv i spil.
