10.000 dollars i dusør for informationer om personer, der har hjulpet en kvinde med at få en abort.
Det lyder som en scene taget fra det dystopiske samfund Gilead i The Handmaid’s Tale, men scenariet er for få dage siden blevet til virkelighed i delstaten Texas.
1. september trådte USA’s strengeste abortlov nemlig i kraft. Den betyder, at kvinder i Texas ikke længere lovligt vil kunne få foretaget en abort efter sjette graviditetsuge, hvor der kan høres hjertelyd hos fosteret. Heller ikke selvom graviditeten er et resultat af en voldtægt, eller hvis den gravide har været udsat for incest.
Lovændringen nåede helt til højesteret, hvor et flertal dog afviste at gribe ind, ligesom at præsident Joe Biden har udtalt, at han mener, loven er i strid med den amerikanske forfatning.
LÆS OGSÅ:
Og netop Bidens holdning til abortstramningen var genstand for en ophedet debat på et pressemøde i Det Hvide Hus torsdag.
Her ville en mandlig journalist vide, hvordan Joe Biden kan gå ind for abort, når han samtidig er katolik.
Til det svarede talskvinde i Det Hvide Hus Jen Psaki:
“Det er kvindens krop, og det er hendes valg. Præsidenten mener, at det er op til en kvinde selv at træffe den beslutning i samråd med sin læge. Jeg ved, at du aldrig skullet stå over for det ekstremt svære valg, ligesom du aldrig har været gravid”.
Flere konservative debattører kræver nu en undskyldning fra Jen Psaki, mens mange flere hylder talskvinden for at sætte journalisten på plads.
Frygter dusørjægere
En lovændring har siden 1973 sikret kvinders ret til abort i USA. Og selvom det siden har været muligt for de enkelte stater at indføre restriktioner, er denne lovændring den hidtil strengeste.
Flere amerikanske abortklinikker vurderer, at op mod 80 procent af alle kvinder først opdager, at de er gravide efter sjette graviditetsuge. Dermed vil lovændringen få konsekvenser for langt størstedelen af de gravide i Texas, mener ACLU, en organisation som siden 1920 har forsvaret borgerlige frihedsrettigheder og ytringsfrihed.
Organisationen har længe kæmpet for at få omstødt lovændringen. Især frygter ACLU, at dusørjægere vil opsøge og sagsøge enhver, der hjælper den gravide med at få en abort. Det gælder alt fra sundhedsansatte til taxachauffører, der måtte have kørt kvinderne til klinikkerne.
“Loven giver autoritet til alle i hele landet, der ønsker at anlægge sag mod en abortklinik eller andre, der hjælper en gravid kvinde med at få en abort og sagsøge dem for mindst 10.000 dollars, siger Brigitte Amiri, vicedirektør hos ACLU, til The Guardian.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️