Man skal være af en helt særlig støbning, hvis ens smilebånd og lattermuskler ikke bliver aktiveret, når Morten Kirckhoff sammen med sin trofaste rejsemakker Jan Elhøj tager danskerne med til de mest obskure hjørner på verdenskortet i programmet ‘Nul stjerner’.
TV-succesen har igennem otte sæsoner bundet over en million danskere til skærmen, og den 2. juli får vi endnu engang fornøjelsen af at følge duoen, når de spiser, drikker og griner sig igennem alle slags kulturer.
Udover at vise det skæve og ukendte, tror Morten Kirckhoff, at grunden til programmets store succes er ret enkel. Det handler om, at makkerparret tør at bevæge sig ud, hvor man ikke nødvendigvis kan bunde og samtidig vise, at mennesker vil hinanden det bedste, og at verden er ikke så ondt og farligt et sted, som vi hele tiden får at vide:
– Vi er blevet lullet ind i en forståelse af, at verden er forfærdelig, utryg og ved at gå under, men sådan er den ikke, siger han.
– Vi skal træde væk fra alfarvej og opleve verden igennem et barns øjne. Et barn kan gå ind i en skov, bygge en hule og føle sig som en arkæolog, der har fundet Tutankhamons gravkammer. Det handler om at møde fremmede mennesker og kulturer med en oprigtig nysgerrighed.
Men hvad laver Morten Kirckhoff, når hans arbejde ikke tager ham ud i den store vide verden? Og hvad bruger han sin sommer på? Det har vi spurgt ham om i denne sommerudgave af Status.
Status
Vores ugentlige Q&A har fået et sommertwist med nye spørgsmål, så du kan blive klogere på, hvordan tidens mest interessante personer holder sommerferie.
Hvad er første du gør, når du får sommerferie?
Jeg hopper på min motorcykel og kører op i mit sommerhus. Der er ikke noget bedre end at sidde i sit sommerhus med tæerne i det dugvåde græs og spise danske jordbær og nye kartofler.
Hvor god er du til at holde ferie?
Jeg er kæmpegod. Jeg slukker og lukker, og jeg nyder det. Jeg er god til at sige nej, når jeg har ferie.
Hvad skal du lave i din sommer?
Jeg skal gå rundt i badebukser og bare tæer i mit sommerhus i fire uger, hvor jeg skal lave god mad, bade og have besøg af en masse gode mennesker.
Hvilken bog skal du læse denne sommer?
Jeg har lige fået fingrerne i Matilde Kimers nye bog ‘Ikke uden kamp’. Den handler om de menneskelige konsekvenser og ikke det politiske styre, men hvad krig gør ved de mennesker, der lever og bor i et krigshærget land.
Hvad for noget musik skal du lytte til?
Jeg har lige fundet mine bedsteforældres gamle pladespiller. Så jeg har en B&O-pladespiller, som jeg har fået renoveret. Så er jeg smutter en tur i kælderen og på loppemarkeder, hvor jeg har fundet en masse gamle LP’er, som jeg ikke har hørt i 30 år.
Hvilken podcast vil du høre?
Jeg hører podcast hver eneste dag, når jeg cykler, rejser og arbejder, så det har jeg ikke brug for, når jeg har sommerferie. Jeg vil hellere høre fuglene pippe.
Hvad skal du have på?
Jeg tror ikke, at folk vil sige, at jeg har en særlig fantasifuld påklædning. Nok mere praktisk og outdoorish. Så jeg tænker, at uniformen de næste fire uger er bare tæer i Birkenstock, mine gamle badebukser fra Patagonia og min cowboyskjorte.
Hvad skal du spise?
Jordbær, nye kartofler og fisk.
Hvad skal der være i dit køleskab?
Rigtig meget hvidvin. Der kommer så mange dejlige mennesker forbi, og derfor er der én ting, der er vigtigt: kold hvidvin. Resten kan man altid gå ned og købe ved købmanden.
Hvordan skal du forkæle dig selv?
Jeg er så rig på at have så mange dejlige mennesker omkring mig, så det at have tiden og rammerne til at åbne mine døre og tage imod dem mange uger i træk er ren og skær forkælelse for mig.
Hvad skal du se i tv/streame, hvis det regner?
Ingenting. Jeg har ikke engang et fjernsyn i mit sommerhus.
Hvor får man det bedste sommermåltid i Danmark?
Det får man på Restaurant VIE i Nordhavn. Det er en opdateret version af en kro, men bare løftet op på et højre niveau. Det er så englene synger.
Hvor finder man Danmarks bedste strand?
Det er lige før, jeg ikke tør at røbe det, for den er ikke overrendt endnu, men det gør man i Liseleje.
Hvordan holder du dig sund om sommeren?
Jeg passer min morgen-yoga og drikker min hvidvin. Det er sommerkuren.
Hvilken feriedestination snakker alle dine venner om lige nu?
Italien og Spanien. Og jeg ønsker dem allesammen held og lykke og god tur på de tyske motorveje i 40 graders varme.
Hvad er dit bedste sommer-råd?
Nu har jeg været på festival de sidste tre dage i det mest fantastiske vejr. Det, som vores land kan, er fuldstændig magisk. Jeg har selv taget Danmark for givet, så mit bedste råd er, at man skal nyde Danmark.
Hvordan slutter man den perfekte sommerdag?
Den slutter aldrig rigtigt. Den glider bare over i den næste dag. For solen går aldrig helt ned, så man sidder bare rundt om bålet med nogle mennesker, man holder af, og så lader man stille og roligt natten gå, indtil solen pludselig er oppe igen.
