Én af de mange vidunderlige ting ved at skulle giftes i den nærmeste fremtid – om tre uger for mit vedkommende – er, at man har noget at tale med sine kollegaer om. Det er helt genialt, for det er som at være oppe til en eksamen, hvor du ved meget mere om emnet end censor.
Er der styr på brudekjolen? Jep, den er netop kommet hjem fra skrædderen, se det her billede, og ja, du har helt ret, den sidder perfekt på mig. Hvad gør I så, hvis det regner? Det er der skam styr på, makker, vi har pavilloner og paraplyer en masse.
Men selv den mest velforberedte elev kan blive taget på sengen. For efter den indledende snak om tyl og toastmastere, så kom et spørgsmål, som jeg ikke kendte svaret på.
– Tager du din forlovedes efternavn?
– Det ved jeg sgu ikke. Er det ikke sådan noget patriarkalsk fis, at jeg skulle tage hans efternavn? svarede jeg.
– Okay, grinede en mandlig kollega. Med alle dine beskrivelser af bryllup ind til videre, lyder det da ellers, som om at patriarkatet er totalt hunky dory. Altså, er du for eller imod?
Dette udsagn blev uddybet med en liste over alle de ting ved mit bryllup, der – undskyld KUA-vendingen – reproducerer patriarkatet:
Min kæreste friede til mig. Jeg skal giftes i en kirke. Jeg har en hvid kjole og slør på (noget, der vist skal alludere til, at jeg er jomfru. Må man skrive LOL i en klumme?). Min far følger mig ned ad kirkegulvet og giver (!) mig væk. Jeg bærer en brudebuket, som min kæreste står for at samle. Vi skal danse brudevals, som han skal lede. Min krop skal være hårløs og spraytanned. Og hvis vi ikke er for stive om natten, bærer future husband mig nok over dørtærsklen.
Selskabet virkede komisk forarget over, at jeg slet ikke havde tænkt over denne mere politiske del af bryllupsritualet. Som ung, venstreorienteret kvinde i storbyen med en uddannelse fra RUC, er det blasfemisk ikke at følge en gennemgang af brylluppet op med en udtalelse à la: Men jeg er jo principielt imod den slags.
Sagen er, at det er jeg overhovedet ikke. I dette tilfælde er jeg klar til at smide al kritik af patriarkatet i blenderen og trykke på ‘turbo’-knappen. Who cares! råber jeg til rødstrømper og pussyhats, mens jeg spurter forbi min gigtprægede far op ad kirkegulvet.
Det skyldes først og fremmest, at jeg er doven. Den danske bryllupsmodel aka patriarkatets festdag er, ud fra et planlægningningsperspektiv, skidesmart. Her er et manuskript, som alle kan udenad, men modsat alle de rædsomme remakes, som Hollywood spytter ud, så er det her noget, som folk faktisk gerne vil se på og medvirke i.
Det bringer mig til det andet punkt, som er: Jeg er en festabe! Jeg kan godt lide at tage høje hæle på og bestille æblekageshots. Hvis jeg pressede politik ned over enhver fest, ville den sutte røv. Det er vel også derfor, at højreorienterede mennesker generelt oplever højere livstilfredshed end de venstreorienterede; hvis man oplever verden som grundlæggende retfærdig, er det lidt mindre træls med al den ulighed og samfundsproblemer, der gemmer sig nedenunder overfladen. Alt det skal jeg nok have i baghovedet, når jeg står i stemmeboksen, men ikke mens jeg slutdropper til Britney Spears ‘Toxic’, som jeg bestemt agter at gøre til mit bryllup.
Sidst, men ikke mindst, vil jeg retfærdiggøre min frivillige mejetærsken af feministiske idealer med en udefinerbar følelse af meningsfuldhed. Det føles ganske enkelt enormt meningsfuldt at deltage i dette ritual med alle dets traditioner foran vores familie og venner. Min kæreste og jeg er egentlig ikke de store romantikere, men vi får alligevel lov til at være det lige dér.
– Men kan man stadig bryste sig af at være feminist, selv om man støtter op om bedagede, patriarkalske traditioner? spørger du, kære medsøster med kort pandehår og abnorme mængder granola i Zetland-nettet.
Til det svarer jeg: Selvfølgelig kan man det! Skal alting være politisk hele tiden?
Med den tankegang skal jeg lægge min blodige tampon på min mandlige chefs bord, hver gang jeg skifter den, så han ved, at jeg ikke skammer mig over at have menstruation, selvom vores samfund måske mener, at jeg bør. Og udover at blive meldt til HR, så har jeg nul interesse i at bære på den mental load, det er at skulle være bannerfører for patriarkatets forfald hele tiden. Kvinder har sgu rigeligt mental load i forvejen.
Og helt ærligt: Bryllupper er muligvis det bedste i hele verden. Det bliver vores i hvert fald, især nu, hvor vi får en røgmaskine på floor. Vi er gået bankerot for at erklære offentligt, at vi finder hinanden cute og seje. Vi holder en kolossal fest for alle de mennesker, vi elsker. Ingen føler sig trådt på, det lover jeg dig.
Det er ikke, fordi jeg ikke værdsætter den problematiske symbolik, der ligger i at opretholde patriarkalske traditioner. Forskellen for mig ligger i graden af frivillighed og den viden, der indgår i bryllupsritualet. Jeg forstår dets oprindelige formål og ved, at jeg sagtens kunne have ladet være, hvis det gav mig dårlig smag i munden.
Og så er det værd at notere sig, at ritualet også fornyer sig henover tid. Jeg jublede eksempelvis, da Prinsesse Kate nægtede at sige ja til at “adlyde” Prins William ved deres vielse i 2011 – noget, der ellers var en del af det engelsksprogede vielsesløfte. Du kan bide spids på, at jeg også havde nægtet at sige ja til at adlyde min mand, ew.
Bare fordi et ritual har rødder i en patriarkalsk kultur, behøver det ikke de facto være dårligt. Det må du gerne være stødt over, at jeg synes. Jeg fristes dog til at citere Don Draper, der i ‘Mad Men’ fortæller en surmulende medarbejder:
– I don’t think about you at all.
