Instagram har brugt de seneste år på at lære os at se videoer på 15, 30 og 60 sekunder.
Nu vil de så have os til at sætte halvanden time af.
Den Meta-ejede platform er begyndt at teste en ny funktion, der gør det muligt at uploade videoer på op til 90 minutter. Funktionen har fået navnet ‘Features’ og ligner et direkte forsøg på at udfordre YouTube på hjemmebane.
Det fortæller Instagrams øverste chef, Adam Mosseri, i en video på platformen.
TV-app på vej
Med den nye funktion vil Instagram gøre det muligt for indholdsskabere at kombinere de korte Reels med længere videoer.
En anden funktion, ‘Clips as Reels’, tillader, at man kan klippe små bidder ud af en længere video og bruge dem som appetitvækkere, der sender seerne videre til den fulde udgave. Og så skal videoerne også kunne ses på fjernsynet via Instagrams TV-app.
– Reels vil stadig være en central del af Instagram. Men når du gerne vil gå mere i dybden med de indholdsskabere, du elsker, og det indhold, de laver, skal du også kunne gøre det på Instagram, forklarer Instagrams produktchef Tessa Lyons i videoen.
Gammel kending vender tilbage
Det er ikke første gang, Instagram forsøger sig med lange videoer. I 2018 lancerede platformen IGTV, der skulle gøre Instagram til mere end billeder og korte klip. Det blev dog aldrig den store succes, og i 2022 blev den selvstændige IGTV-app lukket.
Siden har Reels været Instagrams helt store satsning. Men nu ser det altså ud til, at platformen igen har fået smag for det lange format. Og der kan være mere end vores opmærksomhed på spil.
Som TechCrunch påpeger, har YouTube en væsentlig fordel i kampen om indholdsskaberne: penge. Det skyldes, at YouTube deler annonceindtægterne med sine videoskabere, mens indtjeningen på Instagram i langt højere grad er afhængig af samarbejder med brands.
Om Instagram vil indføre en lignende betalingsmodel for de lange videoer, er endnu uvist. Indtil videre bliver Features og Clips as Reels testet i Brasilien, og forsøget skal snart udvides til en mindre gruppe indholdsskabere i USA.
Hvornår resten af verden får adgang, er der endnu ingen meldinger om.
LÆS OGSÅ:
