I mange år har sushi-restauranten med det lidt tvetydige navn Sosu Sushi haft til huse midt på Møllegade i hjertet af Nørrebro. De skulle efter sigende lave ret gedigen sushi, men nu hvor den kunstfærdige japanske spise med lukningen af Letz Sushi definitivt virker til at være yt, er stedet blevet overtaget af andre og mere moderne kræfter: De italienske.
På det seneste har der været en del håndværksmæssig travlhed på adressen. Der er blevet slæbt røde terrakottafliser fra spanien, håndplukkede glaserede mosaikstykker og marmor ind af døren i bestræbelsen på at skabe den helt rette, autentiske stemning for et italiensk trattoria.
Graziano hedder det, og det er i al sin enkelhed en italiensk restaurant til tiden. Her er det planen at servere klassisk bondemad, som det er blevet lavet og spist i Toscana (og lidt Bologna) i årevis.
Det betyder blandt andet, at der vil være tagliatelle al ragù, vildsvine-ragù, pasta al pomodorro, crostini og gelato med brændte figner på menuen.
I hvert fald som udgangspunkt, for Graziano vil være et uformelt og levende sted med plads til store gestikulationer, og derfor kan menuen ifølge ejerne variere alt efter stemningen ved det enkelte bord.
En homage til farfar
Bag foretagendet står Kaave Pour fra det danske designlab SPACE10 og kokken Jonathan Barsløw Sørensen, der tidligere har slået sinde folder på Italo Disco, Bæst og Mirabelle.
Graziano er kokkens første selvstændige restaurant, men han har den fordel, at han er opvokset i Italien (som søn af Rolf Sørensen) og har på den måde fået landets gastronomi helt ind under huden. Restaurantens navn er i øvrigt en homage til hans farfar, der simpelthen hedder Graziano.
“Vi er inspireret af den italienske familiemiddag, hvor alt går op i hat og briller på den fede måde. En autentisk madoplevelse starter i køkkenet, og derfor er det vigtigt for mig, at vi også efterlever samme energi i alle kroge af restauranten,” udtaler Jonathan Barsløw Sørensen.
De to nye restauratører håber, at stedet vil fungere som et home away from home, hvor man kan samles med venner og familie om det gode måltid. Til det har de fået kyndig hjælp af erfarne folk fra blandt andet Depaneur, Lago, Emmerys og Flatlist, men også Rolf Sørensen og Sus Wilkins er med i ejerkredsen.
Graziano åbner 9. april og føjer sig dermed til en allerede fin gastronomisk række af steder – som Pompette, Poulette, Andersen & Maillard og Bredo – der er værd at besøge på Møllegade.