Ugengældt kærlighed er den mest romantiske. Det påstår en af hovedpersonerne i trekantsdramaet ’Trioen’ i hvert fald tidligt i sæsonen.
Den unge mand Hugo siger også med en spirende akademikers selvbevidste selvtillid: ”Det er de ulykkelige slutninger, man husker.” Hvortil hans ven/kæreste Thora svarer: ”Så håber jeg vores fortælling bliver frygteligt kedelig.”
Der er fuld knald på de højtsvungne samtaler i SkyShowtimes svenske dramaserie, der er baseret på forfatteren Johanna Hedmans populære bogforlæg.
Hjerte rimer i den grad på smerte, når tre unge mennesker i Stockholm indleder et venskab spækket med seksuelle komplikationer. Hugo er vist mest vild med August, som til gengæld er mest betaget af Thora, der dog er dybt forelsket i Hugo. Slangen æder sin egen hale på sjæleknusende vis.
Der er ikke meget at grine af, og derfor savner man af og til de sjovere elementer ved begærets væsen: forførelse, nysgerrighed, sitrende impulser. Til gengæld leverer ’Trioen’ en smukt realiseret verden, hvor man får lov til at bade i livets bydende ennui.
Kyniker, realist og romantiker
De tre unge mennesker i centrum er kunstneriske typer, der læser litteraturvidenskab eller dyrker kreativiteten gennem malerier. Det meste af tiden sipper de dog vin til privatfester og konkurrerer i, hvem der kan spille mest ligeglad med den anden.
Hugo (Seth Manteus) flytter til Stockholm fra Lund, hvor han har boet sammen med sin mindre bemidlede mor i et lejlighedskompleks. Så det er noget af et kulturchok, da han flytter ind på et værelse hos Thoras rige forældre, som både har penge og kulturel kapital. Formuen er dog skabt gennem Stiller-familiens våbenvirksomhed, hvorfor Thora (Rebecka Harper) har et anstrengt forhold til sine mange penge.
Mellem de to har vi August (Felix Sandman), der er en plaget sjæl. Han begår selvskade i de sværeste stunder og veksler mellem manisk festglad og depressivt selvmordstruet.
De tre identificerer sig tidligt som henholdsvis kyniker, realist og romantiker, men historien tager sin egentlige begyndelse, da en ældre udgave af Hugo (August Wittgenstein) får besøg af den nu voksne datter af Thora og August. Hun vil invitere ham med til den nu afdøde fars kunstudstilling, men vist også komme til bunds i nogle hemmeligheder om den selvbestaltede trio.
Sanselig verden
Da Johanna Hedmans bog i 2022 udkom på dansk, blev den sammenlignet med irske Sally Rooneys bestseller-univers om kompliceret kærlighed og erotiske forviklinger blandt unge mennesker.
Som serie har ’Trioen’ samme tidløshed, der præger Rooneys historier. Selv om Hugo, Thora og August bor i en verden med smartphones, holdes det taktile i hævd for at bevare sanseligheden. Det er bare en langt mere kropslig handling at indsnuse siderne i en bog end at doomscrolle på TikTok.
Til gengæld kæmper serien mere for at eksistere i egen ret. Den læner sig tungt ind i traditionen af ulykkelige kærlighedsklicheer, som når de unge analyserer ’Stormfulde højder’ og giver udtryk for det lige dele sande og forfejlede bonmot, at den som elsker aldrig er fri.
For hvad er det for en frihed, Hugo så desperat er på jagt efter? Det er øjensynligt ikke friheden til at frigøre sig fra sin mor, for da han får chancen, tager han den ikke. Det er frustrerende at se personerne cirkle rundt i de samme eksistensplagede mønstre, men samtidig er det svært genkendeligt, for gør vi ikke alle sammen det hver dag?
På den måde går man ikke fra ’Trioen’ som et mere oplyst menneske, men der er gode chancer for at føle sig set i personernes elendige håndtering af indre tvivl og usikkerhed.
Trekanten er en illusion
Med seks afsnit af en halv times tid hver, er det ikke fordi ’Trioen’ slår et større brød op, end historien kan holde til.
Undervejs når man alligevel at blive lidt træt af den sarte klavermusik, der akkompagnerer alt fra sexscener til samtaler om livets ulidelige lethed. Jeg har ikke læst romanen, men man får fornemmelsen af en selvhøjtidelig tone, hvor alt skal hives op på et niveau, så det gælder liv og død.
Underligt nok kommer man nærmest til at sidde og savne nogle helt almindelige øjeblikke, hvor indsatsen bliver trukket lidt ned i gulvhøjde. På den anden side passer det fint til en fortælling centreret om nogle unge mennesker, der kradser så meget i deres egne navler, at selv den mindste hudafskrabning kan komme til at føles som et åbent sår.
Men det er kun August, det for alvor gør ondt for. Det er rørende at se Felix Sandman spille et nervesammenbrud helt realistisk, når August forsøger at droppe kunstnerdrømmen og gøre karriere i reklamebranchen. Trekanten er en optisk illusion, for kun to sider kan være stærke på samme tid, siger han i sit panikanfald. Mens det måske ikke helt giver mening, forstår man, hvad han mener.
Det er svært at være menneske, ikke mindst når man kæmper med at finde sin plads blandt andre.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
