Rue (Zendaya) tøver. Foran hende står en skål med hvide kugler på størrelse med golfbolde, der er pakket ind i gud ved hvad og er fulde af fentanyl.
Hun får udleveret, hvad der ligner en form for glidecreme, for bedre at kunne tvinge dem ned gennem halsen. Vi får at vide, at hun hurtigt får den heroinafhængige Faye (Chloé Cherry) med på idéen, og derefter skal vi sidde igennem en montage, hvor de to kvinder tvinger kugler ned i svælget, mens de masserer dem gennem spiserøret, savler i stride strømme og hele tiden er ved at kaste op.
Efter en nervepirrende tur tilbage fra Mexico og over den amerikanske grænse skal de to kvinder hjemme hos narkobaronen Laurie skide over et dørslag, så de kan si stofferne fra afføringen.
I sin voice-over siger Rue: ”Og det, mine damer og herrer, er sådan, fentanyl smugles ind i USA”.
Okay så.
At sejre ad helvede til
Kan nogen huske dengang, ’Euphoria’ var en ungdomsserie, hvor råheden blev brugt til at spejle relaterbare problemer for den første generation, der voksede op med sociale medier?
Hvis ikke er det okay, for det lader seriens skaber, Sam Levinson, også til at have glemt.
Siden premieren i 2019 er meget vand løbet under broen, men seriens største problem er muligvis, at den har sejret ad helvede til og gjort sit cast til så store stjerner, at det har været svært at booke dem ind til at filme sammen.
Læg hertil forfatterstrejken i Hollywood, og at både Angus Cloud, der spillede Fezco, og Eric Dane, der spillede Cal, desværre er gået bort.
I mellemtiden har castet nået anden halvdel af 20’erne, så Levinson og holdet har været nødt til at finde på noget nyt til tredje sæson.
’Euphoria’ har derfor set sig nødsaget til at gøre det, som en ungdomsserie helst ikke må: at blive voksen. Vi er nemlig sprunget fem år frem i tiden fra sæson to, og alle er nu i gang med deres liv i 20’erne.
For meget hund og ingen kat
Cassie (Sydney Sweeney) og Nate (Jacob Elordi) er forlovede. Han har et entreprenørfirma, og hun prøver at blive kendt på TikTok. Næst efter at se Rue og Faye sluge fentanyl er en scene, hvor Cassie, udklædt som sexet bassethund, optræder til “Hvad koster den vovse i det vindue”, det værste, jeg har set i ’Euphoria’.
Hendes grund til at ville være influencer er i øvrigt, at hun gerne vil have blomster for $50.000 til sit bryllup, og der lægges kraftigt op til, at hun kaster sig over OnlyFans lige om lidt.
Igen blot for, at hendes bryllup ikke skal være, som hun så smagfuldt udtrykker det, “ghetto”. Det er ikke moderne at kunne lide Sydney Sweeney, men jeg har altid holdt med Cassie og drømt om, at hun fik lov til at tage livtag med sin uendelige usikkerhed.
I stedet sidder både Cassie og Nate fast i et giftigt forhold, som der ikke er blevet udviklet på siden begyndelsen af sæson to.
Maddy (Alexa Demie) og Lexi (Maude Apatow) har begge assistentjobs i Hollywood for henholdsvis en agent og en manuskriptforfatter. Begge fantastiske muligheder, men hvor vi åbenbart skal have ondt af dem, fordi de er nederst i hierarkiet og ikke tjener så mange penge endnu. Synd, altså.
Jules (Hunter Schafer) er måske blevet sugardater, men har endnu ikke materialiseret sig. Barbie Ferreira, der spillede Kat, er ude af serien, men det er måske heller ikke så overraskende, siden de fuldstændig glemte at skrive hende en historie i sæson to.
En kompliceret størrelse
Sådan vender vi tilbage til Rue, der ude midt i den mexicanske ørken og i jævnlig livsfare ser mere opløftet ud, end hun gjorde i store dele af de første sæsoner.
Jeg forstår, at ’Euphoria’ gerne vil vise os, at misbrug er en kompliceret størrelse, som man ikke bare slipper. Til gengæld kunne man have lyst til at oplyse serien om, at misbrug også er en grim sygdom, som mange er kede af at lide af.
Den måde, hvorpå narkokriminalitet føles, som om det er ved at kolonisere hele narrativet, kan ikke undgå at give seeren det indtryk, at skaberne bag ’Euphoria’ helt grundlæggende synes, at narko er sejt.
’Euphorias’ første sæson var et stykke enestående tv-historie, men allerede i sæson to begyndte man at få en fornemmelse af, at vores karakterer er frosset fast i en tidskapsel, hvor de for evigt vil blive skrevet med 17-åriges eksekutive funktioner, og man derfor kan glemme alt om, at nogen skulle have held med at slippe deres traumer og mønstre.
Det kan jo godt være, at sæsonen tager sig sammen og finder tilbage til nogle af de smukke sekvenser fra de to forrige, hvor neonlys og musik smelter sammen til de eneste øjeblikke i serien, hvor euforien ikke føles ironisk.
Men indtil videre virker det, som om ’Euphoria’ har besluttet, at chokket vægter højest, og at det er bedre at give os kvalme end karakterudvikling.
Karakter: 🖤🖤🤍🤍🤍🤍
Skrevet på baggrund af første afsnit.
