Oprør udkæmpes på mange måder. Nogle er bevæbnet med høtyve og fakler. Nogle med krudt og kugler. Andre igen kæmper med ord. Men i Ninna Arbos kamp var våbnene kvindekroppe og glycerinsprøjter ladet med sæd.
Ninna Arbo er kvinden, der i 1977 på en bænk bag Helligaandskirken i København inseminerede sig selv med sæd fra en mand, hun havde mødt på Café Sommersko tidligere på aftenen. Hvad der vides af, er hun den første i verden til at have insemineret sig selv.
Det gav den lesbiske kvinde det, hun havde drømt om i så mange år: et barn uden en mand. Noget, der blev anset som aldeles kontroversielt og umoralsk både før og i hendes samtid. Der var slet ikke taget stilling til soloforældre fra myndighedernes side.
Men det skulle blive meget værre for moralpoliti og myndigheder. Det var ikke en soloforestilling, at Ninna Arbo den augustaften i 1977 fattede sprøjten. I perioden 1979-1996 inseminerede hun 86 kvinder som hende selv fra Danmark, Norge, Sverige og Frankrig med sæd fra 14 for kvinderne anonyme donorer, ofte hendes homoseksuelle mandevenner. Den historie er nu blevet nedfældet i kulturhistoriker Birgitte Possings bog ‘Mod Sædvane’.
“Hun burde få en pris. Og det vil jeg håbe, den her bog kan lede hen til, for det fortjener hun bestemt,” siger Birgitte Possing om bogen, der ikke kun fortæller om Ninna Arbos arbejde, men også giver en stemme til de inseminerede kvinder og donorerne og sætter deres stille kamp ind i en større historisk kontekst fra 1683 til i dag.
“Jeg har givet det en stemme, hvor stemmerne nedefra, de virkelige aktører, de virkelige førsteskikkelser bliver hørt og ikke bare forsvinder ud i historiens glemsel,” fortæller Birgitte Possing, der synes gennemsyret af sit fag helt ind til benene: Hun bor i en nedlagt kaserne med en nærværende historisk sjæl, og selv sit overståede kræftforløb var “interessant at følge” med videnskabelige øjne.
Possing har gjort det til sit virke at “forstå og fortælle liv,” især de oversete kvinders: Da hun skrev speciale i 1979, var det om industrialiseringens arbejdende kvinder, og hendes doktordisputats var om skolepioneren Natalie Zahle. Hun har skrevet om landets første kvindelige kirkeminister Bodil Koch, om bryggerhustruen Laura Jacobsen, der var ‘baglandskvinde’ til J.C. Jacobsen, og slog i 2018 igennem til et bredt publikum med ‘Argumenter imod kvinder’, der gennemgår samfundets argumenter mod kvinders frigørelse fra 1850 og frem.
“Vi havde håbet, at den fik en vis gennemslagskraft. Men det kom fuldstændigt bag på mig, at der var sådan et behov. Der var virkelig tørst efter viden på det her felt,” fortæller Birgitte Possing om bogen, der ifølge hende stadig sælger.
En usædvanlig forfatter
At Birgitte Possing blev kvinden, der skulle fortælle om både homo- og heteroseksuelle kvinders ret til børn og eget liv, selvom hun egentligt er pensioneret fra sin lange tjeneste i staten, lå dog ikke ligefor. Normalt skriver hun kun om historiske personer. Men Ninna Arbo kendte til Birgitte Possing gennem sin søster og var opsat på, det skulle være hende, der skrev hendes utrolige historie.
Da Possing besøgte Arbo en sommer i 2015 for at tale om, hvilke andre der potentielt kunne skrive bogen, talte kvinderne sammen i noget nær et døgn om Arbos liv.
“Lige inden jeg gik, så hun på mig og sagde: ‘Altså, vi har jo ikke snakket om, hvem der skulle skrive den, men nu ved jeg det i hvert fald’,” fortæller Birgitte Possing. Pilen pegede på hende. Arbejdet påbegyndte hun for alvor i 2020.
Grunden til, at dette interview ikke er med Ninna Arbo, detaljeres i bogen, men indbefatter i sin kerne dårlige erfaringer med journalister, “som havde deres egen agenda og kørte deres egne meninger ind over hendes liv,” genfortæller Possing. Derfor har de aftalt, at Possing tager sig af alle journalister.
BIRGITTE POSSING
Født i 1952.
Uddannet etnograf, historiker og antropolog. Dr.phil. og professor emerita i komparative kulturstudier.
Har blandt meget andet været seniorforsker i Rigsarkivet, direktør i Danmarks Humanistiske Forskningscenter, forskningschef på Nationalmuseet, leder af Kulturministeriets forskningsudvalg og overarkivar på Det Kongelige Biblioteks håndskriftssamling.
Blev pensioneret fra staten i 2017 og har skrevet ti bøger, herunder ‘Argumenter imod kvinder’ og nu ‘Mod Sædvane’.
Efter den indledende maratonsamtale fik Possing alt Arbos materiale med hjem. Det, historikeren har døbt Arbo Arkivet. Det indeholder timevis af båndoptagelser og kalendernotater med videnskabeligt præcise indførelser af, hvis sæd der har givet liv til hvilke børn, og hvornår kvinderne blev insemineret.
Men selvom Birgitte Possing fik adgang til hele Arbos arkiv, gjorde årtiers hemmelighedskræmmeri det svært at arbejde med hende. Arbo slækkede kun ganske gradvist på sine informationer.
“Et eller andet sted var hun klar til at give mig det hele og havde tillid til mig. Hun kunne godt se, at jeg kunne holde min mund med det, jeg så. Men så var hun det alligevel ikke. Det var nærmest bygget ind i hendes krop og psyke af angst, fordi hun havde fået misbrugt sine oplysninger af en journalist,” fortæller Possing om forløbet.
Der var flere grunde til, at hun i sidste ende gik med til at skrive bogen:
“Jeg tror, det har flyttet sig fra i første omgang at gøre Ninna en tjeneste. For jeg kunne se, hun trængte til at få fortalt den historie, og jeg syntes, historien var relevant og vigtig. Men da jeg så kom i gang, kunne jeg se, hvor svært det var for mig af to grunde,” siger Possing.
Den ene var den tunge vægt af at skulle arbejde med donorernes og mødrenes vidnesbyrd. Ud over Ninna Arbos historie bruger Possing også disse menneskers fortællinger fra arkivet til at danne et større perspektiv – det historiske.
“Jeg ville gerne kende deres motivation, fordi det gik op for mig, at de havde været med til at lave en stille kulturrevolution, der var gået under historiens radar. De stillede sig jo ikke op og råbte. De lavede ikke demonstrationer. Jeg syntes, det var vigtigt at få deres overvejelser bag ved at have været med til at skubbe på et langt større læs, end de selv vidste,” siger hun om grunden til, at flere vidnesbyrd fra Arbo Arkivet er medtaget i bogen. Hvis Ninna Arbo ønsker det, kan hendes arkiv med tiden ende på Possings tidligere arbejdsplads, Rigsarkivet.
Personligt men ikke politisk
Den anden grund til, at arbejdet med bogen har været svært for Possing, var det kolde faktum, at der af uvisse årsager blot blev 32 børn ud af 590 insemineringer, i alle de år Arbo inseminerede. I dag bliver 65 procent af kvinder i inseminationsbehandling gravide inden for to år. Statistikken mindede Possing om hendes egen barnløshed, som hun opdagede som 30-årig.
“Jeg forsøgte – jeg ville gerne have haft fem børn – men det kunne jeg ikke, og jeg er en generation for gammel til at have gået i inseminationsbehandling,” fortæller Possing. Evnen til ikke at kunne få børn kastede hende ud i en dyb krise, hvor hun blev skilt fra sin daværende mand og flyttede fra Aarhus til København.
“Jeg tænkte dengang, at jeg kan ikke sidde resten af mit liv og jamre over det. Jeg var alt for livsnysgerrig til det. Så jeg måtte hale mig selv op af den der sump og tænke, at så må det, jeg skriver og arbejder med, være mine børn. Man må altid som menneske finde ud af: Hvad er meningen med dit liv, hvad er din indsats her i verden? Det her har været min indsats,” siger hun.
“Men samtidigt har jeg også haft den store sorg. Det bliver ved med at være der, også når mine veninder får børnebørn. Jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke giver et stik i hjertet. Det gør det stadig. Jeg kan ikke lave om på det. Ligesom Ninna lever med noget, der havde personlige omkostninger, så gør jeg det også.”
Hun har en klar holdning til Arbos underjordiske pionerprojekt:
“Hun er en af de oversete pionerer, og jeg har fået meget respekt for den måde, hun arbejdede erfaringsbaseret på. Det har jo været en filantropi over for andre, som hun ikke har tjent penge på, men har givet sit eget liv for. Hun har betalt store omkostninger både ved at være sædformidler, blive ven med alle donorerne og mødrene, være psykolog, mentor og natlæge. Det har været helt vildt tidskrævende og belastende. Samtidig ville jeg nok ikke have gjort som hende. Jeg mener ikke, til forskel for hende, at det er en menneskerettighed at få børn. Hun kan blive helt rød i bærret, når jeg siger det, men det mener jeg ikke, det er,” fortæller Birgitte Possing.
LÆS OGSÅ
Bogen kan nemt anskues som et feministisk projekt, idet den portrætterer de lesbiske kvinders besvær med at få lov at være solomødre eller medmødre. Med Ninna Arbos hjælp kunne kvinder gennemgå ‘jomfrufødsler’, og det var yderst kontroversielt, i en tid hvor ægteskabet – ikke individet – var samfundets mindste enhed. Seksualitet og forplantning hang sammen, men Ninna Arbo adskilte det som “en lille bestøvende bi”.
Men Possing er for længst holdt op med at bruge ordet feminisme. Hun mener ordet bliver “misbrugt,” og at det er nemmere som forsker ikke at bekende sig nogen ismer.
“Denne her bog er slet ikke i nærheden af feminisme. Det er en undersøgelse af mænds og kvinders motiver for at få børn eller lade være. Punktum,” siger hun. Men den handler også om, “at vi har moslet rundt med at forstå, hvad det vil sige at skabe liv, i 300 år”.
Historien gentager sig
Netop at indskrive den historiske kontekst var en betingelse for Birgitte Possing, da hun sagde ja til at skrive ‘Mod sædvane’. Da hun opdagede, hvordan samfundets regler op igennem historien har clashet med dets borgeres virkelige liv, faldt det hele på plads for hende. Hun mener, at samfundet stadig kontrollerer menneskers fertilitet.
“Vi siger, at du skal leve på en bestemt måde, før du får lov til at få den her insemination. Det er sindssygt, synes jeg. Vi har ikke flyttet os særligt meget. Den opdagelse gjorde stort indtryk på mig,” siger Birgitte Possing.
Mens vores samtale nærmer sig enden, vender vi kvinders svindende bestemmelse over egen krop i Afghanistan, Iran og USA. Hvordan det heldigvis ikke er dér, vi er i Danmark.
“Men vi kan godt komme det, hvis ikke vi passer på, for der er ikke nogen tilkæmpede rettigheder, der er givne,” advarer den erfarne historiker og fortsætter:
“Vi er slet, slet ikke i mål med at tale etik, eller hvad der skal være regler om, og hvad vi bare skal have lov til at gøre som frie mennesker efter fri vilje.”
Hun håber, at folk kan bruge hendes bog til at reflektere:
“Vi kan ikke undskylde for noget, vores forgængere har gjort. Men vi kan lære af det. Vi skal skrive om det, tale om det og se film om det. Op på bordet med det og se, hvordan mennesket har reageret og levet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi hele tiden får udvidet vores opfattelse af, hvilken farverig, broget kulturel bund, vi står på. Jo ældre jeg bliver, jo stærkere en følelse af pligt får jeg for at fortælle. Og så håber jeg, at man, ligesom jeg selv gør, bruger det som et spejl for at tænke selv,” siger hun.
Hvad angår Ninna Arbos liv, har hendes skjulte arbejde for kvinders rettigheder til selv at skabe liv været omkalfatrende, fortæller Possing:
“Hun får aldrig sat punktum. Hun siger meget direkte, at hun ikke har fortrudt, at hun har gjort det. Det har hun ikke, fordi hun har bragt så meget liv til verden. Men havde hun vidst, hvad det kostede for hende selv, havde hun ikke gjort det.”
Og for Birgitte Possing selv? Hvad har det betydet at blive lukket ind i hemmelighedernes kammer og lære alle de skæbner at kende, som Ninna Arbo har rørt?
“Det har været en glæde. Jeg har både grædt og grinet. Der er nogle af historierne, jeg både læser og lytter til igen og igen, som er helt vilde. Der er også en glæde i, at jeg har fået så meget liv op i mit skød. Jeg fik ikke de der børn, men jeg har fået det her serveret. Det har været helt vildt og dejligt.”
‘Mod Sædvane – En fortælling om at skabe liv’ er udkommet på Strandberg Publishing.