Når man færdes i København til daglig, eller hvis man besøger den som turist, så ser man på byen, som den er. Sommetider beundrer man den måske ligefrem og glædes over, at dele af den er så smuk. Andre gange græmmes man. Ikke så tit tænker man over, hvordan byen kunne have set ud, hvis tingene havde været anderledes.
Men København kunne meget vel have set ud på en helt anden måde.
På et tidspunkt i 1960’erne var man for eksempel tæt på at lave en motorvej henover Søerne, som skulle hedde Søringen. En idé, stort set ingen forstår i dag. Tivoli kunne også snildt have ligget ude i Ørestaden, hvis tingene var faldet bare en anelse anderledes ud i 2007.
Det – og meget andet – skildrer forfatter og kulturkommentator på Berlingske, Holger Dahl, i bogen ‘Drømmenes København’, der er en rigt illustreret gennnemgang af 22 arkitektoniske værker, som i samtiden blev diskuteret, men aldrig realiseret.
Danskerne har nemlig en tendens til at blande sig i den slags.
Og selvom det måske var meget godt, at Søringen ikke lige blev til noget, er der ifølge Holger Dahl talrige glimrende eksempler på, at byen ud fra en æstetisk såvel som menneskelig optik kunne have været et bedre sted.
“Man kunne have skabt enklaver i byen og lavet en mere menneskevenlig bystruktur visse steder, end nu hvor vi har nogle relativt kedelige modernistkasser sådan et sted som Borgergade for eksempel,” siger Holger Dahl.
“København kunne også have haft en masse billige boliger, som alle jo skriger på i dag. Og det ville have gjort byen bedre.”
Drivkraften i at skrive bogen har derfor også været en vis ærgrelse, men ikke en gold ærgrelse. For i mødet med alle de arkitektoniske projekter, konfronteres man også med en fantastisk idérigdom, som vi ifølge forfatteren skal turde tro mere på.
Rasende protester
Det, der har undret Holger Dahl mest i hans arbejde med bogen, er igen og igen at se, hvor bange politikerne er for folkestemninger. I gode gamle Foreningsdanmark er vi sagt på en pæn måde hurtige til at organisere os.
Sagt på en anden måde har vi nemt ved at blive rasende, så snart der er en forandring, vi ikke bryder os om.
“Det er blevet meget værre nu, fordi man kan sidde derhjemme og skrive rasende posts i en Facebook-gruppe. I gamle dage krævede det trods alt, at man troppede op med et banner,” siger Holger Dahl.
I ‘Drømmenes København’ falder projekterne selvsagt af mange forskellige årsager, men borgerne har generelt været flittige til at opbygge en zeitgeist, der har fungeret som en kæp i hjulet på det ene fascinerende projekt efter det andet.
“I stedet for at politkerne så har sagt: “Vi gør det alligevel,” er de blevet bange og har så trukket støtten.”
“I Danmark er man vant til at få lov til at sige sin mening og påvirke tingene, hvor man i mange andre større lande har en idé om, at det ikke gør nogen forskel. Brokkerøven er en dansk arketype, tror jeg. Det kommer nok af det gamle bondesamfund med sådan en “ikke i min baghave”-mentalitet,” siger Holger Dahl.
Så hvad ærgrer forfatteren sig mest over aldrig blev til noget? Han peger især på tre projekter.
PLOT’s Boligbyggeri på Kløvermarken (2005)
“PLOT’s og Bjarke Ingels værk, hvor man ville bygge en bræmme på Kløvermarken med 5.000 boliger, kunne have haft en kæmpe betydning for byen. Jeg vil æde min gamle hat på, at vi havde været lykkelige over det i dag, hvis vi havde bygget det.”
“Der er en sort ironi over, at de mennesker, der står ude på Lærkesletten på Amager Fælled, nu kæmper for, at der skal være flere billige boliger i København. PLOT’s projekt for Kløvermarken var et meget seriøst bud på at løse problemet på en måde, der passede ind i markedsøkonomien. Jeg synes, det er meget ærgerligt, at det aldrig fik lov at ske. På alle mulige måder kunne det have været et foregangseksempel for andre lande.”
“Byggeriet ville tilmed have øget biodiversiteten i området, fordi tagene skulle være grønne. Hvis der er noget, der er ondt for biodiversitet, er det sådan en monokulturel ting som en græsmark, som der er nu. Det er fuldstændig død flade, som endda bliver gødet og slået.”
Jørn Utzons ‘Langelinjepavillonen’ (1953)
“Rent kunstnerisk ærgrer det mig, at Utzons Langelinjepavillon ikke blev til noget, fordi det var sådan et smukt projekt, der ville have været helt specielt. Det ville have været et vidunderprojekt, som folk ville komme rejsende for bare at se. Så uvirkeligt. Det ligner ikke noget, der står nogen andre steder i verden. Og det gør det stadig, selvom det er 70 år gammelt. Det er stadig fuldstændig brilliant.”
Norman Fosters Hotel (2006)
“Norman Fosters 102 meter høje tårn ved Rådhuspladsen er også et af de projekter, der ærgrer mig mest. Det var sådan et smukt og skægt motiv med den her idé om en port til København. Men projektet blev lagt i mølposen på grund af en masse højhushadere.”
“Det er jo ironisk, at Dansk Industri så fik lov til fuldstændig at ødelægge Rådhuspladsen på samme sted med det her alt for store glashus, uden at nogen løftede et øjenbryn. Det var der, I skulle have stået og råbt: “I er i gang med at smadre Rådhuspladsen. Hvad foregår der?” Men det var, fordi det lignede noget, vi kunne forstå og noget, vi kendte i forvejen, at det slap igennem alligevel, tror jeg.”
Er der omvendt et arkitektonisk projekt, du er glad for aldrig blev til noget?
“Personligt er jeg glad for, at Rigsarkivet ikke blev til noget, fordi det var et skørt projekt. Den der dekonstruktivistiske stilart viste sig lynhurtigt at være noget, der var sjovt på papir, men ikke fungerede i virkeligheden. Det lignede en gang skrammel, der var smidt oveni hinanden, og det var meget moderne i 90’erne.”
“Det ville være blevet et kæmpe problem rent vedligeholdelsesmæssigt. Jeg kender ikke nogle steder, hvor det virkelig er lykkedes med den stilart. De står bare og forfalder, og vi ville have haft årlige historier om vandskader, så det var godt, vi undgik det projekt.”
Et tveægget sværd
Holger Dahl mener i sidste ende, at København er en skøn by, og han forklarer, at hans ambition med bogen er at give de brede masser et ordforråd, der gør dem i stand til at tale om arkitektur på en lidt mere nuanceret måde.
“Snakken bliver tit sort/hvid, og man taler altid om, om noget er pænt eller grimt. Det er slet ikke et udtryk, arkitekter bruger særlig meget. De taler mere om, om noget fungerer. Hvordan virker det? Kan det det, som det skal? Jeg håber, bogen kan åbne folks øjne for nuancerne i arkitekturen ved at præsentere dem for nogle spændende projekter,” siger han.
Hvad er dit største ønske for fremtidens København?
“Det er jo et tveægget sværd. For i samme sekund jeg siger, vær nu lidt modige, så vil man kunne indvende, at hvad nu hvis dem, der ville have lavet Søringen, havde været modige? Så havde de lavet den.”
“Derfor vil jeg ønske, at vi bliver mere kritiske og mere modige i fremtiden. Men mest af alt vil jeg ønske, at vi kunne få noget af idérigdommen tilbage i dansk arkitektur. Vi er gået helt væk fra den åbne arkitektkonkurrence, og det er et stort tab. Jørn Utzon ville ikke have en chance i dag. Det er enormt ærgerligt. Og så ville jeg ønske, at beslutningstagerne turde stole lidt mere på arkitekterne. Engang imellem skal de bare sige: “Okay, når I siger det, er det sgu nok fint.””