Foto: Rita Kuhlmann

Magnus Haugaard: ”Jeg nyder at være i kontakt med min egen idioti og uduelighed”

Magnus Haugaard har et særligt talent for at snige sig ind i tv-serier, satireshows og komediefilm og overtage fokus. Men om kort tid får vi ham at se i mere alvorlige omstændigheder, når tæppet går op på traumeforestillingen ’Arven’ om aids-epidemien.

Du kender ham muligvis som den opgivende ene halvdel af kæresteparret fra DR-sketchserien ’Skyld’, hvor han sammen med Emma Sehested Høeg miskommunikerer om alt fra stilhed i parforholdet til sex i bilen. Fra bilscenerne i den lille Fiat, der er klippet brutalistisk hårdt, fordi der var for mange grin på optagelserne.

Måske er han dukket op i dit synsfelt i tv-serien ’Skruk’, den romantiske komedie ’Elsker dig for tiden’ eller satireshowet ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’. Måske du sågar har set ham i teateropsætningen af Morten Münsters bog ’Jytte fra marketing er desværre gået for i dag’, der solgte 30.000 billetter og genopsættes til november på Nørrebro Teater.

Magnus Haugaard er en mand, der som skuespiller efterhånden har besat en del roller med komik i. Han er en sjov fyr. Også når vi taler sammen denne formiddag. Men komiker vil han ikke kaldes. Blot at være ”ham den sjove” er dog ikke en præmis, han selv møder til dagligt trods sine mange humoristiske optrædener.

Så hvem er egentlig Magnus Haugaard, når han ikke spiller apatisk kæreste, kedsommelig ven eller manipulerende kollega?

”Det aner jeg simpelthen ikke. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne svare på det uden at konstruere det. Jeg synes, det er vanskeligt at sætte ord på, hvem jeg er. Min selvfortælling. Det kæmper jeg måske med at finde ud af i øjeblikket. Det er jo nok det, alle prøver at finde ud af, når de er 27-28 år. Der er måske nogle ting, der begynder at forme sig. Men … Jeg ved det faktisk ikke,” siger han og skifter over i sin snappe, ironiske facon:

”Der tegner sig jo en eksistentiel krise allerede.”

Om ikke så skrækkeligt længe får publikum ham dog at se i langt alvorligere rolle, når han medvirker i forestillingen ’Arven’ på Skuespilhusets store scene. En fortælling, der kredser om at finde ud af, hvem man er, ud fra nutiden og fortiden.

Arven

Stykket er amerikansk skrevet af dramatikeren Matthew Lopez, inspireret af romanen ’Howards End’ og har vundet et hav af priser for sin otte timer lange maratonfortælling om den arv, homoseksuelle mænd bærer på fra generationen før dem. Generationen, der levede og døde under aids-epidemien.

Ud af de 13 skuespillere, der indgår i forestillingen, er Magnus Haugaard ikke den eneste homoseksuelle, og prøverne har været intense og fyldt med følelser. 

”Jeg kan i hvert fald mærke, at der er nogle nøgler eller nogle ting, der låser sig op, som jeg ikke vidste, jeg havde nogle komplekser eller problemer med, og som forestillingen formulerer på en måde, der er enormt smukt. Jeg græder mere til prøverne, end jeg har prøvet nogensinde på en professionel opsætning,” fortæller han.

Hvad er det for ting, du opdager med ’Arven’?

”Min generation af homoseksuelle mænd har fået nogle ting at vide om aids-epidemien. Vi ved, at det er sket, og har måske hørt historier derfra. Men vi kan ikke mærke det. Vi ved ikke, hvad det er for et traume, der ligger, og hvad det betyder, ud over at vi kan se, at vi mangler en generation at spejle os i, fordi de er døde. Men jeg kan ikke mærke før nu med forestillingen, at det er noget, som ligger internaliseret i min generation af homoseksuelle mænd. Det er 30 år siden, og det har været et katastrofalt svigt af en gruppe af mennesker,” siger han og fortsætter:

”At forstå, at det ikke ligger så langt væk, og at der er alle mulige kampe, vi bliver nødt til at kæmpe og være åbne om, er enormt vildt at opdage. Det kan lyde så åndssvagt at opdage det, når man godt har kendt til og læst om epidemien. Men at forstå det med kroppen synes jeg virkelig er det, som forestillingen gør. Og det er jo også derfor, at den hedder ’Arven’.

Han forklarer nærmere:

”Det er en kæde af generationer, som man skal forstå, at man er en del af. Der er nogen før os, og der kommer nogen efter os. Når man kan mærke den forbindelse, ranker man ryggen på en eller anden måde. Det er dét, forestillingen gør så ufatteligt godt, og derfor den er så vedkommende for alle at se.”

Hvordan var det for dig, da du var yngre og skulle springe ud?

”Jeg har været enormt privilegeret og omgivet af kærlige mennesker hele vejen rundt. Jeg syntes ligesom mange andre, at det var svært at springe ud, men jeg fandt ud af bagefter, at det for mit vedkommende ikke var på grund af mine forældre, min ungdomskreds eller noget med mig. Det var, fordi jeg på et større plan følte en internaliseret skam. Det var jo normen, at så skulle man indkalde til stormøde i familien eller klassen og sidde og tude, mens man fortalte, at man godt kunne lidt fyre. Det var jo bare pissepinligt.”

”Jeg stortudede, da jeg skulle fortælle, at jeg havde fået en kæreste, som var en fyr, fordi det var pisse skamfuldt og pinligt at sidde og fortælle mine forældre om mit seksuelle liv. I dag er min fornemmelse, at der i højere grad er flere, som går med den der ’hvorfor fanden skal jeg stå skoleret for jer, i forhold til hvad jeg tænder på’-attitude og bare pludselig kommer hjem med en fyr i hånden. Det synes jeg simpelthen er en skøn udvikling.”

MAGNUS HAUGAARD

Født 1995.

Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2019.

Arbejder både som skuespiller og manuskriptforfatter og har haft roller på både film, tv og teatre.

Aktuel i forestillingen ’Arven’ på Det Kongelige Teater og senere på året i sin tv-serie ’Kald mig far’ på Viaplay.

Pønser på at få en hund, men er i evig kamp med boligforeningen om at få ændret vedtægterne, så det tillades.

Tak til kommunen

Magnus Haugaard voksede op som enebarn med sine forældre i den nordsjællandske by Værløse. Karrieren begyndte med skolekomedier og dårlige parykker i ’Jernbyrd’ og ’Prinsessen på ærten’.

Som han selv forklarer, har han aldrig rigtig formuleret eller besluttet, at det var skuespillet, han ville. Det var der bare. Men især et bestemt teatertilbud trak ham helt ind.

”Jeg var enormt heldig at vokse op i en kommune, hvor…” Han stopper sig selv og griner lidt af, at samtalen nu er kommet til noget så banalt som kommuner.

”Tak, Furesø Kommune,” siger han ærbødigt og storslået på sarkastisk maner. 

Han fortæller mig om sin folkeskoletid, hvor Teatergruppen Syvstjernen hvert år skrev og opsatte en forestilling, og forældre og elever fra forskellige skoler syede kostumer, lavede lys, lyd, kulisser og rekvisitter. Men vigtigst af alt var både børn og voksne på scenen sammen.

”Det var jeg med i sammen med både min mor og far i fjerde klasse. Det var ikke første gang, jeg stod på en scene, men jeg husker det, fordi det på det tidspunkt føltes enormt stort, at der var nogle voksne mennesker, som engagerede sig,” fortæller Magnus Haugaard.

”Der kan man jo godt retrospektivt tillade sig at stille sig selv det spørgsmål: Hvad fanden var det, du lige mærkede der? At stå der imellem Kaja fra 6. klasses far og Lasse fra 7., fuldt udklædt med syntetiske parykker og 2 cm teatersminke og så tænke: ”Det er det her, jeg vil med mit liv.” Det er jo et vanvittigt øjeblik at få kilden til alt, hvad man har lyst til at lave. Men det var sindssygt ubevidst. Jeg kunne bare mærke, at der var noget, der drog mig.”

I dag er han ikke særligt i tvivl om, hvad der får skuespil til at brænde i ham.

”Det har ændret sig for mig. Der er blevet tændt noget nyt, som jeg ikke vidste for fem år siden, og som jeg er enormt glad for at have opdaget.”

Hvad har du opdaget?

Han holder en lang tænkepause. Måske ti sekunder.

”Altså, det kan jo blive enormt højttravende det her. Gør det noget?” spørger han høfligt.

Det gør det ikke.

Han smager lidt på nogle forskellige sætninger, inden han får formet en fuldstændig:

”Åh, jeg kæmper lidt med, at jeg ikke gider snakke om død.”

Hvorfor?

”Jeg orker ikke, at det bliver min selvfortælling. Ikke endnu. Det kommer i en bog om 30.000 år eller noget.”

Men jeg har jo virkelig lyst til at spørge til det, når du siger det sådan.

”Jeg ved én ting, jeg er bange for. Det er at sidde som 80-årig og tænke: Hvad fanden er der sket? Hvad har jeg lavet? At have mistet lysten til alt og føle, at jeg har spildt min tid. Nu har jeg så fundet ud af, at det modsatte af død og ligegyldighed er engagement, lyst og skabertrang. Derfor tror jeg, at meget af min energi går på – lige nu i hvert fald – at lave ting, som jeg føler giver mening nu, fordi det føles så levende,” fortæller Magnus Haugaard og fortsætter:

”Jeg mistede min far meget pludseligt, da jeg var 20. Der er et skel fra at være barn til at blive voksen på én dag, bilder man sig ind, men så sidder man jo stadig som barn bagefter. Men så flyttede det der tungsind ligesom ind i mig, og det har jeg det okay med i dag. Det er en fast del af mig. Men jeg har bare ikke besluttet mig for, hvor meget jeg vil snakke om det. Du må gerne skrive, at jeg mistede min far. Men historien om den store sorg skal jeg lige tænke over i ti år mere, tror jeg.”

Produktiv uduelighed

Tilbage til det, der driver værket, vekslede Magnus Haugaard som barn mellem følelserne ”se mig, se mig, se mig” og ”hvorfor fanden kigger du på mig?!” Måske en svær indstilling, når man er performer – så hvad får ham til at optræde i dag?

”Jeg har altid godt kunnet lide at fortælle historier og har nok også været en pleaser – og er det stadig på nogle punkter. Det er jo dejligt at få folk til at have det godt, og det har de, når de griner. Men det er jo også meget alvorligt, fordi jeg tror, man kan snakke om mange ting igennem det,” fortæller han.

”Der, hvor jeg er allermest inspireret, allermest fri, er, når jeg er i kontakt med min egen idioti og uduelighed. Det er virkelig et fantastisk sted, hvor jeg virkelig nyder at være. Jeg går jo i ramme alvor rundt og bilder mig selv ind, at jeg er et menneske, som ved meget om verden, om andre mennesker og om mig selv. Og så oplever jeg bare kontinuerligt, igen og igen, at det gør jeg vitterligt ikke. Jeg møder hele tiden mine egne utilstrækkeligheder og glemmer dem så igen i næste sekund, så mit idiotiske selvbillede kan blive opretholdt. En frygtelig karrusel at være fanget i. Men så tænker jeg, at hvis nu jeg har det på den måde, er der måske også andre, der har det sådan. Og det ville da være dejligt, hvis vi kan snakke lidt mere om, hvor uduelige vi alle sammen går rundt og føler os.”

Hvad drømmer du om?

”Jeg vil aldrig komme til – syv, ni, tretten – at stoppe med at lave ting med humor. Men jeg vil meget gerne lave alle mulige forskellige slags ting. Det drømmer jeg om: At fortælle forskellige slags historier. Og så drømmer jeg om at kunne blive ved med at facilitere mine egne projekter, følge mine egne idéer. Der findes så meget talent og kreativitet i vores generation, og det glæder jeg mig simpelthen så meget til at vælte rundt i. At skabe ting med venner og gode mennesker er i hvert fald det, der giver mig så stærk en følelse af mening i øjeblikket, at jeg ikke føler, at jeg kan bede om mere. Det ville være totalt utaknemmeligt, fordi jeg har det virkelig godt med, hvordan det er indrettet lige nu,” fortæller Magnus Haugaard.

Og det virker til at gå ret godt med den drøm. Senere i år, omkring sensommer, udkommer Viaplay-serien ’Kald mig far’ – en komedie, som Magnus Haugaard og vennen Alex Høgh Andersen er idémændene bag.

Fordi Magnus Haugaard tit bliver castet til ældre roller, og Alex Høgh tit bliver castet til yngre, kom de i en brandert på at spille et vennepar, hvor Haugaards rolle bliver kærester med Høghs rolles mor – og blandt andre grænseoverskridelser vil kaldes far.

”Og så kører den ligesom derfra,” fortæller han.

Men indtil du kan se de to venner udfolde deres svendestykke i det, Magnus Haugaard har døbt hensynsbetændelse, kan du finde ham på scenen. Frem med teaterkikkerten og spejde efter ham på Skuespilhuset, når ’Arven’ tager premiere 23. marts.

”Hvad kommer det her interview til at handle om,” spørger Magnus Haugaard, mens jeg tager frakke på.

”Det må vi se,” siger jeg.

Find mere om
Footer graphics