Kan man både skrive en historie om ufrivillig barnløshed med fortællinger om 120 højskole-elever i deres sorgløse starttyvere i samme bog? Det kan Mads Mygind i hvert fald. I sin seneste digtsamling ’I min hule hånd’ tager han netop fat på alle de relationer og interaktioner, vi har med hinanden. Hvad end det er en samtale med en højskoleelev, en akavet kollega, eller en sygeplejerske, som rækker en den kop, man skal aflevere sin sædprøve i, forsøger Mads at finde det absurde og sjove i enhver situation.
”Lige meget, hvor meget vi er ramt af udfordringer eller decideret sorg, så sidder man alligevel nogle gange og griner. En gang imellem kan man føle det er ulovligt og forbudt, men det kan faktisk være forløsende og livgivende at sidde og grine af noget fuldstændig latterligt en elev siger.”
Mads skriver om hverdagslivet. Han siger han ikke har fantasi til at opdigte. Væsener, der ikke eksisterer i en by, som ikke eksisterer, interesserer ham simpelthen ikke. Til gengæld kan han blive paralyseret af en akavet samtale mellem to mennesker, han har overhørt i et tog.
”Den banale og rå virkelighed optager mig bare i det sekund, jeg bliver stillet foran den. Intet er for kedeligt. Jeg vil sige: Hvis nogen siger noget, der er for almindeligt. For kedeligt. Så vil jeg gerne finde det absurde i det. Det mystiske. Det skæve. Og det er det, poesien kan: Se ud over de store oplagte dramaer, som medierne fokuserer på, og i stedet zoome voldsomt ind på ét lille element af verden. Ligesom forskningen gør det. På den måde er poesien også en slags kunstnerisk forskning.”
’I min hule hånd’ tager derfor inspiration i Mads’ eget liv, og de mennesker han har mødt, elever på de højskoler, hvor han underviser, samtaler med sin kæreste og livet i al almindelighed. Vi møder blandt andet Mads’ kollega Christian, som stringent lever sit liv efter en kostplan, og som har det lidt anstrengt med de der følelser. Der er elevstereotyper som Oliver den kække midtjyde, som selv synes, han er voldsomt sjov og Jose elevstereotyper, den provokerende elev, der lader til kun at kunne tale i forkortelser.
Hallo Mads, hvis man nu er lidt nazi med tiden
så er det vel ret wrong, at læreren kommer for sent til undervisningen ik?
Jo, Josefine, men jeg mødte en elev på gangen
som stoppede mig og sagde hun ikke kom i dag, hun havde det ikke godt.
Josefine svarer: Jojo men stadig.
”Der er jo sindssygt mange underlige møder. Der er stor kærlighed, der er jalousi, der er irritation. Det er et mikrokosmos på en højskole. Der sker så mange ting, selvom der kun er 120 mennesker. Og så tænkte jeg, okay, det er jo guld.”
På trods af at Mads deler navn med hovedpersonen og de samme oplevelser, skal bogen ikke ses som en dagbog, dog vil han gerne stå ved at meget af især hovedpersonen er tanker, følelser og møder, han selv har haft. Han har derfor heller ikke fundet det nødvendigt at lave om på hverken sit eller sin kærestes navn.
”Jeg har hele tiden tænkt, at nu skriver jeg løs, fuldstændig u-filtreret og u-censureret. Og til sidst, når bogen skal sættes op, så ændrer jeg navnene, så det er fiktion. Men det synes jeg på en måde også var lidt nemt. Jeg vil gerne stå ved, at der er vildt meget af mig i bogen.”
Det vi ikke taler om
Når man skriver om hverdagslivet, kommer der også alt det, som er svært. I Mads’ tilfælde var det han og kæresten Maries ufrivillige barnløshed. Det ledte til lang og hård fertilitetsbehandling med prøver, nåle og afmagt. Den hændelse udgør halvdelen af bogen og er et forløb, som har fundet sted i virkeligheden.
”Det var i parforholdet, personligt og privat en meget stor sorg. Men i og med, at jeg skriver bøger, så tænkte jeg hele tiden, at det ville være en oplagt del af bogen. At vi kommer med derhjemme, at der også er en privat Mads. At det ikke kun er en lærer, der går rundt og prøver at være sjov og navigerer i det nye.”
Det er en sårbar og ufiltreret fortælling, som for nogle måske er for privat til at dele. Men ikke for Mads. Han er meget afklaret med at skulle fremlægge sit privatliv til offentligt skue. Ikke fordi han har kæmpet sig frem til at det er en sej holdning, men simpelthen fordi han ikke ser det som et tabu.
”Det er ikke noget, jeg er dårlig til. Det er ikke noget, min kæreste er dårlig til. Det er omstændighederne. Der var ikke nogen særlig grund til, at vi ikke kunne få børn, så jeg synes ikke, der var noget at skamme sig over.”
I min Rema står graviditetstestene mellem Läkerol og kondomer
jeg køber mælk og bananer, muskatnød og mango chutney
jeg googler hvor man køber den billigste graviditetstest
jeg tænker, at jeg får brug for mange af dem
I bogen indgår der en del digte om karakter-Mads’ kollega Christian, som har det lidt vanskeligt med at snakke om følelser. Mads forsøger, at fortælle Christian om han og kærestens ufrivillige barnløshed, men Christian lader ikke til at hører efter, eller vide, hvad han skal svare.
Jeg trækker vejret dybt og siger:
Du er faktisk den eneste jeg har fortalt det til.
Jamen dog, siger han.
Og netop den slags samtaler, synes Mads, vi er for dårlige til at tage med hinanden.
”Jeg synes, vi skal blive bedre til at tale sammen. Nogle er meget modtagelige og empatiske og spørger ind, men der er også reaktioner, hvor folk synes det er for privat, eller at jeg deler for meget. Jeg synes klart, vi skal blive bedre til at snakke om fertilitetsbehandling. Vi har sværere og sværere ved at føde børn, og det er altså ikke kun, fordi vi spiser McDonald’s en gang i mellem eller drikker for mange øl”.
Og det er netop én af de ting, Mads håber læserne vil få ud af hans bog. Han vil gerne kunne tale om emnet på en mere let måde. Derfor har han også forsøgt at finde det sjove og absurde ved at sidde på en klinik og gokke i en kop før arbejde.
”Bogen kunne godt være en lille isbryder til at tale om fertilitetsbehandling. Derfor har jeg også prøvet at insistere på, at jeg gerne vil have noget af det absurde med, og at det ikke kun skal være et rekviem over fertilitetsbehandling”.
En bog der aldrig slutter
Det har taget Mads ti år at skrive ’I min hule hånd’. Den skulle både være sjov, drillende, provokerende, men også empatisk. Den har hele tiden været i proces, hvor det ene har taget det andet. Men hvornår er det nok, hvornår er der digte nok, hvordan afslutter man en så stor og vigtig del af ens liv på en ordentlig måde? Først var meningen at den skulle slutte når højskolesemesteret var ovre, så var det ved uvisheden om fertilitetsbehandlingen, men for Mads var der hele tiden digte der kunne fyldes på.
”Når først man tror lykken er at få et barn, lykken er at blive forældre, lykken er, at det endelig sker, så er man lige så dum, som man hele tiden har været. For der kommer selvfølgelig nye bekymringer! Både for det lille barn der er kommet til verden, ens parforhold, ens krop, men også for alt det der potentielt kunne ske. Det stopper jo aldrig. ”
Mads har derfor allerede ideen til en ny bog klar. Her følger man samme hovedperson, hvor digtene i højere grad skal handle om familierelationer og forældrerollen.
”Det kommer til at spejle sig i hans forældreskab. Det her lille barn er kommet til verden, og nu begynder han at se tilbage på sin egen familie. Hvad der sker i den, og hvordan man har været forældre i den familie”.
