Han har leveret utallige popkulturelle klassikere, der er blevet en uundgåelig del af den moderne kanon. Han har blandt andet lavet pladecoveret til Velvet Undergrounds kontroversielle debutplade ’The Velvet Underground & Nico’ med den gule bananskræl, der gjorde pladen til et yndet samlerobjekt. Nu er et af hans endnu mere populære værker, portrættet af Marilyn Monroe, solgt for rekordbeløb på en auktion i New York.
Det ikoniske værk fra 1964, ’Shot Sage Blue Marilyn’, er et af portrætterne, som Andy Warhol lavede af skuespillerinden og superstjernen Marilyn Monroe efter hendes død i 1962, og det er siden blevet et af popkunstens mest kendte værker. Salget af værket slår den tidligere rekord for kunstværker fra det 20. århundrede, som var Pablo Picassos ’Les Femmes d’Alger’ fra 1955, der blev solgt for 1,2 milliarder kroner på auktionshuset Christies i 2015.
”’Shot Sage Blue Marilyn’ er det absolutte højdepunkt indenfor amerikansk popkunst. Det er på lige fod med Botticellis ’Venus’ fødsel’, Da Vincis ’Mona Lisa’ og Picassos ’Les Demoiselle d’Avignon’ og er et af de største værker nogensinde,” sagde Alex Rotter, formand i afdelingen for det 20. og 21. århundredes kunst hos auktionshuset Christies, under annonceringen af auktionen.
Maleriet er inspireret af et reklamefoto af Monroe fra filmen ’Niagara’ fra 1953 med de genkendelige klare og kraftfulde farver over hendes øjne, hår og læber. Titlen refererer til en hændelse, hvor en kvinde spørger Andy Warhol, om hun måtte skyde stakken af de fire Marilyn portrætter i Warhols studie. Han troede angiveligt, hun mente fotografere og gav hende lov, hvorefter hun trak en pistol og skød. De fire malerier blev ramt (de er siden blevet repareret), men ’Shot Sage Blue Marilyn’ slap uskadt.
Marilyn Monroe var en af Hollywoods mest kendte stjerner, indtil hun døde af en overdosis i sit hjem i Los Angeles d. 4. august 1962. Andy Warhol døde i 1987, men hans kunst er i dag stadigvæk noget af det mest anerkendte. Især hans velkendte portrætter af Monroe, Presley og den kinesiske leder Mao Zedong og hans signaturmalerier af Campbells suppedåser.
Indtægterne fra salget af maleriet, går ifølge Christies til den schweiziske Thomas og Doris Ammann Foundation Zürich, der arbejder på at etablere sundheds- og uddannelsesprogrammer for børn over hele verden.