Julen har bragt velsignede film. Som altid vil folk være sure, tvære og uenige, når der arbejdes med julefilmslister. Nogle mener, at ’Home Alone’ bør være der (hvilket naturligvis er forkert), andre at ’Grinch’-fablen aldrig må undlades (hvilket heller ikke er rigtigt) og så videre i en lang uendelighed.
Men lister er hårde valg, nedkog, foretaget på baggrund af indre krige og konflikter i sjælen, hvor ofrene bliver de mange fravalgte film, som nok kan være nydelige, men ikke mesterlige. Dertil kommer pernittengrynspørgsmålet: Hvad udgør overhovedet en julefilm? Skal den foregå lige omkring selve juledag, skal den blot have én scene, som udspiller sig i julen eller noget helt tredje?
Valget er her faldet på den pragmatiske tilgang: En julefilm må og skal have julen som afgørende element, men det kan godt være visuelt, emotionelt eller æstetisk. Julen er i vores hjerter, i vinteren, mismodet og kærligheden. Så lang tid en given film føles som skabt til julen, så er man på nogenlunde sikker grund.
Og nu kan vi begynde vores nedtælling!
10. ‘Love Actually’ (2003)
Vi åbner gavmildt juleballet med klæge julekærlighedspopcorn. For ja, der er ikke noget at gøre – selvom Richard Curtis’ juleromantiske fabel de facto udgør den ubetinget mest kvalmende julefilm, siden filmmediet kom til verden – er dens plads blandt titanerne i julerigets imperium også uafviselig. Filmen består (som du selvfølgelig allerede ved, fordi du har set den tusinde gange) af adskillige plotlinjer, historier som er mere eller mindre elegant forbundet med hinanden og som alle har til formål, at få seeren til at klynkesmaske af emotionel vellyst forårsaget af et byzantinsk mylder af kærlighedsstrabadser. Jo, den ér stadig på listen over afgørende produktioner – også selvom ens smagsløg er brændt op bagefter.
9. ‘A Charlie Brown Christmas’ (1965)
Nu kan vi endelig give os hen til sødmefyldt vemod. Det åbenbarer sig smukt i tv-filmens første sekunder, og herfra er der dømt beklagelse, manglende julestemning og fravær af glæde. Charlie Brown er med andre ord trist og nede og hvilken skøn livstræthed at møde højtiden med. Hans tristesse akkompagneres af et udsøgt og jazzet-melankolsk lydspor udført af pianisten Vince Guaraldi. Humoren lugter langt væk af tresserdogmer og gammelamerikansk kådhed, men den baner også vejen for nogle sært befriende og lavmælt underspillede spøgefuldheder. Filmen er baseret på Charles M. Schulz’ ’Peanuts’ (på dansk ’Radiserne’) og gjorde eftertrykkeligt CBS’ bekymringer om manglende publikumstække til skamme.
8. ‘Miracle on 34th Street’ (1947)
Nu bliver det gammelt, sort-hvidt og ganske sødladent: Denne uerstattelige juleperle indledes med en storsmilende julemandsskikkelse som gavmildt og storsindet træder op på julescenen og hjælper søde (men i bund og grund også frygteligt uvidende mennesker) med at få styr på højtiden og detaljerne. Edmund Gwenn spiller Kris Kringle (slå selv navnet op) og i løbet af ingen tid folder et uhyrligt plot sig ud: Er vores varme helt overhovedet julemanden, og hvordan arter hans påstand sig overfor juraens benhårde virkelighed? Dét plot afvikles komplet med bevisførelse, retsopgør og en næsten magisk håndsrækning fra postvæsenet.
7. ‘The Polar Express’ (2004)
Tilbage til nutiden og legendariske Robert Zemeckis (bl.a. manden bag ’Back to the Future’ og instruktør af ’Forrest Gump’). Her får vi endelig lov til at hengive os til den uhæmmede julefabel og den hjemsøgende liturgi, som juletraditionen efterhånden består af. Fortællingen er enkel og besnærende: En skeptisk pode lokkes med på en særpræget nattetur og ombord på et larmende og fortryllende damplokomotiv transporteres han og andre børn fra lokalområdet til Nordpolen og julemandens eventyrlige rige. Tom Hanks dominerer produktionen med sine 6 roller, og filmens vel nok største fortjeneste er det faktum, at juletrolddommen folder sig ud i et intimt favntag med mørke, uhygge og en næsten skræmmende fin æstetik.
6. ‘Edward Scissorhands’ (1990)
Lad os bare få det overstået: Det kræver nemlig enkelte krumspring at legitimere lige netop denne films plads på listen, men det gøres bedst gennem rammen og filmens slutning. En stakkels, smuk og sårbar skabning med sakse i stedet for hænder træder som bekendt ind i (masse) kulturen og beriger et lokalsamfund på flere punkter. Skabningens skarpe hænder skaber i løbet af ingen tid kunst, og hans blotte personlighed vækker de mennesker, som han tumler forbi. Hvis julen er hjerternes tid, så er Tim Burtons eventyr om det givende væsen en nødvendig del af højtiden, alene af den grund. Læg dertil den mesterlige og farvefyldte skildring af juletidsmaterialismen og filmens poetiske snelandskabslogik, og vi står tilbage med en smerteligt fin og stille perle af eftertænksomhed.
5. ‘A Christmas Carol’ (2009)
Så kom vi endelig til det: Charles Dickens mesterlige og udødelige juleeventyr fra 1843. Der er i sagens natur et væld af filmatiseringer af den højtidshadende Ebenezer Scrooges frygtelige strabadser og hans skrækindjagende møde med de tre julespøgelser. Selvom valget er vanskeligt, falder det alligevel instinktivt på Jim Carrey-udgaven, som er orkestreret af julemandsafløseren Robert Zemeckis (ja, han er en legemliggørelse af moderne juletrolddom). Når Carrey overgår både klassiske Caine og urbant-tjekkede Murray og er på niveau med Patrick Stewart, hænger det uløseligt sammen med produktionens afgrundsdybe mørke og bidende kulde, elementer som muliggør det for Carrey at hengive sig uden hæmninger til fortællingens perfide materialisme, som kun med nød og næppe overvindes.
4. ‘Die Hard’ (1988)
Det er altså god nok. John McTiernans actionfabel fra slutfirserne hører til på listen og bør til evig tid forblive i folden. Bruce Willis besøger (i rollen som John McClane) Los Angeles, tages til fange i et højhus, kæmper for at holde sammen på ægteskabet, nedkæmper en international forbryderbande og har gaver med. I sagens natur ér filmen den mest afvigende på listen, men de latente værdier emmer langt væk af hjertefest og juleånd: Vi taler familiehengivelse, graviditet, gaver og kærlighed. Og nå ja, lemlæstelse, drab, eksplosioner og stofmisbrug.
3. ‘The Nightmare Before Christmas’ (1993)
Ja, det er lidt uretfærdigt, at nogle filmskabere får flere pladser, tough luck. Tim Burtons anden, og ubetinget mest afgørende julefilm, er i sagens natur den udsøgte musical, som har sin oprindelse i et lille digt fra 1982, da Burton stadig arbejdede som animator hos Disney. Græskarkongen Jack flygter fra Halloween Town i nedtrykt sindstilstand, lokaliserer Christmas Town, kidnapper julemanden og går den gode mand i bedene. Alt dette iklædes hjemsøgende melodier, og Danny Elfmans enestående sange og kompositioner (for slet ikke at tale om hans arbejde som Jacks sangstemme) dominerer rent ud sagt filmen og brutaliserer seerne med skæppeskøn længsel og et rørt hjerte. Burton’sk trolddom på et niveau som hverken før eller siden er blevet overgået.
2. ‘The Snowman’ (1982)
Nu nærmer vi os efterhånden de øverste episke tinder, som julefilmtraditionen udgør. Tiden er inde, og vi må og skal overgive os til tv-filmatiseringen af Raymond Briggs’ mesterværk af en børnebilledbog fra 1978. En pode bygger en snemand, som så bliver levende og napper drengen med ud på rørende eventyr. Ligesom forlægget er der ingen dialog, kun billeder og Howard Blakes mageløse lydspor, som inkluderer ’Walking in the Air’, en sjældenhed af porøs magi udført af kordrengen Peter Auty. Skønheden ligger i den dirrende og knitrende billedside, tegningernes og farvernes lutrende flakken, drengens åbne sind og den musik som vil hjemsøge seeren til dødslejet.
1. ‘It’s a Wonderful Life’ (1946)
Det kan ikke være anderledes, uanset hvad ringeagtende snobister vil insistere på. Selvom Frank Capras emotionelle rutsjebanetur fra kølvandet af anden verdenskrig med tiden er blevet elsket og feteret af senere generationer (populær og derfor per definition suspekt), kan titlen som über-julefilm aldrig frarøves James Stewart og slænget af troværdige lillebymennesker. George Bailey rammes, efter et liv levet i det godes uselviske tjeneste, af mismod og tragiske tanker om selvmord. En engel sendes afsted, og så får vi ellers en bid af verden uden noble George. Udover at levere filmhistoriens mest overbevisende klynkepatos er den faktisk også leveringsdygtig i den til dags dato mest erotiske optakt til et filmkys (af den gamle skole). Hele minutter der skånselsløst fører seeren gennem tiltrækning, selvdisciplin, modstand og så endelig overgivelse og lader læber mødes i en kærlighedseksplosion.
Se dét er juletrolddom af Guds nåde!
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
