Digteren Duncan Wiese om at blive far: “Lige efter fødslen havde jeg en stærk længsel mod at være mor”

Du skrev ‘Kirsebærplukkerne’, fordi du havde brug for at bearbejde det at blive far. Hvordan var det at skrive den?

Det var vigtigt, som et rum, jeg havde for mig selv. Det kan være hektisk og overvældende at være småbørnsforældre, og for mig er det at skrive et rum, hvor jeg kan puste ud og bearbejde og fordøje den slags. Et sted, der står stille. Og så er der jo en proces med at renskrive, organisere, slette og rette, som mere er et arbejde, men som jeg også nyder. Det har været et frirum. 

Uretfærdigt, men: Beskriv med en sætning, hvordan det var at få et barn. 

Overvældende!

Hvordan var din skriveproces, praktisk set?

Det har været forskellige fra hvert afsnit. Den første suite ’Cherry Bomb’ er skrevet før, barnet kom til, det mindede om min gamle proces, masser tid, tvivl og tanker, at gå alene rundt. ’Omfale’ er skrevet umiddelbart efter min datters følelse, og det var en vild tid, så den er skrevet om natten, tidligt om morgenen dybt inde i babylivet. Min kone og jeg har haft barsel sammen, og siden arbejdet deltid og passet vores barn hjemme. Derfor har vi begge kunnet skrive. Vi har skiftes til at have barnet, ellers har telefonnoter under lur og natskriveri helt sikkert været et vigtigt rum. De sidste par digte er skrevet efter, vi er flyttet fra byen, og der har vi haft hver vores kontor og mere ro. Nu er der så kommet et barn mere, og roen udebliver lige for nu.

Hvad var din største udfordring i forbindelse med bogens tilblivelse?

Tid, tror jeg, men også den helt klassiske usikkerhed, om det her er godt, bliver det godt, er det noget, der er værd at læse? Og så også hvilke ting, jeg gerne ville have med, og hvad skulle jeg udelade. Hvilke ting vil jeg dele, og hvad er for privat? Men heldigvis har jeg haft nogle gode læsere, der har støttet mig og hjulpet mig. På en måde har det været lettere at skrive den her bog end min debut, fordi jeg ikke har haft så meget tid, så man bliver utrolig effektiv. “Nu skal der skrives”, og der er ikke tid til at fedte med det, på den måde kan jeg godt skrive tre ok digte på 45 minutter. Det kunne jeg ikke før. 

Hvad er det vigtigste for dig, når du skal skrive en bog?

At jeg selv er investeret, og at jeg skriver den af nødvendighed. Hvis jeg skriver om noget, fordi jeg tænker, det her ville være godt at skrive om lige nu, det passer ind i et eller andet i tiden, så bliver det simpelthen de værste digte, jeg har prøvet det, det kan man ikke, eller jeg kan ikke. Jeg skal kunne give mig hen og give slip og stole på, at det her er det, der er vigtigt for mig, så må vi håbe, at der er nogen, der også synes det.

Digtene taler ind i tidens diskussioner om moderne kønsroller og forældreskab. Har du en forhåbning om at bidrage til den samtale med ‘Kirsebærplukkerne’?

Ikke, da jeg skrev den, men efter den er blevet færdig, har jeg tænkt, at jeg gerne vil være med til at åbne op for, hvordan et forældreskab kan se ud. Jeg er meget bevidst om, at enhver forældreerfaring er individuel, derfor kan det være svært at oversætte fra et forældreskab til et andet, alle har forskellige forudsætninger, muligheder, økonomi og baggrund. Men jeg vil gerne dele mine erfaringer og digte.  

Nogle af digtene kredser om, at du gerne vil være nogens mor. Oplever du, at forældreskabet transcenderer vores køn?  

Det gjorde jeg klart mest i starten. Lige efter fødslen havde jeg en stærk længsel mod det. Men jeg oplever nu at være glad for at være far. Jeg tror, at far og mor, medmor og medfar og alle ting midt imellem er nogle flydende former, som ændrer sig, hver gang vi bruger dem. Hvad er en far, hvad vil det sige? Jeg tror, at der er vildt stor forskel på, hvad det betyder for folk. Men jeg ser mig selv som mine børns far, og min kone som mor til mine børn, og vi er forskellige, men det ændrer sig hele tiden lidt, også efter, hvad vi oplever, vores børn har brug for. 

Er det din ambition som far at ophæve skellet mellem mor og far?

Jeg tror, min ambition har været at være mig selv, så godt jeg kunne. Det kan lyde helt pinligt og sige ’autentisk’ i sit faderskab, men jeg mener egentligt bare, at der er vigtigt, at jeg møder mine børn som den, jeg er. Som forældre er der en masse ambitioner, man kan falde ind i, som også kan vække en masse bekymringer. For mig har det været vigtigt at være mig selv og være omsorgsfuld over for mine børn. Det tror jeg, er det, som er min ambition.

Du skriver om, at du er bange for at blive en kvinde. Hvad er den frygt et udtryk for?

Især i det kapitel, der hedder ‘Omfale’, som er skrevet lige efter fødslen, tror jeg, at jeg’et gennemgår en slags krise, en smuk krise, som handler om, at det her barn opløser alle skel. Det er en påvirkning fra barnet, man kan også tale om en slags hormonel forandring, som jeg selv oplevede, hvor det både var en stor glæde og nydelse: Wow, min krop føles helt anderledes. Jeg fik ømme bryster, græd vildt meget, var vildt lykkelig, havde en følelse af at være både mand og kvinde samtidigt, det var forvirrende og stort. En oplevelse, som jeg bærer med mig i kroppen og nogle gange savner. Den der tilstand, hvor alt føltes mere åbent. Jeg gad godt vide, om andre fædre også har oplevet det. Jeg oplevede også en frygt for, hvad det betyder for mig, hvem er jeg så, når jeg bare gerne vil kunne amme mit barn, men ikke kan? Det var en vild oplevelse, en stor glæde og forbundet med meget angst. Jeg synes, det at få et barn er så vildt, det rokker ved alting på nogle gode og svære måder. 

‘Omfale’ er navnet på en dronning i den græske mytologi, som Herakles skulle tjene ved at udføre kvindearbejde. Hvorfor passer den myte ind i dit eget faderskab?

Der er mange forskellige læsninger af den myte i nyere tid, den er også blevet læst som en slags queer-erfaring, og jeg tænkte meget over de her fund med vikingemænd i kvindetøj og kvinder i krigsrustning, som er kommet frem de seneste par år. Det læste jeg sammen med Omfale-myten og myten om Odin, der bliver kvinde, som også er en visdomstradition, der handler om at favne det både ’feminine’ og ’maskuline’. Det er jo nogle meget klassiske kategorier, som jeg ikke ved, hvad man skal bruge til, men som jeg alligevel er interesseret i at udforske og udfordre. For mig er husarbejde og omsorgsarbejde jo et fælles anliggende, og det tror jeg, at det er for de fleste i min generation – men samtidigt viser undersøgelser jo også, at kvinder stadigvæk udfører hovedvægten af det arbejde herhjemme. Det er selvfølgelig påfaldende. Jeg tænker mig selv som en slags husfar også, det er både en husfar og en husmor, hjemme hos os. 

Der løber en omsorg og ømhed gennem digtene, som undertiden brydes op af stress og aggressioner overfor mus og naboer, der larmer. Kom det bag på dig, hvad det indebar at blive en familie?    

Ja! Jeg tror ikke, at man rigtigt kan forberedes på, hvordan det er at være en familie. Det er jo det bedste i verden, synes jeg, men også det sværeste. Det kræver jo alle ens ressourcer, eller i hvert fald mine. Men jeg får også utroligt meget igen, der ligger nogle erkendelser og erfaringer, som jeg ikke ville være foruden. Og som jo bare er noget så banalt som det fællesskab, den omsorg og den kærlighed, som opstår. Det er godt nok vildt. 

Når du læser den her bog, du har skrevet, om 50 år – hvad tror du så, du vil tænke? 

Jeg tror nok, at jeg ville mindes en tid, hvor der var et særligt tempo, nogle særlige aktiviteter og et særligt fokus i mit liv. Allerede nu vækker det noget, at læse om det liv vi havde før, vi flyttede fra Skovlunde. Det er jo ikke et fotoalbum, eller kun skrevet for mig selv, men jeg vil nok kunne bruge det sådan – der var så dengang, jeg havde små børn. Ellers vil jeg forhåbentligt tænke over de lidt mere nørdede ting, og måske grine over noget af det håndværksmæssige i digtene, som jeg om 50 år ville gøre anderledes. Sådan er det meget med skrift, at man udvikler den hele tiden, og nogle gange er det svært, at gå tilbage uden at blive meget selvkritisk. Jeg håber selvfølgelig, at jeg stadigvæk synes, at digtene holder. Det må tiden vise. 

Har du nogle gode bud på andre bøger om faderskab, man bør læse?

Ja. Jeg synes jo, at der er mange gode bøger om faderskab og forældreskab. Jeg synes, at Ursula Le Guins sci-fi-bøger faktisk er et vildt godt bud. ‘The Dispossessed’ eller den lille fortælling ‘Newtons Søvn’, der lige er udkommet på dansk. De handler ofte om at være en familie, godt nok ude i rummet, men stadigvæk en familie. Hun har et virkelig godt blik for, hvor komplekst det er. Ellers synes jeg, at ‘Dit kompetente barn’ af Jesper Juul er et slags mesterværk, det er virkelig vild tænkning og radikalt, men også meget håndgribeligt og sjovt nok, godt skrevet. Ellers har Maggie Nelson ‘Argonauterne’ været en stor inspiration for mig, i forhold til hvordan man kan forholde sig åbent overfor, hvad det vil sige at være en familie. Så er der Rasmus Nikolajsens ‘Barnevognshaiku’, som jeg også synes er rigtigt smukke. Men jeg finder det egentligt mange steder. Jeg elsker, at det dukker op så mange steder. For eksempel blev jeg så glad, da Gilli rappede om at køre barnevogn på sit nye album ‘Carnival’. Det er virkelig godt.