Redaktionen græmmer sig: Hvor er det dog pinligt at være det land i verden, der æder mest slik!

De senere år har man talt om at boykotte VM fodbold i Qatar 2022. Nu taler man så om det igen, efter at det er kommet frem, at flere tusinde gæstearbejdere er døde under forberedelserne. Alt er tilsyneladende råddent ved det projekt. Men hvorfor går vi egentlig og siger “boykot”? Det er et besynderligt ord, er det ikke? Hvem er den boy, der skal cuttes af? Allerede her går de morfologiske analyser helt galt i byen, for sagen er faktisk den, at ordet er opkaldt efter en vis herre med navnet Charles Boycott. Han var en engelsk landforpagter i midten af 1800-tallet, som ragede uklar med sine ansatte på grund af nogle stride arbejdsvilkår. Derfor iværksatte hans ansatte i 1880 en kampagne, som udelukkede hr. Boycott fra lokalsamfundet, sådan at han hverken kunne handle eller gå på pub. Visse blev eftersigende truet med vold for at bakke op. Det blev hovedpersonen selvsagt ret muggen over, hvilket han skrev i et brev til The Times, og sådan gik ting vist bare viralt i gamle dag – hvilket vores sprog i dag stadig er et klart eksempel på. Det er sgu ret flippet.

Jeg følte mig ramt af nyheden forleden om, at danskerne køber mest slik i hele verden. Danskere køber i gennemsnit 6,6 kilo ren slik om året. Dertil kommer chokolade, desserter, kager og så videre. Når alt tælles med, er vi oppe på 35 kilo søde sager om året – pr dansker! Vi er med andre ord en nation af knitrende poser og hyggesnaskere! Det kan man da godt grine lidt af haha, hvor tosset. Men mest af alt er det pinligt. Det er flovt at være en nation af børnevoksne, der ikke kan hygge sig uden slik. Når vi samtidig ser på, hvor meget slikposerne vokser, og tilgængeligheden stiger, er det tydeligt, at vi bliver snydt af producenterne til at spise mere og mere slik. Vi bliver jo nudget til at æde det lort hele tiden, selv i Elgiganten sælger de slik ved kassen nu. Og hvor min barndoms Haribo-poser var på 60 gram, er de allermindste poser i dag på 120 gram, mens det er helt almindeligt med poser på 375 gram. Samtidig bliver flere og flere grønthandlere omdannet til blandselv-slikbutikker, og alle højttider er efterhånden forbundet med særligt bagværk eller chokolade og skumslik til lejligheden. De danske børnefamilier har købt fuldt og helt ind på konceptet “fredagsslik”, godt hjulpet på vej af slikproducenterne og supermarkederne i en ond alliance, og indtaget af sodavand, saft, slik og chips stiger og stiger – i øvrigt sammen med andelen af overvægtige danskere. Hvis man skal se på det lidt oppefra, så gad jeg godt snart se nogle ansvarlige politikere gøre noget, helt sikkert upopulært, for folkesundheden og kigge på danskernes usunde spisevaner og stigende vægt. Man kunne for eksempel gøre usund mad dyrere og sund mad billigere. Ingen har seriøst brug for at spise 35 kilo søde sager om året! Og vi kan jo tydeligvis ikke styre det selv.

Sidste uge landede den danske genåbningsplan. Halleluja! Her er 6 ting, jeg særligt glæder mig til: 1. Coronapas. Nu er jeg egentlig af princip modstander af coronapasset, da det lugter lidt elitært og ekskluderende. Men når det nu bliver adgangsbillet til den fede og eftertragtede kulturklub, står jeg da forrest i køen til et – og naturligvis også til de vacciner og tests, der muliggør passet. 2. Frisørbesøg. Jaja, alle skriver det, men skulle det famøse coronapas – som så mange andre pas – kræve et vellignende billede, glæder jeg mig til en tiltrængt tur til frisøren #chewbacca. 3. Bodega-øller. Hvornår har vi sidst drukket kolde bajere i et tilrøget lokale med Dire Straits’ ‘Sultans Of Swing’ brølende ud af højtalerne? Det er aaaalt for længe siden, og du godeste, hvor jeg dog glæder mig til netop det. 4. Moules Frites og kold hvidvin. Jeg kan lige så godt sige det; sætter du mig til at lave skaldyr, risikerer du ikke blot en forvirret og frustreret kok, men også din maves bakterieflora. Jeg glæder mig derfor uendeligt meget til restauranternes genåbning, og kyndige hænders servering af havets frugter. 5. En åben arbejdsplads. Det er altså bare sjovest og mere inspirerende at møde fysisk op på ens arbejdsplads. Selv den ugentlige toilettjans savner jeg. 6. Et godt snav. Simpelthen. Uden først at skulle afspritte hænder, læber og gane. Bare en god gammeldaws og sundhedslovlig tungeslasker!