The Blackness, the darkness, forever’
Hvis der er én linje, som kunne være overskrift for Portisheads diskografi og sangerinden, Beth Gibbons’, karriere må det være ovenstående fra ’Wandering Stars’ fra den overrumplende og mesterlige debut ’Dummy.
Det var et foruroligende album, som bedst befandt sig skyggen frem for i solen. Dengang vi trivedes allerbedst i nattens mulm og mørke. Det var indadvendt og dystert. Et sælsomt indblik i det menneskelige sinds inderste afkroge af håbløshed, meningsløshed og fortvivlelse.
’Dummy’ slog benene væk under mig, da den udkom i 1994. Jeg kunne med det samme relatere til det lyriske univers af tristesse og tusmørke. Da jeg var ung – blev mit sind altid lidt mere lyst – så længe musikken blot var endnu mere dystertog mørkt. Som når minus minus giver plus. Som da jeg var 15 år, og ’The Wall’ var i fast rotation på pladespilleren, og jeg tænkte, at livet trods alt ikke var så slemt og deprimerende som Pink (hovedperson i The Wall) havde det.
Lige der i midt-90erne var jeg ensom og savnede en kæreste. Og ikke mindst mål og retning i livet. The happy oh-days fra sommeren 92 med EM-eufori og NEJ til EF var for længst forduftet og afløst af modløshed og rodløshed. Og her blev Portishead og ’Dummy’ en fast samtalepartner, samleverske, og en tro følgesvend i årene, der fulgte.
For os der voksede op i hip hoppens guldalder i slut 80´erne med Beastie Boys, Public Enemy og NWA, blev trip-Hoppen den nye musikalske åbenbaring. Vores næste fix, vores næste musikalske kick og trip. Her står ’Blue Lines’ med Massive Attack, ’Maximquaye’ med Tricky og ’Dummy’ med Portisheads, som tre helt uomgængelige søjler inden for den elektroniske musik fra Bristol de år.
Portishead fandt inspiration i Ennio Morricone og Jefferson Airplane og skabte deres egen særegne musikalske sti. Et musikalsk nybrud, som overraskede med deres både organisk og elektronisk lyd på én og samme tid.
’Dummy’ er minimalistisk og alligevel storladent – fyldt med forgreninger til både blues og jazz. Det var syrepop og analoge samplinger. Albummet er opkaldt efter et britisk TV-drama fra 1970´erne – men trækker i lige så høj grad på de musikalske brudflader, som herskede i slutningen af 60´erne.
Brudflader, som indvarslede en ny tid for rockmusikken. Samme tendens til musikalsk genre-mosaik, som vi senere i 1990´erne, stod overfor. Britpop, grunge, tunge metaludgivelser til easy-listening Schlager!
Portishead var dog ingen af delene. De skabte deres egen cinamatetiske vintage lyde, med deres slæbende og støvede downbeats på en klangbund af skælvende guitarer og trommer. Det er lyden, der leder tankerne i retningen af en tåget havnefront, hvor master og kraner danner siloetter af ensomme væsner og skæbner i en regnfyldt storby. Og for første færd, for første strofe og for første kantslag fra debuten, var ingen i tvivl om, at vi havde af gøre med et helt særligt band og ikke mindst: sangerinde.
Livets uliderlige langmodighed
Hvis man skulle sætte skrøbelighed, sårbarhed og skønhed på formel – ville stemmen netop tilhører Beth Gibbons. En stemme, som går gennem marv og ben, mens den skærer både sit eget og dit hjerte ud. Jeg blev med ét forelsket i hendes følsomme falsetstemme, hvis fraseringer var som fremkaldervæske på livets ubarmhjertighed. Tekster om livets skrøbelighed, der virkede som tyndt kalkerpapir der fremmanede vores dødelighed. Otte år efter var jeg stadig forelsket i hendes stemme. Denne gang også i min ældste søns mor. Her udkom Beth Gibbons med det smukke og sanselige ’Out Of Season’ med Rustin man (aka Paul Webb fra Talk Talk).
Endnu en gang blev jeg bjergtaget og draget af Gibbons spændvidde som sangerinde. På mange måder blev hun vores generation af ikke-sangere Som Nico (Fra blandt andet Velvet Underground) Og som Astrud Gilberto var det en generation før og som på trods af modvilje, skyhed og sceneskræk trak gulvtæppet væk under sig selv og os. En stemme af lidelse, desperation og på trods.
Året efter udgivelsen af ’Out Of Season’ spillede hun en af de mest rørende koncerter på Roskilde, som jeg har været vidne til. Og trods hendes sky facon og sceneskræk trådte hun efter koncerten ned til publikum. Som en slags terapitime for at overvinde hendes indre dæmoner og forbier. Det var en umådelige stærk gestus.
For mig har hendes stemme altid været som et spejl på livet og kærligheden, der minder os om, at netop det er noget, vi har til låns for en tid. Lykken og livets dyrebare øjeblikke – som vi kun har i korte glimt i tilværelsen.
20 år efter den mindeværdige koncert – blev min yngste søn født til tonerne af ’Mysteries’ fra netop ’Out Of Season’. Dualismen mellem det skræmmende smukke og den sårbare del af livet i sin enkelthed.
Og her 30 år efter Portisheads banebrydende og genreskabende debut – er Beth Gibbons første og deciderede debutalbum – ’Lives Outgrown’ – udkommet. Albummet er ganske enkelt fremragende, faretruende og fængende. Det er fragmenter af et levet liv – som et knivæg mellem smerte og skønhed – som en indre dans med accept af døden og livets uomtvistelige og uundgåelige sandhed.
I aften i Falkoner Salen, her 30 år efter Portishead udgav albummet ’Dummy’, der blev en musikalsk milepæl på helt egne præmisser, spiller Beth Gibbons i egen ret. Sjældent har jeg set så meget frem til en koncert. Fordi Gibbons krystalklare falset løber som blod i mine åre og minder mig om alt det, der er mistet – og fortsat vil blive tabt. For hendes stemme og tekster vækker altid følelsen i mig, at de bittesmå og fineste øjeblikke i livet – først bliver værdsat mange år efter – frem for at nyde de smukke stunder – der netop sker i øjeblikket.
