Det er en lidt råkold tågeaften, da vi står på Vesterbrogade og spejder efter en indgang. Sådan en fredag, hvor mange københavnere sammenklumper sig på restauranter og barer for at holde varmen, gejsten og promillen.
Til højre for 7-Eleven på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægergade finder vi den dog ret hurtigt. Døren står åben ind til opgangen et par trin oppe, og det viser sig, at aftenens spisested ligger på første sal – en sjældenhed her til bys, hvor alt liv udspilles i gadeplan.
Da vi ankommer i de blødt belyste lokaler, er der mod forventning ikke tætpakket med mennesker, og der er en overraskende ro i lokalet, hvor de fleste gæster er placeret på små tatami-klædte plateauer på gulvet i det for Japan traditionelt indrettede lokale, som efter sigende ikke skulle have ændret sig sønderligt på 50 år.
Det er mit første besøg på dette legendariske spisested, som jeg har hørt tale om mange gange fra folk, men aldrig rigtig læst om; Restaurant Tokyo er ikke sådan et spisested med en velkurateret Instagram og betalte influencere.
Den er Skandinaviens første og ældste japanske restaurant, der slog dørene op i 1964 og i 70’erne blev købt af den nuværende ejer, Teruo Nakazawa. Apropos 70’erne er det den alder, ejeren nu selv er i, men det er stadig ham, der står i køkkenet.
Opdagelsesrejse i skåleform
Vi bliver sat til bords og gulvs på ternede puder og får god tid til at orientere os i menukortet. Øjnene falder hurtigt på husets fastsatte menuer, der ligger på skarpe priser mellem 270 og 420 kroner. Her får man både en kavalkade af små forretter, en misosuppe, en hovedret, ris og en lille dessert.
Da vi er fem, bestiller vi fire af de seks menuer og deler – og det er et godt trick, for det er et rent festmåltid, og de mange små skåle og anretninger er indbydende og føles som en lille opdagelsesrejse, der både mætter øjne og mave. Vi bestiller en runde lette Sapporo-øl, der passer godt til de fleste af retterne.
Forretten er en god misosuppe med silkebløde tofutern og tang. Den serveres i en lille skål, som man også drikker af. Vi får også hver et lille bræt med en trio bestående af en fishcake med en skive agurk, to små sødlige japanske omeletter og en bid spinatlignende blade. Dertil får vi edamame-bønner i deres bælg og en lille skål med forskellig sylt.
Som hovedret får vi tonkatsu (paneret svinekotelet) på en bund af kålsalat, tempura (grøntsager friteret i sprød dej), sashimi på et udvalg af fisk, krabbe og smeltende bløde rejer samt hotpot-retten shabu-shabu. Og så mange dips.
Hotpotten sættes op på et blus på bordet, og de venlige værtinder i vinrøde forklæder guider os til, hvordan man helt rigtigt shabu-shabu’er, og forklarer os, at ‘shabu-shabu’ er lydordet, der passer til tilberedningen.
Som med fondue dyppes fintskåret oksekød og grøntsager helt kort i fond og nydes derefter med sesam- og ponzu-sauce. Det er et hyggeligt, socialt og velsmagende måltid, hvor hver bid er forskellig.
Desserten er ikke noget at råbe hurra over – det er en ret almindelig kugle is med en vaffel til, lidt ligesom dem du får hjemme hos din farmor. Men så kan du bestille et lille krystalklas med den søde blommevin umeshu til 55 kroner i stedet og nyde den dejligt savoury kop japanske te.
At spise på restaurant Tokyo er ikke en stor gastronomisk udfordrende oplevelse, der blæser dig bagover, ligesom det nok gjorde, da restauranten for et halvt århundrede siden for første gang serverede rå fisk for skeptiske danskere.
Det er et måltid, hvor alt spiller, og hvor det traditionelle, gode håndværk er i højsædet både i maden og i indretningen, som er en af Restaurant Tokyos meritter. Ikke så mange dikkedarer med fusion eller sushi med flødeost i – bare godgørende, mættende japansk mad i rolige og autentiske rammer. Ligesom det altid har været.
