“Søg job i Netto”. “Lad være med at tro, at du er for fin til at tage et rengøringsjob”. “Humanister er dovne”. Der er ikke for få holdninger til humanisterne i øjeblikket! Vores beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, har endda prøvet at tale et job i Netto op for at motivere humanisterne til at finde en vej ud af arbejdsløsheden.
Men at skyde på de arbejdsløse humanister er at skyde på resultatet af et strukturelt problem. For humanisterne kommer ud til arbejdsløshed og mangel på jobs, fordi de ikke er ordentligt rustet til arbejdsmarkedet efter universitetet. De er gennem deres uddannelser ikke blevet klædt på til at få et job, og de humanistiske fakulteter har simpelthen ikke formået at gennemgå en tiltrængt modernisering – og derved gøre deres studerende attraktive for et arbejdsmarked, der ændrer sig hastigt.
Jeg er selv uddannet humanist fra KUA – Cand.mag. i engelsk – og har været møllen igennem. Det, der undrer mig er, at det ikke er gjort langt tydeligere for de studerende i dag, end det var for 10 år siden, hvor nødvendigt det er med erhvervserfaring og et påbegyndt cv med studenterjobs og praktikforløb. Da jeg studerede, var det for mig helt klart, at jeg skulle bruge min overbygning på at skabe en relevant bro mellem min uddannelse og det erhvervsliv, jeg gerne ville være en del af som kandidat.
LÆS OGSÅ:
Jeg fik mit første arbejde hos et rådgivende ingeniørfirma, hvor jeg sad i kommunikationsafdelingen. Siden skrev jeg mit speciale på en måned ved siden af et fuldtidsjob på Universal Music, mens mange af mine studiekammerater helligede sig deres uddannelser, fik flotte karakterer og skrev spændende og gennemarbejdede specialer over halve og hele år. Mange af dem kom ud til arbejdsløshed, mens jeg ikke har haft en eneste dag uden job.
Men det er ikke de studerenes skyld, at det ikke har været klarere for dem, at de skal gøre tingene anderledes. De får tudet ørene fulde om fremdriftsreform, de bliver presset igennem pølsefabrikken, så vi kan få flere hænder på arbejdsmarkedet og ikke skal bruge unødigt mange midler på SU.
Jo flere der tager deres studie på normeret tid, jo mindre koster det samfundet. Føler humanisterne, at de er for fine til at tage et arbejde? Nej, det tror jeg bestemt ikke, men vi bliver under vores uddannelser opdraget til at se os selv i bestemte ansættelser. Vi skal have jobs på museer, som gymnasielærere og som HR- og kommunikationsmedarbejdere. Vi bliver teoretisk klædt på til at indtage en bestemt rolle på arbejdsmarkedet. En rolle, som skal udfordres.
Er det synd for humanisterne? Nej, det er det ikke. Alle studerende i Danmark får en gratis uddannelse og har mulighed for at modtage SU. Vi har et godt uddannelsessystem. Men samtalen og debatten om det moderne arbejdsmarked og fremdriftsreform – om at gøre kandidaterne klar til fremtidens samfund – har udeladt det måske vigtigste element: at uddannelsesstederne har et ansvar.
De ansatte på universiteterne skal også kende indgående til det arbejdsmarked, som kandidaterne skal gøres klar til for at kunne undervise de studerende og rådgive dem bedst muligt. Uddannelsesstederne har et ansvar for at være med til at skabe bro mellem fakulteterne og erhvervslivet. For vi i det danske erhvervsliv vil gerne have dygtige kandidater og humanister på vores arbejdspladser. Vi vil gerne have kvalificeret arbejdskraft og særligt de fremadstormende, stålsatte og ambitiøse unge, der kommer løbende ud fra universiteterne for at udleve deres drømme. Men det er et alt for stort arbejde at overtage kandidater, der ingen erfaring har.
Erfaring, erfaring, erfaring
Som virksomhedsejer har jeg mange humanister ansat og har modtaget ansøgninger fra mange hundrede flere. Og det, der afgør, om jeg går videre med en kandidat eller ej er til at starte med udelukkende, om de har erhvervserfaring. Jeg kunne ærligt talt ikke drømme om at ansætte en nyuddannet humanist, der ingen erfaring har, lige meget hvor mange 12-taller der står på eksamensbeviset.
Det vidner om for få ambitioner og for lidt ‘drive’ at have været isoleret i en universitetsbobbel i al den tid, man har studeret. Som minimum kræver jeg, at man har været i praktik og har haft et enkelt relevant studiejob, mens man har været på sin overbygning. For så har man snuset til den virkelige verden og har lettere ved at glide ind på en arbejdsplads, uden at der skal bruges for mange ressourcer på oplæring i basale færdigheder.
Man skal nemlig lære at gå på arbejde. Det er ikke det samme som at studere. Langt fra. Det bør de danske universiteter være langt mere opmærksomme på i en tid, hvor arbejdsmarkedet ændrer sig hurtigt, og vi ikke bare ser efterspørgslen ændre sig, men også ansættelsesformerne fordele sig helt anderledes. Projektansættelser, freelancearbejde, iværksætteri – vi akademikere bliver ikke længere ansat til at sidde på en fast plads fra 8-16 fem dage om ugen.
Vi skal indstille os på at være meget mere løst tilknyttet virksomhederne og finde tryghed i det. Men hænger den virkelighed overhovedet sammen med det, vi lærer på universiteterne? Har underviserne og ledelsen på fakulteterne overhovedet nogen viden om og forbindelse til det moderne arbejdsmarked?
Hvis vi skal have kandidater direkte ud på arbejdsmarkedet, skal vi gøre noget. Så lad os lade humanisterne trække vejret og lad os i stedet koncentrere os om roden til problemet. Og det er så her, vi skal bede ledelsen af de humanistiske fakulteter, politikerne, Dansk Industri og Dansk Erhverv komme ind i kampen. Den er kun lige begyndt.
