Engang var det fy at se tv: Nu er streaming i døgndrift at udvise samfundssind

I december skulle Louisiana have åbnet en ny udstilling med den amerikanske kunstner Arthur Jafa (født 1960). Det er af gode grunde ikke blevet til noget, men nu forlyder det, at udstillingen åbner i næste uge. Og det er godt, for Jafas kunst har aldrig været vigtigere end lige nu. Arthur Jafa er oprindelig filmfotograf og har stået bag kameratet på film af Julie Dash og Spike Lee, og det er hans særegne visuelle blik for afroamerikansk kultur, som har fået hans videoværk, ‘Love Is the Message, The Message Is Death’ indlemmet i de permanente samlinger på flere af de største amerikanske kunstmuseer. I værket sammensætter Jafa en lang række billeder af sorte menneskers virkelighed til et lydspor af Kanye West ‘Ultralight Beam’, og i en tid med amerikansk splittelse og Black Lives Matter, burde det være obligatorisk januar-pensum at tage til Louisiana.

Det er ikke meget, vi kan socialt i øjeblikket. Ikke engang en tur på restaurant eller i biografen. Eller bare sidde sammen og drikke en kop cortado til 45 kroner på en fesen café. Men vi kan gå ture med hinanden. Så det gør vi. Hvor det at gå en tur sammen plejede at være forbeholdt hundeluftere, friluftsfolket og familier med for meget kage i maven, så er det at gå en tur sammen nu det nye sociale klister. Vi kan ikke mødes til rødvin, pasta, spinning eller på en cocktailbar, men vi kan satme gå! Dates, arbejdsmøder, venindesnak, barnevognsrul, afstands-intimitet – alle er ude at gå hele tiden. Ja, forleden så jeg endda en læsegruppe, der gik med noter og bøger i hænderne og kastede om sig med ord som diskurs og dialektisk. Der sker noget godt for samtalen, når vi bevæger os, samtidig med at vi taler sammen. Det er intimt, men i bevægelse, og netop derfor bliver det faktisk nemmere også at sige store og svære ting, end hvis vi bare sidder ned face to face og samtaler. At gå en tur sammen må gerne blive her efter lock-down – alt andet Corona-relateret må gerne snart skride.

Det var en hård uge for den amerikanske indiemusiker og podcastvært John Roderick fra Seattle i sidste uge. Forrige lørdag satte han sig ned og skrev et tweet om, at han netop havde udstyret sin 9-årige datter med en dåse og en dåseåbner for at lade hende finde ud af, hvordan man løser den så vidunderligt verdslige opgave, det er, at åbne en dåse. Hun havde aldrig prøvet det før, og projektet udviklede sig til en seks timer lang udfordring, der kostede datterens sved og tårer, men – som Roderick skrev – endte med en velfortjent bønnesnack. Tweetet gik viralt, men på den helt forkerte måde. Shitstorm-måden. Mange følte sig stødt over den måde at opdrage børn på, og af online-militsen blev han anklaget for børnemishandling. Selvom tweetet, som nu er slettet, var fyldt med humor og rigelige doser af såkaldt “dickhead swagger”, som Roderick sidenhen har formuleret det, er det hele gået så grueligt galt for rockmusikeren – nu bedre kendt på det store internet som “Bean dad”. Roderick er blevet suspenderet uden løn fra sit job som podcastvært, og tirsdag måtte han gå ud med en officiel undskyldning. Der er kun én ting, der er værre at joke med end børneopdragelse i 2021, skrev han, og det er hundeopdragelse. Nu har han klog af skade deaktiveret sin twitter.

Under lockdown 2.0, hvor kulturen på mange måder effektivt er lukket ned, tager DR os med på en tiltrængt opdagelse blandt danske museers skjulte magasiner, hvor kendte makkerpar får frie tøjler til at genoplive historiske udstillinger, der næsten er lige så støvede som genstandene deri. Måske skyldes min begejstring blot, at min verden i øjeblikket udelukkende foregår indenfor hjemmets fire vægge, og at ‘Skattejagt på museet’ minder mig om det kulturliv, som jeg bitterligt savner. Ellers er det dét faktum, at programmet gør op med forestillingen om, at kulturformidling skal leve op til krav, der ikke altid synes at fordre fornyelse og inddragelse, men nærmest det modsatte. Uanset grunden giver det mig en fornyet forhåbning om snart at se proppede museer igen – og indtil da underholder DR-programmet i et par timer indendørs, hvilket i disse dage er en samfundssind-præstation i sig selv. 

Da jeg kiggede ud ad vinduet søndag morgen, og mit synsfelt blev mødt af fine, sludagtige snefnug, der dalede mod Jagtvej og blev tranformeret til en sort-brun masse, idet de landede på den befærdede kørebane, udstødte jeg et dybt suk. I min optik er der lige præcis tre dage om året, hvor sneen har sin eksistensberettigelse: 24. december, 25. december og 26. december. Hvis sneen falder på nogen som helst anden kalenderdag, er den en uvelkommen gæst. Først og fremmest, fordi den skaber logistiske mareridt i hele kongeriget Danmark, og desuden fordi sneakers-mennesker – og generelt alle, som ikke har fundet det nødvendigt at investere i vinterstøvler – er i tvungen hjemmearrest, lige indtil Snemand Frost møder Frøken Tø. Hvis vi ikke vil brække et ben på byens faretruende glatte brosten vel at mærke. Dertil kommer efterdønningerne: Det er vådt, koldt, sjappet og forurenet, så snart bilosen bryder det hvide landskab. Sæt mig bare i bås med YouTube-legenden ‘Snehaderen’, men hvor vil jeg være lykkelig, hvis sneen er en døgnflue – og den i øvrigt aldrig får et comeback.