Foto: S70/Zuma/Ritzau Scanpix

Er du kattedame? Så er der godt nyt. Du er på mode

De har længe været stigmatiseret, men er kattedamerne ved at få en renæssance? Vi har spurgt én af dem, og hun er ikke i tvivl – det samme mener trendforsker.

Kattedamer er kvinder, der ikke er lykkedes med at finde en mand, og derfor har givet op på kærligheden – og livet i det hele taget. I stedet har de måttet tage til takke med en trøstepræmie i form af en firbenet ven: katten.

Sådan lyder en sejlivet og stereotyp fordom om enlige kvinder, der bor alene med en eller flere katte.

Men nu er det som om, en modbevægelse hvæsser kløer og gør sig klar til at aflive den ældgamle og negative fordom om kattedamen – og katte i det hele taget – som noget “farligt” og socialt afvigende. Faktisk er det kattedamerne, der har fat i den lange ende.

Det mener den selverklærede kattedame Miriam Poulsen i hvert fald. Hun er single, 40 år og bor på Østerbro med sin kat, Herbert.

Da hun første gang fik en kat som 26-årig, følte hun, at hun skulle passe på med det, fordi samfundet så ville se hende på en måde, som hun syntes var ubehagelig.

– Jeg følte, at det sendte et signal. Man bliver jo en stereotyp i det øjeblik, man får en kat – fordi “hvis du som kvinde har en kat, er det fordi, du har givet op på kærligheden”.

– De to ting har på en eller anden måde hængt sammen. Spørgsmålet er, om man kan håndtere, at der er nogen, der tænker sådan om en, og om man vil lade det fylde, siger hun.

Miriam Poulsen. Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Hunde vs. katte

Miriam valgte at tage kampen op med fordommene, og jo ældre hun blev, jo mere ligeglad blev hun med, hvad samfundet syntes.

– Det er misforstået, at der kun er denne her ene måde at leve et liv på, som er: Du skal finde en kæreste, I skal flytte sammen, blive gift, og så skal I få børn. “Hvis du ikke er en del af et par, så er du et halvt menneske, man bliver først komplet, når man er to”, fortæller hun.

– Jeg ved, hvor meget godt det giver mig at have en kat, og hvor sundt det er for mit mentale helbred. Når man er single og bor selv, så giver det noget i forhold til nærhed og hudsult. Det er ikke bare et dyr, der eksisterer i det samme hjem, som jeg gør – det er et partnerskab.

Derfor ærgrer det Miriam, at kattens sejlivede ry hidtil har været så negativt. At de er ikke er kærlige dyr, men derimod er “snobbede”, afvisende, utilregnelige og egoistiske – modsat de fleste hunde, der er “jubelidioter, der elsker stort set alle mennesker”, mener hun.

– Hvis du er single, bor alene og har en hund, så er der ikke nogen, der blinker af det. Men hvis du er single, bor alene og har en kat, så er du sørgelig. Det er jo bizart, at vi er nået frem til det. Det virker dybt uretfærdigt.

En voksende tendens

Miriam er ikke den eneste, der stolt og ublu viser sin pelsede partner frem på de sociale medier, som ifølge hende spiller en stor rolle i kattens stigende popularitet, fordi de nuttede, søde og kærlige sider af dyret kommer til udtryk i diverse memes og andet indhold.

I hvert fald bekender flere katteejere kulør i disse år; det gælder blandt andet Kylie Jenner, der viser sin kat frem for sine næsten 400 millioner følgere på Instagram, ligesom skuespilleren Zooey Deschanel har lavet en decideret introduktionsvideo om sine tre katte. Som den stolte kattemor, hun er.

Derudover bragte The Cosmopolitan tidligere på året en artikel, hvori 13 singlekvinder – og deres katte – svarer på fordomme om livet som kattedame.

Det er ikke kun inden for populærkulturen, kattens blakkede ry er blevet mere poleret gennem de seneste par år. Medier verden over har skrevet artikler om den 19 år gamle kat og “chefmusefanger” i Downing Street 10, Larry, der har assisteret intet mindre end seks premierministre. En sand legende.

Også på denne side af Nordsøen er det lykkedes en kat at vinde offentlighedens opmærksomhed og ikke mindst hjerter. Der er selvfølgelig tale om den tidligere banegårdskat i Nyborg, Røde Allan (en hunkat med det borgerlige navn Xilef). Da Røde Allan blev kørt ned og døde sidste år, nåede nyheden hele vejen til forsiderne af DR og TV 2.

Det feminine vælges til

Det er nemt at affeje kattens stigende popularitet ved at give algoritmerne skylden for alt det katteindhold, den fodrer os med. Men det er altså ikke kun Miriam, der har lagt mærke til kattens indtog i kæledyrslandskabet og populærkulturen.

Det bekræfter trendforsker Julia Lahme. Ifølge hende begyndte en bevægelse ledet af kattedamer at tage fart efter den amerikanske vicepræsident J.D. Vance i et interview i 2021 kaldte demokrat og præsidentkandidat Kamala Harris og flere af hendes mest magtfulde demokratistøtter for “en flok barnløse kattedamer, der lever ulykkelige liv”.

– Der ligger i dag et statement i at have katte, som handler om, at vi er trætte af den tunge, glubske maskulinitet. Vi har set nok af den til, at vi egentlig interesserer os for den. Derfor bliver alt, der har med kvindelighed og femininitet at gøre, i højere grad valgt til lige nu – ikke af alle, men især af kvinder, fortæller Julia Lahme.

Et element af uforudsigelighed

Ud over at katte ofte forbindes med kvindelighed og det hyperfeminine, så forbinder vi også katte med kvaliteter, der ikke kan sættes på formel. Og derfor taler den stigende opmærksomhed rettet mod katten og dens egenskaber ind i nogle af de helt store trends, vi interesserer os for lige nu, forklarer hun.

– Vores forestilling om, at alting skal være meget velorganiseret for at være værdsat er på en meget stor prøve i de her år, fordi AI viser sig ikke kun at være et hjælpemiddel, men også en mulighed for civilisationens snarlige undergang, siger hun og uddyber:

– Så alt, der ikke kan styres, og alt, der lever sit eget liv, bliver super interessant for os. Vi har brug for et element af uforudsigelighed og overraskelse. Hunden gør, som der bliver sagt – ellers har man et alvorligt problem – men katten kan du ikke sige noget til, den er fri og kræver ikke særlig meget pleje.

Julia Lahme. Foto: Kristina Pedersen

“En vidunderlig følelse”

Julia Lahme peger også på, at dét at være single kulturelt set ikke længere et “problem”, men at flere derimod vælger singletilværelsen aktivt til – og ifølge The Economist gælder det især heteroseksuelle kvinder. Derfor tror hun også, at der er flere kattedamer på vej, ligesom et opgør med katten som andenrangskæledyr ligger på lur.

– Kvinder har jo ikke nødvendigvis lyst til at bo alene, men de er heller ikke til fals for hvad som helst. Der er noget smukt i at vælge en ledsager til, og det gør man bestemt, når man får en kat.

– Men katten er selvstændighedens dyr og har i virkeligheden ikke brug for os. Så det vil sige, at når du bliver valgt til af dette mytiske væsen, bliver du også valgt til at skæbnen, siger Julia Lahme.

Spørger man Miriam Poulsen, hvad det bedste ved at være kattedame er, så er det netop også følelsen af at blive “valgt til” af et dyr, der ikke har ry for at kaste om sig med omsorg og kærlighed.

– Jeg er jo hele Herberts liv, og det er en virkelig vidunderlig følelse at være et dyrs førsteprioritet. At vide, at jeg for ham er det bedste i hele verden – og jeg er tilbøjelig til at sige, at det er det samme den anden vej rundt. Det giver værdi at føle sig vigtig, fortæller hun.

Footer graphics