Som en stikprøve taget ud af massen af singlekvinder på Nørrebro passer jeg næsten som fod i hose på en stereotyp: Jeg er 35 år, bor på Nørrebro i min egen andelslejlighed, har en BA fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, arbejder med kulturformidling og har en dokumentarfilm på DR. Jeg har et rigt socialt liv og hobbyer, som optager det meste af min fritid.
Nårh ja, og så har jeg også verdens bedste far. Hvordan er min far så relevant for mit kærlighedsliv?
Jeg har en ordentlig omgang af det, en ongoing trend kalder “reverse daddy issues”. Jeg er grundlæggende imod hele begrebet “daddy issues” (manglen på en mands tilstedeværelse i sine børns liv, og især døtres liv, kan ikke lægges over på barnet som en personlig defekt). Men hvis vi ser bort fra navnet og forholder os til trenden, så florerer en del cute videoer under det tag, hvor primært unge kvinder hylder deres fædre for at være den bedste. Men også at deres fædre har sat en standard, som unge mænd i dag ikke kan leve op til.
Min far både kører og henter mig i lufthavnen, uanset tidspunktet. Han sørger for, at mit køleskab er fyldt, til når jeg er hjemme igen. Han afrimer tilmed min fryser, fordi lyden af rimfrost har samme virkning på mig, som negle mod en tavle har for andre. Han køber bøger om afro-kultur på spansk, fordi han gerne vil have, at jeg vedligeholder og forbedrer mit spanske, og fordi han ved, at afro-kultur interesserer mig. Og når jeg siger tak, svarer han med Peter Bellis: “ingen regning”.
Jeg har været på godt 150-200 første dates hen over de sidste 20 år. De kan inddeles i forskellige kategorier. Den klassiske tur rundt om søerne, hvor jeg møder alle, jeg nogensinde har kendt. De aktive, hvor vi for eksempel har været ude at bowle. Og så er der dem med en lidt amerikaniseret snert, hvor vi har været ude at spise for at højne intentionen og udfordre rammerne. 97 procent af disse første dates er blevet ved maks. én date. Argh, måske også en anden, hvis en veninde har insisteret på, at “du ved ikke noget om et menneske efter ét møde”.
Jeg har en ret stærk mavefornemmelse, når jeg dater. Jeg formår at skabe et rum, hvor mine dates føler sig trygge. Det er dejligt, at jeg kan det. At min nysgerrighed får dem til at åbne op. Det giver dog også anledning til, at de glemmer, at de er på date med mig – og at jeg faktisk også skal have lyst til at se dem igen. Tre forskellige mænd har på en første date fortalt mig, at de har boet sammen med en kvinde i over et år, som de faktisk ikke rigtigt kunne lide. Bare for ikke at være alene. Jeg er ikke troende, men oh Lord. Umuligt, at jeg vil være sammen med en mand, der hellere vil være sammen med en kvinde, han ikke kan lide, end at være alene. Du bliver nødt til at kunne lide dig selv nok til at kunne være alene med dig selv, før jeg også kan lide dig.
Jeg vil ikke lade mit liv dreje sig om mænd eller leve i konstant romantisk beredskab, men hvad gør jeg, når jeg elsker kærlighed og den måde mænd elsker på? I de år, hvor jeg har datet, har jeg sammenlagt været i eksklusive kærlighedsrelationer i 9-10 år. Lysten til at indgå i parforhold har været on and off. Fravalget af at tænke på mænd har ofte føltes som et statement. Lysten til tosomhed som en mandejagt. Som om at en “single” altid forventes at være midlertidig. Som om man bare venter på at blive til en dobbelt.
Problemet er, at jeg elsker den smukke, stabile kærlighed, mænd kan bidrage med til en relation. Og jeg aspirerer efter den heteronormative boble, man kan skabe sammen i et parforhold. Jeg har oplevet romantisk kærlighed flere gange i mit liv med kærester og relationer, der næsten blev til forhold, men hvor kapacitet og timing ikke var på vores side.
Men jeg oplever, at de mænd, jeg dater, endnu ikke har formået at leve op til min fars måde at være mand på. Som jeg er blevet ældre, har mine krav til en partner ændret sig. Ét pejlemærke er dog forblevet det samme. På et eller andet tidspunkt er alle mine kærester, dates og crushes, i mit hoved, blevet målt med følgende: hvis jeg blev kidnappet i Paris, hvem ville jeg så ringe til – dem eller min far? Indtil videre har svaret været det samme. Min far. Min Liam Neeson. Men, jeg er klar til at give mig selv, og min aldrende elskede far et soft life. Han bliver jo også ældre, så jeg tænker, at det ville være godt for filmen i mit hoved, at ’TAKEN 4’ fik en ny hovedrolle.
Trenden “reverse daddy issues” rammer hovedet på sømmet. Det er måske poppet opsat. Men af alle mænd i hele verden, så stoler jeg mest på min far, og hvis man bliver kidnappet, så har man vel kun en chance for at slippe væk? Klart, at man ringer til den, der siger “I will find you” – ikke den, der siger “jeg har bare lidt meget på arbejdet”.
For nylig kom Liam Neeson op i samtale med en mandlig bekendt, han syntes, at min Liam-analogi lød som et umådeligt stort pres. At det var for meget at kræve af en partner. Måske. Men for mig er Liam Neeson bare et symbol på tillid. Jeg kommer formentlig til at dele bolig, børn, bevidne mine forældres alderdom og i sidste ende deres bortgang med den person. Det er store livsændrende omstændigheder. Er det et højt krav, at jeg kan stole på, at min partner vil tage telefonen hvis jeg bliver kidnappet? At han vil hente mig i lufthavnen? Eller at han vil afrime min fryser, fordi lyden går i mit nervesystem? “I know my dad would,” som internettet siger lige nu.
Mine krav er ikke urimelige. Jeg har set og oplevet, hvor trygt, generøst og sundt en mand kan elske. Spørgsmålet er måske ikke, om mændene er problemet. Måske er det, at jeg har set, hvor godt det kan være, og derfor ikke vil nøjes. Hvis min far har lært mig noget, og faktisk også nogle af de dejlige mænd, der kom på mere end én date, så er det, at så længe kærligheden er nem, så må omstændighederne godt være svære. Jeg ved bare, at jeg ikke vil nøjes.
