Foto: Kristina Pedersen

Hele verden har øjnene rettet mod hendes billeder af københavnernes street style: Her er hendes 15 yndlingssteder i byen

Her fortæller kvinden bag Instagram-profilen copenhagenfrow, Charlotte Luisa, om de steder, hun har en særlig forkærlighed for at komme i København.

Da Charlotte Luisa lavede det første opslag på sin profil copenhagenfrow i 2021 af en mand, der går over et fodgængerfelt i København, havde hun lige præcis nul følgere.

Dagen efter lagde hun et billede op af endnu en mand. Så et af en kvinde. Og et til.

Forleden postede hun en kort video, som er blevet set mere en 3,4 millioner gange.

Siden 2021 har hun fået mere end 130.000 følgere. 5.000 af dem er kommet til, siden Heartbeats spurgte, om hun ville lave det her interview.

En stor del af hendes følgere er udlændinge, som er vilde med hendes fotos og ultrakorte videoer af københavnernes særlige stil. 

Man får en fornemmelse af at være der, skriver de til hende. 

Og det er der nok noget om. For Charlotte Luisa er der selv, i starten gik hun København tyndt i otte timer om dagen for at spejde efter stilfulde personer. Men ud over, at hun blev træt i benene, gjorde det hende ikke noget. 

At fotografere københavnernes street style er for hende bare et biprodukt af hendes i forvejen store kærlighed til people watching. En beskæftigelse, der imidlertid er ved at blive hendes levevej. I hvert fald har hun sagt sit job op og fået en agent for at se, hvad der sker.

Vi mødte hende for at se, hvem hun er, og fik hende til at udpege sine 15 yndlingssteder i den by, hun elsker.

Charlotte Luisa

Fra København, opvokset på Fyn. Bor i dag på Frederiksberg.

Har siden 2021 drevet den populære profil copenhagen FROW, hvor hun fotograferer tilfældige københavneres street style. Efterfølgende spørger hun altid om lov til at poste.

1. Restaurant

“Min yndlingsrestaurant er Italo Thai på Værnedamsvej. Den ligger kun tre minutter fra min lejlighed, og jeg har det altid så dejligt, når jeg er der. Første gang, jeg var der, troede jeg, det var thaimad, men det er mest italiensk. Der er ikke så mange pladser, så den er ret intim, og så er maden fantastisk. Jeg har ikke en go to-bestilling, men forleden fik jeg deres cacio e pepe for første gang, og den var virkelig god. Helt klassisk.    

2. Café

“Jeg kan godt lide at komme på Apotek 57. Alle de steder, jeg godt kan lide, får mig til at føle mig godt tilpas, og her bliver man bare behandlet godt. Energien er god, og der er ingen arrogance, sådan er det jo desværre nogle steder, og så kommer jeg ikke igen. Caféen hænger sammen med designbrandet Frama ved siden af, og det er et smuk, smuk rum, som egentlig er et gammelt apotek. Jeg kommer der typisk, når jeg alligevel er ude at scoute folk, men måske lige har brug for at lade min telefon op og spise en bolle med ost. Hvis nogen kom til København, vil det være et af de første steder, jeg ville tage dem hen.”

3. Secondhand store

“Jeg har haft en forkærlighed for genbrug, siden jeg var helt lille, fordi min far altid købte genbrug. Dengang syntes jeg, det var mega pinligt, men i dag har jeg selv brug tusindvis af timer på dba og på loppemarkeder. Det er en af mine store passioner. Men der er en butik på Nørrebro, der ligger på Elmegade og hedder Chamoi, som jeg virkelig godt kan lide. De finder ting, som jeg ikke har set andre steder, og så er de altid søde. I København kan priserne på genbrug jo godt være ret høje, men jeg synes, de har en ret fin prissætning der, og det kan jeg godt lide.”

4. Frokostrestaurant

“À Côté. Det er en fransk bistro, der ligger bag et hjørne på Gothersgade, og den er så fin og hyggelig. Der er aldrig alt for mange mennesker derinde. Det hele er meget autentisk, der står to søstre i køkkenet og taler fransk – den ene laver mad, og den anden serverer. Man føler, man er i Frankrig, hvilket er lige noget for mig, for jeg elsker Paris. Jeg er helt forelsket i den. Jeg plejer at gå derind og drikke et glas vin og spise deres tapas-ting til frokost. Og så har de de vildeste kager, som de selv bager på dagen. Deres gulerodskage er den vildeste, jeg har set og smagt.”

5. Bageri

“Seks er både en café og et bageri, men der er bare sådan en nice vibe. Hvis jeg skal nævne én ting, er deres cheesecake sindssyg. Men man kan også tage brød med. Alt er bagt på dagen, og hele deres menu er vegetarisk og indhentet fra hele verden.” 

6.Museum

“Jeg elsker Copenhagen Contemporarys udstillinger og deres space. Jeg er ret vild med design og kunst og kan virkelig godt lide at komme der. De har også en café og butik, hvor man kan købe en bog og drikke en god kop kaffe. Sidst jeg var der, så jeg James Turrells udstilling, det var en meget fin oplevelse.”

7. Sted at finde ro

“Det Kongelige Biblioteks Have, der ligger inde bag Christiansborg. Når jeg er der, bliver jeg ramt af sådan en wauw-følelse, og jeg synes, den er lidt undervurderet. Man kommer ind i en oase, væk fra biler og larm, og så går der en gartner rundt og ordner planterne helt stille og roligt. Jeg kan jo rigtig godt lide at peoplewatche, og dér kan man bare sidde på en bænk og slappe af, mens man kigger på andre folk, der slapper af og læser en bog. Der burde folk tage hen mere.”

8. Gade

“Jeg tror, jeg er på Værnedamsvej hver dag. Jeg bor lige ved siden af, og jeg synes, den er fantastisk. Den ligner et lille filmset, og hvis man sætter sig på en af caféerne, føles alt perfekt med små cute butikker og blomsterbutikker, næsten på sådan en lidt kunstig måde. Men det er det jo ikke. Og hvis man skal peoplewatche, så sæt dig på Værnedamsvej. Der kan man sidde en hel dag.”

9. Vinbar

“Vivant på Elmegade. Jeg elsker virkelig vinbarer, og der er virkelig mange gode i København, men Vivant har en god atmosfære, der er meget chill. Og så har de selvfølgelig mega nice vin, både naturvin og almindelig vin. Jeg er slet ikke connaisseur, men elsker hvidvin, især hvis det bobler lidt. For det meste spørger jeg dem i baren, hvad de kan anbefale, og det er de heldigvis super søde til.”

10. Butik

“Jeg synes, Another Aspects nye butik på Møntergade er super cool. Den hænger sammen med caféen La Cabra, og det er en god kombination, men altså, jeg kan virkelig godt lide designet på butikken, som er lidt anderledes med mørke møbler og toner. Selvom det er herretøj, køber jeg nogle gange deres t-shirts og får en kaffe og en bolle, mens jeg sidder udenfor. Og kigger på folk selvfølgelig.”

11. Interiørbutik

“Beau Marché er en af mine yndlingsbutikker, blandt andet fordi de har fransk vintage. Jeg kan ikke gå derind, uden at jeg vil have alt. De er sindssyge til at kuratere deres udvalg, og alle de, brands, de tager ind, giver i mine øjne det perfekte udvalg. Det er sådan et sted, hvor jeg går og drømmer mig væk.”

12. Kaffe

“Orsa på Vesterbrogade. Et ret nyt sted. Første gang jeg var der, tænkte jeg bare what is this? Man tænker ikke Vesterbrogade er en stor vej med larm, men når man kommer derind, kan man slappe af. Den ene ejer er fra Spanien, og jeg har snakket med dem mange gange. De er så imødekommende og så søde. Æstetikken i caféen er også så flot – de har nok byens flotteste gulv. Og ja, så laver de virkelig god kaffe.” 

13. Hotel

“Audo House i Nordhavn er et helt fantastisk sted, hvor man er omringet af dansk design. Jeg fik et sug i maven, da jeg var der første gang, og havde det sådan: Ligger det her i København? Det er et ret specielt sted, men man behøver ikke overnatte for at bruge det. De har også kun 10 værelser. Jeg er begyndt at bruge det, mest til at arbejde i deres café og lounge, men der er også en restaurant og en interiørbutik, som er super fin. Jeg synes, alle skal tage forbi.” 

14. Arbejdssted

“Soho House. Det er jo egentlig lidt udansk med sådan en membership only-klub, men der et meget inkluderende fællesskab for kreative mennesker i København. Jeg bruger det tit, når jeg har været rundt i byen og tage billeder, til at oplade min telefon, tage et møde eller få lavet noget arbejde. Det er et dejligt sted midt i byen.”

15. Morgenmad

“Jeg er ikke den store morgenmadsperson, men hvis jeg skal mødes med nogen og spise morgenmad, er Sonny på Frederiksberg mit go-to sted. Jeg vælger altid noget med avocado og æg. Eller en bolle med ost.”

Find mere om
Footer graphics