Glemte Kim Kardashian at tage prismærket af, eller var det med vilje, at det hang synligt i ryggen af hendes sorte blondekjole? Det er et spørgsmål, som medier fra Vogue til Se & Hør stiller, efter den amerikanske giga-influencer lod sig fotografere på den røde løber til Balenciagas efterårsshow under modeugen i Paris.
Balenciagas kreative direktør, georgiske Demna Gvasalia, har i årevis haft Kim Kardashian som sin muse, men det var imidlertid ikke kun hende, der bar prismærket med knejsende hals. Prismærket var en integreret del af den nye efterår/vinter-kollektion, der blev vist frem under Balenciaga-showet under modeugen i Paris.
Svaret på det indledende spørgsmål må således være, at ja, prismærkerne hang og dinglede i al sin overdimensionerethed på Kim Kardashian og resten af runway-modellerne med vilje.
Men hvorfor integrere noget åbenlyst grimt og kikset i en hel kollektion?
Prismærket giver reminiscenser til H. C. Andersen-klassikeren ‘Kejserens nye klæder’, hvor ingen tør sige, at kejseren ikke har noget tøj på. I stedet hylder de kejserens fantastiske nye look, hvor er han flot, de bifalder skræddernes nyskabelse og iderigdom, selvom de er nogle svindlere.
På Vogue konspirerer de i, om de store prismærker blot er et opmærksomhedsstunt fra designerens side, eller om det er Demna Gvasalias ironiske distance til sit eget arbejde og haute couture-industriens astronomiske priser.
Uanset, hvad intentionen bag prismærkerne har været, udsender de unægteligt en nyrig og relativt kikset ‘jeg har råd til at købe hele verden’-vibe. Prismærkerne flasher, at man har råd til skødesløst at købe det nyeste af det nyeste, og det er ret meget ude af trit med tidens tendenser, der bugner af køb brugt-principper og ‘quiet luxury’, få kvalitetsting, der har en lang levetid, og som i al deres enkelhed signalerer underspillet elegance.
De rige og de smukke har det privilegium, at de kan gakke ud og slippe af sted med det. De kan lege ‘Kejserens nye klæder’ og komme anstigende med store prismærker i nakken uden hån og spot til følge. Det er lidt det samme, som når Tobias Rahim bliver klippet i en åbenlyst uklædelig frisure. Han er en atletisk og objektivt set smuk mand, og derfor er han bare cool, når han lader hovedet glatbarbere, lige på nær pandehåret.
Hvis jeg – eller en anden dødelig – kom på arbejde med kun en lille kvist af hår på den forreste del af min skalp, ville jeg nok have svært ved at blive stemplet som andet end latterlig, måske endda neurotisk.
Men sådan er det, når man, som Lex og klatten ville synge det, er for kendt til det her sted. Så kan man plastre sig selv til med statusmarkører, tacky eller ej.
