Skal du være med på moden her i vintersæsonen, skal du bryde loven. Intet mindre. For nogle af de største designere og modebrands verden over, sætter nemlig balaclavas – altså strikkede huer og masker kun med kig til øjnene – på dagsordenen. Så nu er spørgsmålet selvfølgelig: Hvor langt er du villig til at gå for den næste store trend? Og er regeringen imod mode?
”Overtrædelse af tildækningsforbuddet omfatter tildækning af ansigtet ved én eller flere beklædningsgenstande. Som eksempler på beklædningsgenstande, der skjuler ansigtet kan nævnes burka, niqab og elefanthuer og lignende, hvor alene øjne og mund er synlige.”
Sådan står der i den vejledning, som politiet har sendt rundt til de forskellige politikredse i forbindelse med regeringens tildækningsforbud, der trådte i kraft 1. august 2018.
Man skal have sovet i timen, hvis man ikke har fanget, at forbuddet decideret er lavet for at ramme niqab- og burkaklædte kvinder. For er der noget, som er svært at forestille sig, så er det, at de konservative danske værdikrigere er begyndt at lovgive imod selveste Gucci.
Men det har de gjort, så derfor bliver det nu spændende at se, om, vi kommer til at se horder af rigmandsdøtre og fashionpiger protestere mod deres mulighed for at gå i sæsonens hotteste item? Bliver Instagram den nye politiske kampplads, hvor influencers fra nær og fjern går i krig med den danske regering og dens symbolpolitik? Kommer vi til at se landets mest velklædte hue-demo nogensinde? Jeg tvivler – men det kunne fandeme være sjovt.
Huehæren kommer
De store internationale modehuse har igen fundet på noget skørt og nyt: Balaclavas. Blandt almindelige dødelige og beboere på Nørrebro og omegn ofte kaldt for raidhue eller elefanthue.
Man skulle ikke tro, at praktisk strik mod vinterkulden ligefrem skulle være revolutionerende, men huen er forbundet med provokation og oprør. Huerne huserer denne sæson hos toneangivende brands som Gucci og Calvin Klein, Marni og Dior og bliver set som en politisk manifestation. For mange af efterårets kollektioner handler om at beskytte mennesket; mod miljøkriser, apokalypse, idiotiske politikere (her må man selv vurdere, om man skal tænke på Trump eller danske pendanter..), krig og fjendskab.
Balaclavaen blev opfundet under Krimkrigen i 1853-56, da britiske soldater ikke var beredte på den russiske kulde. Britiske kvinder strikkede de tildækkende og varmende huer og sendte dem til byen Balaclava, og dermed var den krigeriske hue født. Siden da har de været knyttet til den yderste venstrefløj, anarkisterne og demonstrationer. De senere år har de russiske revolutionære feminister Pussy Riot ofte optrådt i de maskerende huer og har skabt røre i den russiske andedam med deres protestaktioner og –musik.
Nu skal balaclavaen så ramme gadebilledet. Jeg kan snildt se TV2 News-reporterne springe efter politiet, mens de har travlt med at uddele bøder til intetanende turister eller moderigtige danskere iklædt Guccis €350 dyre strikhue med tilhørende pomponer. Den er muligvis grim som arvesynden, men skal man gøre oprør, kan man vel ligeså godt gøre det på en luksuriøs måde, mens man prøver at forklare de sagesløse politibetjente, at man altså bare prøver at beskytte sig selv mod den danske vinterkulde på cykelstien. Og ikke er på vej til at røve en bank.
Selvfølgelig har den internationale tendens ikke det mindste med regeringens nye tildækningsforbud at gøre – og så alligevel. For at de to ting, et modePÅbud og et politisk FORbud, ramler sammen netop nu, påpeger tydeligt, hvor indgribende det egentlig er at lovgive om menneskers påklædning.
Vi skaber identitet med den måde, vi går klædt – hvad enten det så i øvrigt er forbundet med vores religiøse overbevisning eller ej – og tøj er helt konkret og fysisk meget tæt på vores kroppe og dermed vores oplevelse af verden.
Vi kommunikerer med vores beklædning, om vi vil eller ej. Og at forbyde specifikke slags beklædningsgenstande er derfor også at forbyde specifik kommunikation, ofte med uforudsete konsekvenser til følger.
Vi har mere end nogensinde brug for at stå fast på vores demokratiske rettigheder og vores forståelse for andre mennesker og deres livsvalg. At tildække sit ansigt er blevet politiseret i så høj grad, at det nu er tabu. Hvis der skal en 2.000-kroners dyr hue til for at grinagtigøre det, then be my guest. Det er netop det, moden ofte kan: Udstille tåbeligheder – ved selv at være tåbelig.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️