Kaspar Colling Nielsen: “Alle læser bøger og hører musik, og alligevel spørger man til nytteværdien i det”

Vi befinder os måske i den tid i historien, hvor der tales allermest om effektivitet, og at alt, som vi foretager os, skal have et højere formål. Unge skal hurtigere og hurtigere igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet, så de kan tjene til samfundet, og forskning er ofte noget, der bestilles af virksomheder for at munde ud i et salgbart produkt.

I 2020 så vi daværende kulturminister Joy Mogensen (S) udtale, at det var upassende at tale om kultur midt i en pandemi. Og mange mener, at selv kunsten skal have et højere formål og gøre sig nyttigt i vores samfund.

Den mentalitet har fået forfatter Kaspar Colling Nielsen til tasterne i kølvandet på dette års Bogforum, der blev afholdt 3.-5. november. I et Facebook-opslag kritiserer han tankegangen, og Heartbeats ringede for at få uddybet hans synspunkter.

Du har skrevet en opdatering efter Bogforum om det problematiske i, at litteraturen altid skal sættes i et “nytteperspektiv”. Hvad fik dig til at skrive det?

“Jeg var på bogmessen fredag og søndag, og det var sjovt og interessant at se, at det til litteratur- og kulturdebatter så tit ender med, at der bliver spurgt til bogens nytteværdi. Det kan skabe nogle udmærkede diskussioner. Det undrer mig bare, hvorfor man skal legitimere kunsten. Alle læser og hører musik, og alligevel spørger man til nytteværdien i det,” siger forfatteren og fortsætter:

“Mit hadespørgsmål er: ‘Tror du på, at romanen kan forandre noget?’ Hvad fanden skal man svare? Nogle romaner skaber forandringer, men med spørgsmålet sigter man efter, at det skal skabe en politisk forandring, for det skaber jo åbenlyst kulturelle forandringer.”

Han understreger dog, at han ikke har noget imod forandrende litteratur:

“Der er ikke noget galt med politisk litteratur, som vil skabe forandringer. Det er kun fantastisk, og jeg har intet imod det og skriver også selv politisk litteratur.”

Kunst for kunstens skyld

Hvad er problemet i at tale om litteraturens nytteværdi?

“Det er jo, at litteratur og kunst kan have en berettigelse i sig selv, fordi vi alle bruger det på vidt forskellige måder. Æstetiske valg og spørgsmål er noget, vi går meget op i ellers, for eksempel i den måde vi indretter vores hjem på. Men på samfundsniveau lader det til, at æstetik inden for kunst er overflødigt. Først når alle behov er opfyldt, kan vi tale om kunst,” siger Kaspar Colling Nielsen og fortsætter:

“Man spørger aldrig, hvorfor vi har dart, men man spørger om, hvorfor vi har litteratur. Det skal legitimeres som noget, der skaber kulturel og intelligent forandring i samfundet. Men det er ikke derfor, man læser – det er en måde at gøre sit liv dybere, bedre, mere interessant, stimulere hjernen, sanserne. Man kan ikke måle litteratur på, hvor mange politiske forandringer det skaber i samfundet.”

Forfatteren vil ikke give et entydigt svar på, hvordan vi skal tale om litteratur i stedet, men han har en anke til politikere og journalister, hvad angår effektivitet, nytteværdi og kunst:

“Det er, som om kunst er en unødvendig virksomhed, som man skal blive ved at insistere på. Hver gang kunstnere søger penge, skal man skrive noget om nogle bestemte buzzwords, fordi det skal have et formål, for eksempel har det hos politikerne været moderne at lave kunst om klimaforandringerne. Men det fungerer ikke sådan. Kunst skal fungere og laves for sin egen skyld,” siger Kaspar Colling Nielsen.

Dermed en opfordring til bare at læse uden at tænke så meget på samfundet. Bare det at læse i sig selv kan ses som en meget samfundsirrelevant handling, og måske er det grunden til, at vi læser mindre og mindre.

Måske burde vi følge dronning Margrethe II’s opfordring fra hendes nytårstale i 2017:

“Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt!”