Det københavnske teater Aveny-T proklamerede med opsætningen af den norske ungdomsserie ’Skam’, at det vil være byens nye ungdomsteater. Derfor virker teaterstykket ’Damphjerte’ også som et naturligt valg at sætte på plakaten. Fordi her lukkes vi helt ind i et tidstypisk pigesind.
Hovedkarakteren i ’Damphjerte’, Nanna, spiser sour cream and onion-chips, danser, tænker store tanker, sms’er og onanerer på sit værelse. Og på værelset bliver vi hele forestillingen igennem.
Forestillingen er skrevet af digter og dramatiker Sofie Diemer, og det nye stykke ungdomsdramatik er skrevet som et blogindlæg, hvor hele indlægget læses højt på scenen af hovedkarakteren Nanna, der beskriver episoder fra ”den vildeste uge” af sit liv på ’bloggen’. Samtidig opfører ’en anden’ Nanna begivenhederne på scenen. Selv kalder Sofie Diemer sit nye teater-koncept for ’blog-mentory’-teater, og vi skal forestille os stykket som ét langt dramatiseret blogindlæg med alt, hvad det indebærer af smileys og tale-internet-sprog.
”Det startede med tanker om, hvordan jeg kunne få internettet ind på scenen. I et blogindlæg bliver der skrevet direkte til læserne, og der står tit ’skriv i kommentarerne, hvad du synes’. På den måde bliver det inkluderende i sit udgangspunkt, som internettet jo er. Og så handler det også om at portrættere den generation, jeg tilhører. En masse af mine konflikter og mit kærlighedsliv er foregået på nettet,” siger Sofie Diemer.
Tematikkerne i ’Damphjerte’ er klassiske, nemlig ungdommens grundvilkår. Og de er sådan set nogenlunde de samme, som de har været i århundreder: Den svære kærlighed, seksualitet, grænser, svigtende selvværd og fortvivlelse over, hvem og hvorfor man er, men også rod på værelset og i livet, legende flirt og berusende fest. Sproget er så bart og uredigeret, at det føles som at kigge direkte ind gennem nøglehullet hos ‘Generation Z’.
”Jeg har ikke set internettet spille en stor rolle i teatret før, men det fylder rigtig meget i vores hverdag, og hvis ungdomsteatret skal udvikle sig, skal vi møde de unge i øjenhøjde. Teatret afspejler ikke de unges liv lige nu, og det er vigtigt, at det bliver taget seriøst. Alt hvad Nanna siger på scenen er skrevet i ’internetsprog’, som er kommet op på scenen, så det kan blive taget alvorligt,” siger Sofie Diemer.
Titlen på stykket, ’Damphjerte’, kommer egentlig fra, hvordan et angstandsfuld kan føles. Når hjertet banker som et damplokomotiv, og det mærkes som om, at alting sker på fuld styrke. En hjertebanken, som mange unge i dagens Danmark kender til, ifølge Sofie Diemer.
”Damphjerte er et billede på, når det sortner for øjnene, fordi man føler alting så meget. Når alting går lidt for hurtigt. En følelse som rigtig mange unge kan nikke genkendende til. Derfor er angst vigtigt at skildre på teatret, fordi vores generation er så gennemsyret af det. Og så lyder ’Damphjerte’ bare godt på en poppet-poetisk måde, fordi det skal vi også være,” siger Sofie Diemer.
“Min ånde lugter konstant af løg, fordi jeg på daglig basis fylder mit tempel med Jesu Kristi legeme sour cream and onion chips.
Efter min mening har man ikke rigtig levet, hvis man ikke lige har taget en quicky på Planetariet.
Mit spirit animal er Mariah Carey – hvad er jeres? Kommenter gerne.
Jeg tror på, at hvis man ikke er vågnet op med en våd drøm om Bornholm og keramik, så har man ikke været nok i genbrugsbutikker i indre by.
Jeg går i seng nu, selvom tidligt i seng normalt er et ikkeeksisterende begreb i mit liv – jeg skal noget vigtigt i morgen – ’blinke smiley’. “
Sådan lyder et uddrag af manuskriptet til ’Damphjerte’, som læses højt på scenen af Nanna, mens hendes ’andet jeg’ spiller scenen.
Hvorfor skal internettet tages så alvorligt?
”Jeg selv og mine jævnaldrende går jo konstant rundt med dokumentationen for vores liv og alle vores valg i lommen. Det er altså ret meget at bære rundt på, hvis man lige tænker over det. Så står man midt på gaden og bliver varm om hjertet, fordi man får en sød sms. Det er de her små ting, som internettet kan gøre. Det er en kæmpe del af vores liv, og internettet mangler en dramatisk form til os, som har været online siden fødslen,” siger Sofie Diemer.
I år 2016 udkom din digtsamling ’Lol-lita’, men teater er en gruppepræstation. Hvordan var det at give dine tekster videre til andre, som skulle bearbejde dem?
”At lave teater var en proces, som jeg ikke vidste meget om på forhånd. Jeg kastede mig ud på meget dybt vand, og det var vildt grænseoverskridende, fordi det var mit værk, som jeg havde arbejdet på i et år. Det gik stille og roligt op for mig, at det ikke længere var min tekst. Det var alle på holdets tekst, og der blev jeg faktisk ked af det. Jeg havde det som om, at jeg havde slået op med en kæreste. Jeg skulle klart samle modet og tro på, at jeg gerne måtte tage halvanden time af andres liv. Alle på holdet var under 28 år, og de fleste var debutanter, så vi var på en måde i samme båd,” siger Sofie Diemer.
Er ’Damphjerte’ selvbiografisk?
”Den er ikke direkte selvbiografisk, men det er et svært spørgsmål, som jeg ofte bliver stillet, og det interessante er, at jeg ikke er sikker på, at der er mange mandelige dramatikere, som ville blive spurgt om det samme. Men ja, jeg har været forelsket, og jeg trækker da på erfaringer. Jeg spejler den virkelighed, som jeg står og ser ud på. Men nej, den er ikke direkte selvbiografisk,” siger Sofie Diemer.
’Damphjerte’ vises indtil 9. februar og melder alt udsolgt. Aveny-T har derfor valgt at udvide med flere pladser, som kan købe på Aveny-T’s hjemmeside.
