Denne artikel er oprindeligt udgivet på vores søstermedie Femina.
“Hvad sker der? Hvorfor har alle pludselig bikinitoppe på?”
Det spørgsmål stillede jeg for en måneds tid siden i denne artikel.
Det viste sig dog hurtigt, at emnet “bryster” åbenbart er noget, ekstremt mange danskere har holdninger til – alligevel havde jeg ikke i min vildeste fantasi forventet, at debatten ville afføde den slags beskeder og kommentarer, som jeg efterfølgende modtog. Det vender jeg tilbage til.
Min undren udsprang af en oplevelse, jeg havde på Amager Strand i slutningen af juni, hvor markant færre kvinder solbadede topløse sammenlignet med tidligere år. I hvert fald den dag.
Eftersom jeg arbejder som journalist på et kvindemedie, besluttede jeg mig derfor for at ringe til etnolog og museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen for at undersøge tendensen:
Er der en modbevægelse på vej, der gør op med de bare bryster på stranden – og hvad handler det egentlig om?
– De sidste cirka ti år har der været en tendens til, at kvinder går uden bh og solbader topløse. Men jeg tror, vi ser ind i, at tendensen går i dvale, og at vi har fået “nok” af den dagsorden. I stedet kommer vi til at se en bølge af blufærdighed, konstaterede hun.
Udover at trends kommer og går med intervaller på cirka ti år – ligesom hver generation har det med at gøre op med normerne fra den forrige – så spiller skønhedstrends som “looksmaxxing”, forestillingen om “en rigtig og forkert krop”, samt frygten for at blive fotograferet i smug også ind, når kvinder tager stilling til om de vil smide bikinitoppen eller ej.
Artiklen vakte opsigt – og ikke mindst debat – og et besøg i GO’Morgen Danmark førte efterfølgende til både et indslag i TV 2 Nyhederne, en artikel på deres forside samt et besøg i P1 Orientering.
Dermed kunne jeg konkludere, at Mette Byriel-Thygesen havde ret, da hun i interviewet til femina-artiklen forklarede, at der er forskel på, hvordan vi ideelt set gerne vil have det med topløs solbadning og bare bryster i det offentlige rum, og hvad der reelt sker i forhold til solbadning.
– Men man må jo bare sige, at virkeligheden ikke altid afspejler idealet. Hvis bare bryster ikke var en “ting”, så ville vi slet ikke have denne snak, slog hun fast.
Dertil kan jeg nu tilføje: Hvis bare bryster ikke var en “ting”, ville jeg nok heller ikke modtage de perverse og sexistiske beskeder, jeg efterfølgende har fået.
I takt med at op mod hundrede mandlige Instagram-brugere med en gennemsnitsalder, jeg vurderer til at være plus 50 år, valfartede ind på min Instagram-profil for at følge med i håbet om at se nogle bare bryster, så blev jeg også mindet om, præcis hvor grænseoverskridende det stadig kan være som kvinde at blande sig i den offentlige debat, selvom vi skriver 2026.
Lad mig fremhæve et udpluk af de beskeder og kommentarer, jeg har fået med på vejen:
“Jeg vil gerne se patter, så spar du bare på tøjet”
“Københavns smukkeste kvinde med den dejligste røv”
“Du har garanteret også to smukke bryster og et smukt glatbarberet underliv”
“Bare fordi du er så usikker, at du har behov for, at andre kvinder skal gøre noget, for at du selv kan være i det. Så er det langt langt sundere, at du går i noget terapi for din usikkerhed, end at forlange at andre gør som dig. Det er nemlig bare pisse usundt og lidt kontrollerende”
Lad mig starte med at slå én ting fast: Mit ønske har aldrig været at bestemme over, hvad andre kvinder gør, når de solbader.
Mit ønske var derimod at belyse en tendens og en udvikling i samfundet, som ifølge eksperten og forskellige undersøgelser blandt andet peger i retning af, at kvinder i stigende grad oplever utryghed ved at solbade topløse som konsekvens af frygten for at blive fotograferet eller filmet i smug eller kropsskam på grund af de gældende skønhedsidealer.
Så hvis dét gør mig til “opmærksomhedskrævende”, “kontrollerende” og “usikker”, så er det helt fint for mig – vi har trods alt ytringsfrihed, og kritikerne i debatten har også lov til at have deres holdninger.
Det tragikomiske er dog, at netop disse kommentarer er med til at forstærke artiklens pointe:
Selvom vi tror, vi lever i et frisindet land, hvor dét at solbade topløs står kvinder fuldstændig frit for – så er det måske værd at spørge, hvor “fri” den frihed egentlig er.
