Jeg rækker den unge kvinde mit pas.
Hun skriver mit navn ind på computeren. De studerende holder styr på, hvem der kommer ind på universitet, og at vi alle forlader universitet igen.
Kvinden smiler, rækker mig passet og byder mig velkommen til blokaden.
Jeg er i Novi Sad, Serbiens næststørste by, og har fået lov til at besøge Novi Sads Universitet sammen med en gruppe journalister. Jeg er interesseret i, hvorfor de studerende lige nu blokerer landets universiteter, som de har gjort siden 22. november.
På den anden side af indgangskontrollen mødes man af et virvar af unge mennesker. Fakultetet for Filosofi er blevet forvandlet til et rart opholdsrum med store gryder med simreretter og summende snak blandt de unge.
To unge kvinder, Nađa Šolaja og Anja Stanisavljević, er talspersoner for fakultetets blokade, og de viser rundt, mens de forklarer, at det her ikke er det eneste fakultet, der er lukket for undervisning.
– Næsten alle universiteter i hele Serbien er blevet en del af blokaden, lyder det.
Langs væggene i universitetsbygningen står der skilte til demonstrationer, madrasser og dyner, toiletpapir, frugt og konservesdåser. Flere og flere serbere donerer mad og andre nødvendigheder til de studerende.
Én ting, kan man ikke undgå at lægge mærke til: De mange bannere med blodrøde hænder.
– Regeringen har blod på hænderne, forklares det.
De blødende hænderne er blevet symbolet på det oprør, som lige nu udspiller sig i Serbien. Et oprør, der blev antændt af en tragisk ulykke på en nyrenoveret togstation i Novi Sad den 1. november, hvor et betontag styrtede ned og slog 15 mennesker ihjel. To mennesker ligger stadig på hospitalet.
Mens resten af verden er optaget af USA, Rusland, Ukraine, Grønland, Israel, Palæstina og deres indbyrdes kriser og krige, er en stadigt større studenterbevægelse i oprør over deres hjemland. Den katastrofale renovering af togstationen er for dem det endegyldige bevis på, at Serbiens regering og system er korrupt.
”Vi forlader ikke universiteterne før vores krav er opfyldt”
Efter ulykken gik der ikke længe, før de studerende krævede, at der blev offentliggjort dokumentation for renoveringen, så de ansvarlige kunne blive retsforfulgt.
I den forbindelse gik studerende på gaden d. 22. november. Under deres planlagte 15 minutters stilhed for de 15 mistede liv, blev de studerende angrebet af personer, der støtter og angiveligt er hyret af regeringen. Som respons på angrebet valgte de studerende at barrikadere fakultetet.
– Jeg blev så rasende, da jeg hørte om angrebet på de fredelige protester. Tanken om, at vi ikke kan holde en fredelig protest og sige vores mening om tilstandene i landet, er komplet uacceptabelt, siger Anja Stanisavljević.
Resten af fakulteterne i Novi Sad og de fleste af landets universiteter har siden fulgt trop i solidaritet. En mandag i starten af december var der ikke undervisning på Fakultetet for Filosofi. En gruppe studerende bevægede sig ind på skolen og forklarede vagterne, at fakultetet nu var blokeret, og at de skulle forlade området.
– Vi forlader ikke universiteterne før vores krav er opfyldt, fastslår Nađa Šolaja.
Bekæmper vold med fred
De studerende har fremsat fem konkrete krav, som de vil have indført, før de stopper protesterne og trækker sig fra universiteterne.
– Vi vil have, at alle de personer, der er ansvarlige for ulykken retsforfølges – om de er politikere eller ej. Og vi vil have det samme for de mennesker, der angreb demonstranterne, siger Nađa Šolaja.
Og så kræver de, at anklagerne mod anholdte demonstranter frafaldes.
Tilbage i januar gik den serbiske premierminister Milos Vucević af som følge af demonstrationerne. Den serbiske præsident, Aleksandar Vucić, har også meddelt, at han er åben over for dannelsen af en ny regering.
– Det kan godt være, at Vucević har sagt, han er gået af. Men han arbejder stadig og er i medierne i sin funktion som premierminister. Det er ikke det samme, som at gå af. Samtidig vil vi jo ikke udskifte en korrupt regering med en anden. Vi vil have gennemgående forandring, siger Nađa Šolaja.
Ønsket om gennemgående forandring handler også om noget helt andet: Om vold. For de studerende er det vigtigt at bekæmpe den vold, som regeringen ifølge dem bruger mod deres fredelige demonstrationer, når de hver fredag går de på gaden og holder 15 minutters stilhed.
Flere lokale medier har beskrevet volden, men de internationale medier har ikke bragt den slags rapporter. På Balkan Insight og European Western Balkans finder man dog beskrivelser af, at de studerende er blevet angrebet flere gange under deres fredelige protester – angiveligt af personer, der er kommet ud fra fra det regerende parti Serbian Progressive Party’s hovedkvarter.
– I vores samfund er vold normaliseret – ikke kun fysisk, men i næsten alle dets former. Vores måde at protestere på er vores måde at sige, at vi er imod alle former for vold, og det er ikke måden, vi skal deale med vores forskelle. Vi gør det fredeligt, og vi gør det gennem dialog, samtale, argumenter og fakta, forklarer Anja Stanisavljević.
Det er imidlertid svært for de studerende at indgå dialog, fordi de store statsejet medier i Serbien kun dækker protesterne minimalt.
– De uafhængige medier er de eneste, som rapporterer om os professionelt. De store medier dækker det ikke, men præsidenten bruger dem til at få sin propaganda ud. Så vi protesterer også imod mediecensuren, siger Nađa Šolaja.
En organiseret kamp
I næsten tre måneder har Anja Stanisavljević og Nađa Šolaja været bosat på i Fakultet for Filosofi i Novi Sad sammen med omkring 50 andre studerende.
– Jeg vil ikke sige, at det var sjovt i begyndelsen, men det var interessant, fordi det var så anderledes. Normalt ser vi fakultetet som en institution, hvor vi skal være seriøse, studere og tage vores eksamener. Da blokaden startede, blev det vores hjem, siger Anja Stanisavljević.
Gennem universitetets lange gange viser skilte på dørene, hvad de tidligere undervisningslokaler nu bruges til. Studenterbevægelsen har ikke nogen ledere, men bag dørene praktiserer de demokrati og har planlægningssessioner, hvor de kan stemme og diskutere tiltag. De har også arbejdsgrupper, der står for kommunikation, PR, events, protester, rengøring og vagter på universitetet.
– Vi begyndte at organisere os og få forskellige arbejdsgrupper. Alle starter dagen og går i gang med deres forskellige pligter. Men vi er også blevet en stor familie og det styrker vores følelse af sammenhold endnu mere, forklarer Anja Stanisavljević.
– Det er lidt ligesom High School Musical in real life – we’re all in this together.
En håbefuld kamp
Hvordan ser fremtiden ud for jer lige nu?
– Den generelle energi og følelse er, at vi virkelig tror på, at vores krav vil blive opfyldt, siger Nađa Šolaja.
De to unge kvinder er optimistiske. For det er ikke længere kun den yngre generation, der har fået øjnene op for systemkritikken. Det er også de ældre generationer og erhvervsgrupper som advokaterne, landmændene, lægerne og kulturinstitutionerne der støtter protesterne.
– Vores forældre og bedsteforældre bakker op om os. De er begyndt at praktisere vores nationale ordsprog ’World’s faith is on the youth’, siger Anja Stanisavljević.
Med bevægelsen vil de studerende vise, at de bekymrer sig om verden, de lever i, og at de vil gøre den til et bedre sted.
– Mange af os er håbefulde, og mange af os tror på, at vi vil lykkes i vores kamp!
