Mine veninder og jeg taler ofte om bryster. Vi snakker om dem på et kulturelt plan (Sydney Sweeney) og på et individuelt plan (vores egne), og da snakken faldt på sidstnævnte forrige uge, skete der noget uventet.
Vi sad i vinduet i min lejlighed på Vesterbro og kiggede ned på en igangværende gadefest, da min ene veninde tog sin iPhone frem og viste et billede af sig selv i en stropløs top.
– Jeg overvejer at købe nogle patter. Se, mine er bittesmå, sagde hun og zoomede ind på sin overkrop.
Jeg betragtede billedet.
– Ej, det er de da ikke, sagde jeg. Jeg fik lov at mærke hendes bryster, der efter min mening var større end mine og blev pludselig en anelse selvbevidst.
– Men hvorfor overhovedet købe bryster nu? spurgte jeg.
Vi er alle i slut tyverne/start trediverne, og det virker fjollet at bruge 40.000 kroner på to blævrede silikoneimplantater, når det halve af København allerede har set, at vi er tre omvandrende strygebrætter. Efter mange år har jeg endelig accepteret, at den eneste måde, jeg kan motorboate nogen, er ved at tage dem ved håret og banke dem rituelt ind mod mit fuglebryst. Den ged er ligesom barberet.
– Min kæreste og jeg har jo en aftale: Når jeg har født vores fælles barn, så betaler han halvdelen af min brystoperation, indskød min anden veninde pludselig.
– Jeg har lavet præcis samme aftale med min, istemte Veninde 1 begejstret.
Jeg troede først, at de lavede sjov, men det stod hurtigt klart, at de mente det alvorligt. Jeg var skeptisk; antyder sådan en aftale ikke, at efterfødselskroppen er forkert og skal ligne den, man havde inden man fik børn?
Og hvad med kærestens automatiske accept af denne aftale – indikerer det ikke, at han ikke kan lide mine veninders gudeskønne kroppe præcis, som de er? Er det her i virkeligheden kæresternes onde plan, som de har gaslightet mine veninder til at tro er deres idé?
Slet ikke, understregede mine veninder. Deres argumentation for, hvorfor det var en god – eller måske rettere fair – idé, var enkel: Det er dem, “der gør alt arbejdet”, som den ene formulerede. Graviditet, fødsel, amning og alt midt imellem tager sin told på kvindekroppen, og det var kun rimeligt, at det var en fælles udgift, at de fik lov at ligne sig selv igen. Deres kærester anerkender den skæve arbejdsbyrde og synes, at det er helt fair.
Jeg kom til at tænke på en scene i filmen ‘Nynne’, hvor Nynnes veninde Merete fortæller, at hendes mand, for hvem hun har “presset tre børn gennem sin fødselskanal”, nu ligger og “knalder med en eller anden blondine, lykkelig over at være sluppet af med min tre kvadratmeter appelsinhud og ældgamle bryster.”
Jeg ville utvivlsomt også synes, det var træls pludselig at skulle slæbe mine bryster hen langs gulvet, som var de to halvtomme julemandssække. Især, hvis jeg havde et stramt og højtsiddende par, indtil min irriterende baby sugede alt liv ud af dem. Jeg frygter at komme til at ligne Bella Swan i den sidste ‘Twilight’-film, hvis vampyr-baby bogstavelig talt suger hendes menneskekrop helt tom for næring, mens hun ligner en pose albuer. Hvis jeg kunne, ville jeg da også kræve, at min baby betalte mit boob-job, men eftersom det er en fattig rullepølse, må jeg vende blikket mod faderen. Ens kæreste nyder jo også ofte godt af ens bryster, så hvorfor ikke slå halv skade?
– Men stop da med det fis. Alle kroppe er jo smukke! hører jeg Rosa Lund og vores mødre råbe, mens de danser barfodet rundt om en majstang.
Og ja ja, det er let at angribe os for at være forfængelige. Sagen er, at vi alle er forfængelige omkring et eller andet på vores krop, og jeg synes ikke, at det behøver være en dårlig ting, at man gerne vil se godt ud for sig selv og sin partner. Enhver, der har bryster, har et forhold til dem; det er ikke så sært, at det betyder noget, når de ændrer udseende markant.
Sagen med lige netop bryster er, at det er utroligt svært at separere samfundets syn på dem fra ens eget. For selv om ingen bryster i sig selv er forkerte – det er jo blot en naturlig del af kvindekroppen – så findes der et klart ideal for, hvordan de bør se ud. Man kan ikke “afdramatisere barmen”, som Tine Eiby skriver i Weekendavisen. Så sent som i søndags udkom der et Genstart-afsnit om Sydney Sweeneys bryster og deres kulturelle betydning. Enough said.
Bryster føles ofte som et slags fælleseje frem for privateje – hvilket måske også er derfor, jeg selv mærkede et gib af usikkerhed, da min veninde pludselig synes, at hendes bryster var for små. I den perfekte verden var vi alle toptilfredse med vores bryster hele tiden, men vores verden er desværre propfyldt med sociale medier, Kim Kardashians faux brystvorte push-up bh’er og the male gaze, der siden tidernes morgen har formet kvindekropsidealet.
Det burde betyde, at det er nemt at ytre utilfredshed omkring ens bryster, men det synes jeg aldrig, det har været. Tværtimod er jeg næsten altid blevet tysset på, oftest af andre kvinder – noget, der sikkert var ment som medsøsterlig omsorg, men som i stedet har resulteret i, at jeg ofte har følt mig forkert.
Jeg er derfor glad for, at mine veninder og jeg kan have en samtale om vores bryster uden moraliserende og småpolitiske bemærkninger fra andre. Det er sært befriende, at de taler åbent om lysten til en brystoperation og kræver, at deres mænd betaler halvdelen. Jeg har sidenhen talt med andre kvinder, der har en lignende aftale med deres mænd. Jeg fornemmer en slags ‘det-er-det-mindste-de-kan-gøre’ attitude omkring emnet.
Da jeg spurgte min kæreste, om han ville spæde til, hvis jeg skulle have et brystløft efter amning, rystede han vantro på hovedet og sagde, at jeg var perfekt, som jeg var. Han kan ikke forestille sig, at han ikke skulle være tiltrukket af min efterfødselskrop.
Jeg har lyst til at kalde bullshit på den bemærkning. Men jeg håber da, at jeg har det på samme måde.
