Jeg kommer altid tilbage hertil. Det er gentagelsens magi
Radio & podcast
menu-close

Postkort fra Grækenland: Jeg kommer altid tilbage hertil. Det er gentagelsens magi

31. juli 2019 |

Kulturjournalist Minna Grooss er kommet i Grækenland i 35 år. Heartbeats bad hende skrive et postkort om det særligt græske, om ø-mentalitet og hvorfor hun altid rejser tilbage dertil.

Kulturjournalist, forfatter, radiovært, musiker, dj og dokumentarist.

Den græske ø Lesbos er tre gange så stor som Bornholm. Den har i mange år været en elsket ferieø for turister fra hele verden, men forbindes af mange nu med bådflygtninge og migranter. Moria-lejren, som er et sandt mareridt, ligger på den østlige side af Lesbos. Da strømmen af flygtninge kom i tusindvis, foregik det på den kyst. Resten af øen har aldrig været direkte berørt, kun inddirekte. Der bor 90.000 fastboere på Lesbos. 

Jeg er holdt op med at tælle, hvor mange gange jeg har været i Grækenland. Tiden er begyndt at flyde fra mig. Særligt efter at jeg købte huset i landsbyen på det sydlige Lesbos for ti år siden. Jeg kan ikke længere huske, om det var året før eller i år, at naboens kat fik killinger. Eller om det var sidste sommer, at skorpionerne vandrede i hobetal ned fra bjergene. Det betyder heller ikke så meget. Faktisk ingenting. Det er derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage på alle tider af året til det ingenting. Nu til det samme sted. Før sejlende og flyvende mellem øerne. Skønheden og det nøgne rå forandrer sig fra ø til ø, men tidens forsvinden er den samme.

På stranden mødte jeg forleden en kvinde, der har rejst jorden rundt og grublede over, hvor i verden hun skulle tage til, uden at noget havde forandret sig igennem de sidste 30 år. Valget faldt på Lesbos. Det eneste nye er grusvejene, der er blevet asfalteret, så det tager den halve tid at komme de 90 km fra den anden side af øen til Skala Eresós. Og så vinen som gradvis er blevet bedre gennem årene. Restauratørerne, mængden af katte og de mange kvinder, der vender tilbage hver sommer, er de samme.

På en af de andre mindre turistede øer kunne hun have mødt den samme uforanderlighed. Gentagelsen, smagen af maden, duften, havet og lyden af fåreklokker. Den er tryg som et vellykket barndomshjem i en verden, der rasler, sprudler og slår fra sig, selvom dramaerne sagtens kan være store på en lille ø.

I foråret blev en taxachauffør fundet skudt i maven i min landsby. Man sagde, det var selvmord. Han havde haft et hemmeligt forhold til en gift kvinde fra landsbyen i otte år, og nu havde han sagt det til sin kone. Konen smed ham ud prompte, og da han sad i sin bil, ringede han til elskerinden og bønfaldt hende om at forlade sin mand. Hun ville ikke, og mens hun stadig hang i røret, skød han sig selv. Eller sådan lød historien. Næste dag var han begravet, og hvisken i landsbyen forstummede.

Sådan er det nødt til at være i små samfund, for at man kan overleve. Det ved alle. Det er det samme med de nye skatteregler. De fleste synes, de er helt latterlige. EU vil ikke engang hjælpe med flygtningene, og den offentlige, græske sektor er en stor nepotistisk overbemandet familie, der er dyr at drive. Hvorfor i alverden skal man kaste sin halve hårdt tjente løn ned i det sorte hul?

Først brokkede alle sig højlydt. Nu bliver den sag også forvaltet på sin egen måde. Jeg er holdt op med at argumentere med eksempler fra det danske velfærdssystem. Enhver græker ved alligevel, at det aldrig bliver i deres levetid, at de får noget tilbage, og længere gider ingen tænke. Livet leves her og nu. Hverken før eller efter.


De første år, jeg begyndte at vende tilbage igen og igen, var på grund af kærlighed. Det var svært med sproget, men jeg lærte hurtigt at elske melodien og begyndte også at kunne huske den og nynne med på den. Det skyldtes til dels samtalerne over de lange middagsborde med maden på midten, som alle deler. Ikke bare en lørdag i nær fremtid som i Danmark, hvor det nogle gange tager måneder at lave aftaler med gamle venner. I Grækenland gør man ikke et stort nummer ud af det, men spiser bare sammen flere gange om ugen. Man gør selskab, som det hedder. Derfor er samtalerne også hverdagssnak, som gør melodien lettere at genkende. Grækerne hygger sig omkring dagens måltid, uhøjtideligt og uforpligtende. Ingen spørger til arbejde, eller hvad man laver.

I begyndelsen føltes det mærkeligt fremmed ikke at kunne tale om sit arbejde, men bare være. Faktisk ret svært. Nu er det det, jeg længes efter. Til væren og det unikke ved det samfund jeg har valgt at slå mig ned i. Det adskiller sig fra alt andet, jeg før har mødt i verden. Et mikrokosmos af mangfoldighed i skyggen af Sapphos digte. Øens stolte digterinde, der fik kvinder fra hele verden til at valfarte til Skala Eresós i 1970’erne. Nu er kvinderne en del af det lille samfund sammen med Osho-folket og de græske familier og unge studerende fra Mytilini, som hænger ud i telte om sommeren.

Mikset af mennesker gør stedet uprætentiøst og afslappet. Et af de største komplimenter, man kan give de faste beboere, er at føle sig hjemme og bare være sig selv. Og hvem vil ikke gerne være det? Det er derfor, jeg bliver ved at vende tilbage. Til gentagelsens magi og til mig selv. Og de mange internationale uforpligtende møder der har givet mig livslange venskaber i hele verden.

Privatfotos

Minna Grooss

Kulturjournalist, forfatter, radiovært, musiker, dj og dokumentarist.