SPOILER ALERT: Læser du videre, vil der være spoilers for Netflix-serien ’Squid Game’.
I den brutale og dystopiske Netflix-serie ’Squid Game’ kæmper desperate mennesker til døden i en surrealistisk version af et traditionelt koreansk børnespil, der foregår på en øde ø.
Da de 456 deltagere vågner op på øen, er de alle blevet iklædt den samme grønne fangelignende dragt og er ikke længere andet end det tal, der er syet på dragten. Vinderen, den eneste overlevende, kan gå derfra med en kvart milliard kroner og muligheden for et nyt liv i luksus.
Det viser sig, at spillet er et underholdningsprogram, hvor superrige satser penge på, hvem af de fattige og desperate deltagere, der dør først – og hvem, der går derfra som vinder.
For 26-årige syriske Omar Alshorgre vækker den brutale tortur, de vilkårlige henrettelser, de indsatte uden navne og fangevogtere, man ikke kan se i øjnene, om de tre år han tilbragte i syriske fængsler, og som han stadig ikke forstår, hvordan han kunne slippe levende fra.
For nylig delte han sine oplevelser i en kronik i avisen The Washington Post under titlen ‘Derfor minder ‘Squid Game’ mig om min tid i et syrisk fængsel’.
Nu er Omar Alshogre gået med til at fortælle sin historie til Heartbeats.
”Alle talte om ’Squid Game’ som det her ”vilde spil”, men for mig var det som at blive taget tilbage til min tid i fængslet. Jeg kunne genkende volden, torturen, hvordan spillerne – de indsatte – ikke længere blev set som mennesker, men brikker i et spil,” fortæller Omar Alshorgre over en WhatsApp-forbindelse til Stockholm, hvor hans familie bor i dag.
Kæmpe Netflix-succes
Da ’Squid Game’ ramte Netflix i efteråret, blev den sydkoreanske serie øjeblikkeligt en kæmpesucces.
Serien strøg til tops i 94 lande og er i dag udråbt som streamingtjenestens mest populære serie nogensinde.
I løbet af de første fire uger så mere end 142 millioner brugere med.
Omar Alshogres historie handler om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, om at blive fængslet og tortureret for øjnene af sin bedste ven og overleve mirakuløst.
Han var kun teenager, da han blev anholdt i 2012. Det var i begyndelsen af opstandelsen i Syrien, der var kaos i gaderne, og myndighederne kæmpede for at tilbageholde så mange som muligt for at forhindre dem i at gå på gaden og demonstrere.
”Min fætter og jeg befandt os tilfældigvis i det samme hus og blev taget med. I Syrien bliver man taget fra fængsel til fængsel og isoleret, så ingen i din familie ved, hvor du er. Så snart du bliver taget med, bliver du regnet for at være død. Det troede min familie også,” fortæller Omar Alshogre.
Han kalder sin fætter Bashir for den vigtigste person i sit liv, mens de var indespærret.
“Vi blev fængslet sammen, tortureret sammen, sultet sammen og gik gennem Helvede sammen.”
Først sad fætrene fængslet i det frygtede ’Branch 215 Prison’ ikke langt fra Damascus. Senere blev de sendt videre til et andet fængsel kendt som ”Slagterhuset”. Ifølge en rapport fra Amnesty International menes over 13.000 mennesker at have mistet livet her.
Den syriske regering har nægtet at kommentere anklagerne, men tidligere fangevogtere har bekræftet de mange torturmetoder og fortalt, at dødsårsagen ofte blev noteret som ’hjertestop’, inden ligene forsvandt i massegrave.
Ofrede sit liv
I episode seks i ’Squid Game’ skal deltagerne vælge en partner. Alle tror, at de skal vælge deres nærmeste ven i spillet, og man ser, hvordan et ægtepar ånder lettet op. I det mindste har de hinanden, tænker de, helt uvidende om at kun en af dem vil overleve.
”I fængslet var det også vores virkelighed. En dag kom vagterne og bad min ven Jihan om at udpege sin tætteste ven blandt os andre indsatte. Jeg var overrasket over, at han ikke valgte mig, for vi havde været derinde sammen i længst tid. Da han havde udpeget én, gav fangevogteren ham en skruetrækker og sagde i en lav tone: ”Brug denne til at slå din ven ihjel, ellers er det ham, der skal dræbe dig. Du har ti minutter.” De ved, hvordan de knækker folk, både fysisk og mentalt,” husker Omar Alshorgre.
I slutningen af ’Squid Game’ tager serien en drejning, da en deltager, der ellers har været svær at have sympati med, ofrer sit liv for, at en anden deltager kan overleve.
”I serien er der en sydkoreansk pige, som ofrer sig selv, fordi hun mener, at en anden deltager har udsigt til et bedre liv. Det samme gjorde min fætter. Han tilbød mig sin mad og drikke, selvom han vidste, at han ville sulte ihjel, fordi han mente, at jeg ville kunne overleve og gå ud og få et nyt og godt liv.”
Til sidst gav fætterens krop op, og han døde i Omar Alshogres arme.
I ’Squid Game’ er alle fangevogterne anonyme, gemt væk bag masker og ens fangedragter. De må ikke have noget med hinanden eller deltagerne at gøre, ligesom at de kun må tale, når de bliver spurgt.
”Det var det samme, regimet gjorde mod os. Indsatte og fangevogtere måtte ikke kigge hinanden i øjnene. Vi skulle skjule vores ansigter med hænderne eller lukke øjnene, når de kom ind i cellerne og torturerede os. Vi var ikke mennesker for dem.”
Omar Alshogres indlæg i The Washington Post er blevet oversat til flere sprog, også arabiske, og det har fået andre overlevere, som han kalder dem, til at tage kontakt til ham. Flere har spurgt, hvorfor han underdriver torturen – sagt, at det er meget værre i virkeligheden, end han fortæller.
Og det er helt bevidst, indrømmer han. Ellers vil læserne blive afskrækket og ikke læse færdigt.
Torturbødler
”Jeg tror aldrig, at jeg har fortalt det her før,” siger Omar Alshogre pludselig. Han venter et øjeblik og fortsætter så:
”Jeg delte celle med en mand, som efter at være blevet tortureret begyndte at græde. Det er meget brutalt at være i fængsel, men det er ikke normalt at græde, og ham her græd i flere dage, og jeg forstod det ikke, men da han begyndte at fortælle, fik jeg et chok:
”Jeg tror, at ham, der torturerer os hver dag, er min bror”, sagde han. “Jeg kan genkende hans stemme, men jeg må ikke vende mig om og kigge ham i øjnene, for så skal han slå mig ihjel. Og hvis han ser, at det er mig, risikerer han at blive dræbt.”
Omar Alshogres stemme dirrer. For første gang i løbet af interviewet bliver han vred.
”Forestil dig at blive tortureret af din egen bror, og at han ikke aner, at det er dig. Den indsatte havde ikke et modermærke eller noget, der kendetegnede ham, og manden havde været i fængsel længe og lignede ikke sig selv, så det er ikke sikkert, at fangevogteren vidste, at det var ham.”
Omar Alshorgre bliver stille igen.
Overlevede han?
”Nej, han døde.”
Taget med til henrettelse
En dag under Omar Alshogres fængsling troppede en betjent op hos hans familie. Den ukendte betjent fortalte, at deres søn stadig var i live, og at han kunne få ham ud af fængslet for 20.000 dollars. Familien havde allerede betalt flere menneskesmuglere uden at få sønnen at se igen, så moren tvivlede og nægtede at betale pengene, før hun fik livstegn fra sin søn.
11 juli 2015 blev Omar Alshogre hentet i cellen, taget med til sin egen henrettelse og erklæret død. I virkeligheden var det et cover up arrangeret af den korrupte betjent, der havde opsøgt familien.
”Jeg blev smuglet ud af fængslet og efterladt på gaden. Betjenten sørgede for, at en fyr, der var blevet dræbt i fængslet, fik mit navn og identitet, og jeg kom ud med hans identitet,” fortæller Omar Alshogre.
Omar Alshogre før og efter fængslet. Privatfotos.
På billeder taget kort tid efter kan man se ham sidde i en sofa. Omar Alshogre er kronraget, vejer 34 kilo og er alvorligt syg af tuberkulose. Hans grå joggingbukser sidder alt for løst, og på armene er hans blodårer synlige. Familien vidste, at han var nødt til at komme ud af Syrien og få behandling, hvis han skulle overleve, og efter kun ti dage blev han smuglet ind i Tyrkiet.
”På det her tidspunkt anede jeg intet om verdenssituationen. Jeg anede ikke, at der var en flygtningekrise. Jeg blev bare sendt afsted og endte i en gummibåd med min ti-årige bror, som skulle passe på mig, fordi han på det tidspunkt var fysisk stærkere end mig.”
Med en lille båd, der var tæt på at synke, kom brødrene først til en ø i Grækenland, så videre med tog og til fods til Østrig, Slovenien, Tyskland og Danmark, inden de endte i Sverige, hvor de ved et tilfælde endte med at søge asyl.
”Jeg anede ikke, hvor vi var på vej hen. Det var der ingen, der gjorde. Vi havde ikke et endemål, alle rykkede sig bare. Da vi kom til Sverige, kunne jeg ikke spørge, hvor jeg var. Jeg talte ikke engelsk, slet ikke svensk. Så blev jeg flygtning,” siger han på et flydende engelsk.
Hædret af kongen
I venteværelset på et hospital i Stockholm i december 2015 mødte brødrene en mand, der skulle ende med at ændre deres liv. Selvom de ikke talte samme sprog og måtte famle sig gennem samtalen med hjælp fra Google Translate, endte de med at aftale at mødes igen. Og igen. Og efter nogle møder spurgte den svenske familie, om drengene ville flytte ind hos dem.
Det er seks år siden. For tre år siden kom deres mor og søskende til Sverige og fik asyl.
I november blev Omar Alshogre tildelt en fortjenstmedalje af den svenske konge for sit unge lederskab, mod og for at kæmpe for at give en stemme til de, der ikke var lige så heldige som ham selv.
”Min svenske familie reddede mit liv. De tog risikoen ved at tage en fremmed mand og hans bror ind. De gav os kærlighed og omsorg og var alt det, vi havde brug for. For en måned siden var jeg til en ceremoni hos kongen, hvor både min biologiske mor og min svenske mor var med. Det var stort,” fortæller han.
I dag læser Omar Alshorgre ved Georgetown University i Washington D.C., hvorfra han også står i spidsen for den humanitære hjælpeorganisation Syrian Emergency Task Force (SETF).
NGO’en kæmper for at hjælpe internt fordrevne i Syrien, forældreløse og civile, der bor i belejrede byer, ligesom den hjælper med at distribuere mad til udsatte familier, uanset etnicitet, religion eller baggrund.
Og så arbejder SETF for at hjælpe andre overlevere fra de syriske fængsler, der ligesom Omar Alshogre var heldige at slippe ud i live.
”Der er så mange konflikter ude i verden, at man hurtigt kan glemme, at krigen i Syrien stadig koster civile livet hver dag. Samtidig taler den danske regering om, at det nu er sikkert at sende syrere tilbage. Men alle, der er flygtet, bliver betragtet som fjender, og hvis de ikke bliver slået ihjel den første uge, så sker det ugen efter. Eller ugen efter igen. Det er derfor, jeg fortæller min historie. Så folk kan se, at det stadig foregår. ’Squid Game’ er måske en fiktionsserie, men i Syrien er det hverdag.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
