Hvis Elvis og Harry Styles smeltede sammen, ville de blive til Victor Aage. Måske et lettere bizart tankeeksperiment, bevares, men det er ikke desto mindre, hvad jeg tænker, da jeg ser den unge musiker fra Ry, som i dette nu sidder ved et cafebord i hjertet af København. Han er tydeligvis punktlig, ankommet adskillige minutter før den aftalte tid til dette interview. Håret er friseret tilbage med det helt rette schwung, en signetring glimter på ringfingeren, og de højtaljede bukser med brede ben giver reminiscenser til 1950’ernes mode.
Han smiler og slår blikket ned. “Det er ikke første gang, at jeg har hørt den sammenligning,” siger Victor Aage.
Musikken og teksten til debutsinglen ‘Federico’ – som er ude nu – nærmest væltede ud af Victor Aage i en ensom sherry-brandert. Branderten var kulminationen på en planlagt skriveuge, hvor musikeren havde tænkt: “Nu skal det være.” Han ville skrive sangen. Og med skemalagt disciplin satte han sig tidligt hver morgen bevæbnet med en kop kaffe, en blok og en kuglepen. Men der skete ingenting. Og der skete lige så lidt, når han forsøgte at spille nogle melodier frem fra guitaren eller klaveret.
Da de syv dage næsten var gået uden nogen form for resultat, kom Victor Aage i tanker om noget. En form for livsmotto, som han havde fået fortalt af de lokale spillemænd på en flamenco-festival i Spanien, hvor han også selv optrådte. De sagde, at svarene på livets spørgsmål altid ligger på bunden af en flaske sherry.
Så Victor Aage gik på jagt efter en flaske sherry, og han tømte den, samtidig med han sad og skrev noter ned. Pludselig kom der masser af ord fra pennen. Aftenen blev til gengæld mere og mere sløret.
“Jeg tror aldrig, at jeg har været så ked af det. Til sidst sad jeg og halvsov ved klaveret og tænkte, at nu går jeg bare i seng. Jeg var så fuld, ked af det og alene. Virkelig dårlig kombi, men jeg tror bare, at det var frustrationen over, at jeg havde forsøgt at skabe noget hele ugen, og at det bare ikke ville lykkes,” siger Victor Aage.
Næste morgen vågnede han op med gedigne huller i hukommelsen og en optagelse på sin telefon. Da han trykkede play, udfoldede en melodi, en tekst og et på én gang jazzet og følsomt pop-univers sig. Der var den jo. Sangen. Selvom promillen var katalysatoren til ‘Federico’, så er det ikke en metode, Victor Aage normalt tyer til. Faktisk drikker han stort set ikke alkohol. Dels fordi han ikke føler, at han har brug for kontroltabet for at have det sjovt, men også fordi det slider på stemmen.
Diskografi
Victor Aage Lundsgaard. Opkaldt ‘Aage’ efter sin morfar. 21 år. Musiker og sangskriver. Aktuel med debutsinglen ‘Federico’. Opvokset i Ry, men med to afstikkere til South Carolina og Chicago. Student fra Aarhus Katedralskole.
“Jeg bliver meget hurtigt fuld og får det meget dårligt dagen efter. Min stemme er hele mit instrument, og så snart jeg får den første tår øl eller vin, ryger stemmen,” siger Victor Aage og indskriver sig på den måde i den ‘sober curious’-bølge, som en stor del af hans egen Generation Z rider på.
“Jeg kan heller ikke bare drikke en enkelt øl og gå på scenen bagefter. For mig er det nemmere bare at sige, at jeg ikke drikker overhovedet, føler jeg,” siger den unge crooner-aspirant. Han forklarer, at det sådan set ikke er særlig eksotisk i hans generation og vennegruppe. Nogle af hans venner drikker alkohol, andre gør ikke, men de fleste nyder godt af, at det er Victor Aage, der er chauffør hjem fra festerne ude på landet.
Fra Ry til Chicago og tilbage igen
Som barn af to ingeniører lå det ikke lige til højrebenet, at Victor Aage skulle gå efter musikken. Da hans lillebror erklærede, at han gerne ville læse biologi på universitetet, spurgte hans forældre, om han virkelig var sikker på, at han ikke ville læse noget med noget mere matematik?
“Til vores familiefester er der flere ingeniører, end der ikke er,” forklarer Victor Aage og afslører sit skæve smil. Han ved godt, at han ikke passer ind i familiens standardformel, og det vidste hans forældre også godt helt fra begyndelsen. De kunne godt se, at det var i de kreative fag, at deres søn fik energi.
På trods af den overskyggende kærlighed til tal var det alligevel Victor Aages far, der lagde kimen til den musikalske interesse. På grund af farens arbejde flyttede familien til ‘the deep south’, nærmere præcist South Carolina, i to år, da Victor Aage gik i børnehaveklasse.
“Jeg kan huske, at hver søndag gjaldede Bob Dylan, Stan Getz og Johnny Cash ud over hele huset. Det er sådan nogle plader, som mine forældre altid har hørt, og de har har forfulgt mig lige siden,” siger den unge musiker, der ad flere omgange blev smittet med den amerikanske musik såvel som kultur. Da han var 12 år, fik hans far igen en toårig stilling i USA. Denne gang blev teltpløkkerne banket ned i Chicago.
“På væggen i vores gymnastiksal i Chicago, stod der sådan noget: “Det handler ikke om, hvor mange gange du falder. Det handler om, hvor mange gange du rejser dig igen,” haha. Men hele den der mentalitet påvirkede meget,” siger Victor Aage, der blev smittet af den amerikanske tankegang. Måske var det ikke helt uden for skiven at drømme om at blive musiker, når man blev voksen? Sådan ægte. Som 14-årig vendte familien hjem til Ry, og Victor Aage blev ramt af et mindre kulturchok.
“Jeg kom hjem som en rigtig Kong Gulerod og følte lidt, at jeg var verdens centrum. Nu var globetrotteren kommet hjem! Sådan er det jo lidt, når man er ude at rejse. Man sidder på et tog, der kører med 300 kilometer i timen. Man oplever en masse, og når man så kommer hjem, er der ingenting, der har forandret sig. Der var stadigvæk gang i vejarbejdet ovre på Klostervej, togene gik efter samme tidsplan, og drengene i klassen går stadigvæk kun op i Cristiano Ronaldos nyeste fodboldstøvler,” siger Victor Aage.
Den amerikanske mentalitet havde sneget sig ind på den unge østjyde, og han besluttede sig for, at han hellere ville være sig selv i stedet for at prøve at passe ind. Så han tog til Aarhus og shoppede de jakkesæt, som han altid havde drømt om, og de blev hans faste uniform i resten af folkeskoletiden. Samtidig blev han en del af et bluesband og gik øve-amok.
Kurs mod scenekanten
Det der med at beslutte sig for at gå sine egne veje, var selvfølgelig på mange måder lettere sagt end gjort. Syvende og ottende klasse kan føles som en prøvelse for selv den bedste i folkeskolens junglelov, hvor det som regel er bedst ikke at stikke for meget ud. Men Victor Aage var som besat. Høretelefonerne sad fast i hans ører gennem hele skoletiden. Når han sad i klassen og løste sine opgaver, hørte han alt fra Metallica til Jeff Buckley og Bob Dylan, og når han kom hjem fra skole, hev han guitaren frem. Sommetider faldt han i søvn med fingrene på strengene.
“I ottende og niende klasse sad jeg og spillede guitar i fem-seks timer hver dag efter skole. Jeg lavede ikke andet. I weekenderne var jeg ude og spille koncerter til sådan nogle små veteranbiltræf og var med i nogle band-konkurrencer,” siger Victor Aage. “Altså, det var chokerende mange timer, jeg sad og øvede for mig selv. Jeg var ikke med til nogen fester. Jeg var faktisk ikke med til noget som helst. Jeg havde kappet alle forbindelser til mine venner, når jeg ikke var i skole, fordi jeg følte, at musikken var meget vigtigere.”
De mange øvetimer lønnede sig, og da Victor Aage gik på efterskole, begyndte han for alvor at tro på, at han havde fat i noget. Han rykkede fra scenerne til traktortræf til dem på Spot Festival. Siden da er det kørt derudaf, lige på nær da han som 17-årig måtte lægge guitaren på hylden i et års tid, da han havde spillet sig til en seneskedehindebetændelse i sin underarm. Men stilen var lagt. Både musikken og tøjet.
“Det faldt i hak, da jeg begyndte at gå i jakkesæt. Det blev ligesom mit sted. Det, at det skulle være jakkesæt, har udviklet sig til at være en stil. Men jeg har det stadigvæk sådan, at skjorten skal være nystrøget, sådan med helt skarpe linjer i ærmerne, og pressefolder på bukserne, og støvlerne skal være pudset. Jeg står selv og stryger, hver gang jeg skal ud og spille,” siger Victor Aage.
Selvom han er smittet med den amerikanske ‘just do it’-mentalitet, er der stadig rester af den østjyske ydmyghed. Det er lidt svært at hive drømmene ud af Victor Aage. Han vil bare gerne være tro mod sig selv og leve af sin musik.
“Men hvis jeg skal svare, så er der et 150 år gammelt auditorium i Nashville, The Ryman Auditorium. Altså, det gad jeg godt. Og så er jeg vokset op med en live-video fra Roskilde Festival, hvor Kashmere spiller, og Kasper Eistrup står bare der og er så sej,” siger Victor Aage og skynder sig at lave en indskydelse.
“Men jeg ved også godt, at jeg ville vågne dagen efter at have spillet de steder og tænke: Okay, nå, hvad er så næste skridt? Jeg ville have meget svært ved bare at sige ‘I made it’ og give slip.”
Nu sidder han i hvert fald her, Victor Aage, med en kop sort kaffe i hånden, på tærsklen til sin musikalske karriere. Med et stort smil og sin debutsingle ude i æteren, på vej mod drømmene.
