Bon Iver

Syd For Solen offentliggør de første navne: Bon Iver er første hovednavn

De tre første navne til den københavnske festivals første dag er netop kommet på plads.

Når Syd For Solen vender tilbage i Søndermarken til sommer, kommer amerikanske Bon Iver til at stå på hovedscenen torsdag aften.

Festivalen har netop løftet sløret for de tre første artister for torsdagens program, hvor man nu også kan se frem til at kunne opleve den danske zenjazzduo Bremer/McCoy og den pakistanske sanger og komponist Arooj Aftab, der kombinerer minimalistisk jazz med traditionel pakistansk musik.

Modsat første omgang af Syd For Solen starter næste års udgave allerede om torsdagen den 8. juni og løber så til lørdag.

Hver af de tre dage kommer ligesom sidst til at have sit eget musikalske udtryk med et stort hovednavn håndplukket fra øverste hylde. Kongstanken er så, at hovednavnet bliver understøttet af syv andre artister fordelt på de to scener, Under Kronen og Højen.

Bon Iver, der debuterede i 2007 med den efterhånden ikoniske indiefolk plade ‘Forever Emma, Forever Ago’, spillede sidst i Danmark i 2018 for et udsolgt Royal Arena.

Bremer/McCoy består af pianist Morten McCoy og bassist Jonathan Bremer

“Kæmpe scoop”

Festivalen, der er arrangeret af booking- og management-bureauet smash!bang!pow!, er meget tilfredse med de første bookinger.

”Bon Iver er et kæmpe scoop for Syd For Solen. Netop nu er bandet på tour i Europa, og modtager massiv ros fra blandt andre Rolling Stone og The Guardian, der kalder live-settet en medrivende og magisk fællesoplevelse,” siger programansvarlig og seniorpromoter hos arrangøren smash!bang!pow! Xenia Grigat.

Musikalsk kommer torsdag til at ligge i den balsamiske ende af spektret.

“Arooj Aftab og Bremer/McCoy lægger sig på hver deres måde i de musikalske baner, som Bon Iver også bevæger sig i. Musik, der går lige i hjertekulen, og som opfordrer til eftertænksomhed og fordybelse, som er tiltrængt i tiden,” udtaler Xenia Grigat

Prisen for en enkeltdagsbillet er 700 kr. Billetsalget starter 16. november på Billetlugen.dk

Footer graphics