Jeg vil i denne tekst prøve at isolere de syv mest elskelige hankønsvæsener i moderne amerikansk tv-seriehistorie – og om ikke så lang tid, vil kvinderne følge trop. Lad os få spillereglerne afklaret med det samme: Nej, vi prøver ikke at isolere de mest attraktive eller tillokkende væsener, ej heller de mest attråværdige eller moralsk og emotionelt forbilledlige. Vi taler udelukkende om de individer, som skaber ømhed i os, altså dem som har noget, der vækker kærlighed og sympati, uagtet i øvrigt deres overordnede moralske habitus.
I denne liste lægger vi, som sædvanlig, ud med de stærke eksempler og slutter med de sublimt overlegne størrelser, dem som fordrer betingelsesløs kærlighed og nåde.
7: Alex P. Keaton fra ’Blomsterbørns børn’
Vi starter elskelighedsballet med Alex P. Keaton, den unge, kønne og i bund og grund hæderlige republikaner, som udgjorde hjertet i den mageløse amerikanske sitcom ’Blomsterbørns Børn’ (’originalt: ’Family Ties’, 1982-1989). Med Michael J. Fox ved karakter-roret udviklede han sig fra at være en arrogant, elitær og forudsigeligt sirlig teenager til at blive en ung mand med både habitus og integritet, som transcenderer traditionelle værdipolitiske skillelinjer. Alex bliver et helstøbt menneske, særligt grundet hans forhold til den psykologistuderende Lauren Miller (Courteney Cox), og knækker brutalt vores hjerter, da han flytter hjemmefra i seriens sidste afsnit.
6: John Locke fra ’Lost’
Så begynder det langsomt at blive mere alvorligt med figuren John Locke (spillet af Terry O’Quinn), den tragisk-stoiske og nydeligt skallede mand fra ’Lost’ (2004-2010). Hans berettigelse på listen stammer fra kombinationen af en såre tragisk baggrundshistorie med en supersvinagtig far og så hans beroligende, metafysisk tillidsfulde og rolige væsen… Karaktertræk som på paradoksal vis også krydres med hans desperate religiøse længsel. Det er Locke, som opdager den mystiske luge i jorden, det er Locke, som gennemlever hjerteskærende åndelige kriser, og det er Locke, som mere end nogen anden længes efter metafysisk udfrielse: Stakkels, elskelige Locke fortjener bedre.
5: Brian ’Smash’ Williams ’Friday Night Lights’
Nu bliver det speget, for hvad laver spradebassen Smash fra ’Friday Night Lights’ (2006-2011) overhovedet på en liste forbeholdt decideret elskelige størrelser? Nu skal du høre: For ja, Smash er og bliver på mange måder en nævenyttig, storskrydende og egobelastende møgunge, som praler i ét væk – fortrinligt legemliggjort af Gaius Charles. MEN… og det er lige netop det, som afgør sagen: Smash er også, bagved de belastende smaskelyde, larmen og vigtigprås-attituden et hæderligt og godt menneske, som er drevet frem af ét ønske, nemlig at sørge for sin mor, tage sig af sin søster og i det hele taget påtage sig rollen som forsørger i en familie, hvor faderen brillerer ved sit fravær. Alt dette anskueliggøres kun langsomt gennem serien, og det er dén benhårde hengivelse til ansvaret som gør ham så forbandet elskelig.
4: Nate Fisher fra ’Six Feet Under’
Et lidt mere menneskeligt forhold til ansvaret for familien finder man hos Nate fra ’Six Feet Under’ (2001-2005) – den ældste søn i bedemandsfamilien Fisher og omdrejningspunktet i en af verdens endegyldigt bedste serier. Nate (spillet af Peter Krause) er først og fremmest en voldsomt bibelsk skikkelse. Ikke nok med at han er den førstefødte, som forudsigeligt flygtede fra sin fædrene arv og sidenhen blev til en post-moderne variant af den hjemvendte søn. Han er også en sjæleligt søgende og emotionelt udhungret mand, et menneske som aldrig finder hverken lykke eller hvile, men til gengæld ender med at dø uventet og tragisk. Åh, Nate – søde, stakkels, elskede Nate.
3: Ron Swanson fra ’Parks and Recreation’
Så er fanden løs, for hvordan kan vi overhovedet gå fra ond tragedie til morsom komedie? Det kan vi, fordi præmissen slet og ret er at være elskelig, og få figurer i nyere amerikansk tv-historie er objektivt mere elskelige end Ron Swanson fra sitcom-mesterværket ’Parks and Recreation’ (2009-2015).
Nick Offerman skaber uafviselig trolddom med Ron, som udover at være en bevidst lattervækkende og passioneret fortaler for privatisering, afvikling af offentlige myndigheder og alt hvad der lugter bare en smule af hippienonsens og kønsprogressive tanker, også bare er et godt og hæderligt menneske. Ron ønsker nemlig i bund og grund én overordnet ting for alle sine medborgere, friheden til at være i fred og tilsvarende at forfølge, hvilke drømme der nu engang måtte manifestere sig – alt sammen i et kærligt væsen, godt gem væk bag betonbistre miner.
2: Anthony Soprano Jr. fra ’The Sopranos’
Lige så meget styr som macho-Ron har på sig selv og sit indre værdikompas, lige så martret, usikker og aggressivt søgende er Anthony Jr. fra ’The Sopranos’ (1999-2007). Vi følger poden fra de helt unge dage med overvægt og kronisk usikkerhed til dvask teenageladhed og endelig perioden præget af dyb depression og magtesløshed over verdens udvikling. Anthony (Robert Iler) kalder på vores nåde, medlidenhed og dybeste sympati – ikke fordi han som sådan er en klassisk, tragisk skikkelse, men fordi han ønsker mere af livet, fordi han drages af det onde, men også døjer med samvittighedskvaler, når han indlader sig til nedrige handlinger, og endelig fordi han bare ønsker at slippe for livets knusende tomhed. Stakkels, dejlige A.J. – gid det vil arte sig for dig.
1: Dr. Gaius Baltar fra ’Battlestar Galactica’
Men den absolut mest emotionelt elskelige størrelse er og bliver en forrykt ulidelig figur, nemlig Dr. Gaius Baltar fra sci-fi perlen ’Battlestar Galactica’ (2004-2009). Hvad fanden er nu det for noget, råber sure læsere måske, men i elskeligheds-parametret ligger der ikke automatisk en forloren fordring om moralsk habitus eller utvetydig godhed. For Gaius (mesterligt varetaget af James Callis) er på mange måder en overdreven skidt karl: Han er egoistisk, klynkende, pralende, usikker, opportunistisk og bare sådan helt generelt frygtelig. Men der er noget ved den helt igennem rædselsfulde mand, som alligevel påkalder sig ikke kun sympati, men også ømhed og kærlighed. For Gaius er ikke ond (måske lige hans skyld i menneskehedens undergang gemt sådan lidt af vejen), men derimod bare et sølle og menneskeligt væsen, en skabning som langsomt, men sikkert, aner noget derude i horisonten, noget gyldent og dyrebart hinsides de profane glæder. Dén bevidsthed og dén modvillige bevægelse er om noget … elskelig.
Rosinen i pølseenden: Phil Dunphy fra ‘Modern Family’
Men der må og skal også være plads til lige en enkelt mere, en mand som mere end nogen anden familiefar legemliggør elskeligheden sublimt, nemlig Phil Dunphy – den overdrevent dejlige, venlige, varme, frygteligt uncoole, betænksomme og uendeligt kiksede far fra Modern Family (2009-). Udover at være leveringsdygtig i den ene mere pinlige bemærkning og tanke efter den anden, så er han også, og det er lige netop det karaktertræk som gør udslaget, uendeligt passioneret overfor næsten alt – uanset hvor ømt det ret beset er. Hans kejtede og usædvanligt fjogede smil smelter alt på hans vej, og når man så kombinerer det med hans dybe længsel efter at være der, sådan rigtigt at være der, for hans familie og dem som han møder på sin vej, så har man et monument over elskeligheden.
