Det kørte skidegodt for moi Caprice i 2000’erne. Indierockbandet med rødder i Nordjylland var startet op under det vidunderligt gymnasierock-agtige navn Concrete Puppet Frog, blev til moi Caprice og udgav fra 2003 til 2008 fire anmelderroste albums, var nomineret til en stribe musikpriser, udkom i udlandet, spillede bunkevis af koncerter og var Ugens Uundgåelige på P3. Og så – midt under indspilningerne til bandets femte album –forsvandt moi Caprice ligesom bare.
moi Caprices forsanger og sangskriver Michael Møller fortæller:
“Der var lidt en fornemmelse af, at det for første gang gik lidt ned ad bakke, da vi udgav vores fjerde plade. Salgstallene for de tre første var bare steget og steget, men her dykkede de, og ‘We Had Faces Then’ havde ikke de der hits, der gør, at man rent faktisk kan tjene penge på et album. Samtidig havde alle i bandet gang i alle mulige andre ting, to spillede med Choir of Young Believers, som bommede lige der, en spillede med I Got You On Tape, en var i gang med en uddannelse og havde lige fået barn. Og jeg havde lige kastet mig over et soloprojekt … der var ikke rigtigt samme dedikation længere.”
moi Caprice gik aldrig formelt og officielt i opløsning. Men opløsningen skete alligevel langsomt og sikkert.
“Vi var i øvelokalet og indspillede nogle demoer. Men der manglede nogle ambitioner for, hvor vi skulle hen, og de sange, vi fik lavet, var ikke på niveau med det, vi havde udgivet før. Efterhånden blev øverne mere og mere sjældne, og det hele disintegrerede bare. Men vi fik den aldrig rigtigt lukket ned, og det var egentlig helt vildt utilfredsstillende. Især fordi moi Caprice er et projekt, jeg har arbejdet på, siden jeg var 18,” siger Michael Møller.
Fred for ringende telefoner
Men – for der er heldigvis et men i denne historie – i 2018 skete der noget. I mediebyen på Roskilde Festival en sen lørdag nat stødte Michael Møller tilfældigt på moi Caprices eks-trommeslager Casper Henning Hansen, som han ikke havde set i flere år. De to kom til at snakke om bandet, og at det kunne være fedt at lave noget igen. Det var ikke en af den slags samtaler, man har på Roskilde Festival kl. 3 om natten, som alle har glemt dagen efter. I efteråret tog Michael Møller og Casper Henning Hansen til Sverige, nærmere bestemt en ødegård, der tilhører bandet The William Blakes.
“Det er en fantastisk ødegård. Altså, den er ikke som sådan synderligt charmerende, faktisk er den ret forfalden. Og den ligger i en lille, egentlig heller ikke specielt charmerende by. Men den er totalt isoleret. Der er ikke internetforbindelse, der er ikke engang telefonforbindelse. Hvis man skal tjekke sin mail, skal man sætte sig ind i bilen og køre ind til den nærmeste “by” og så sidde på en parkeringsplads og læse mails. Derhjemme bliver man hele tiden afbrudt, så skal man hente et barn, så har man lige lovet en ven at hjælpe med et eller andet, så ringer telefonen og så videre,” fortæller Michael Møller.
Den totale isolation virkede. I to omgange i Sverige fik Møller og Hansen skrevet numre til moi Caprices femte album, ‘Becoming Visible’, der netop er udkommet. 12 år efter forgængeren ‘We Had Faces Then’.
Blandt inspirationskilderne er den græske sagnskikkelse Orpheus, en digtsamling af Philip Lamantia, historien om Dr. Faustus, samples af den amerikanske komponist Morton Feldman og intromusikken til ‘Stranger Things’. Michael Møller er meget bevidst om, at det – måske undtaget ‘Stranger Things’ – kan lyde en kende prætentiøst.
“Jeg ved det godt, men altså … jeg har læst litteraturvidenskab, så mit hoved er altså bare fyldt med digte og store tanker, så inspirationen kommer tit derfra. Jeg synes, det er sjovt at lege med historien om Dr. Faustus, som sælger sin sjæl til djævelen – bare fordi, det er en spændende historie. Men når man begynder at sige, at man har hentet inspiration fra Thomas Mann, så lyder det prætentiøst. På samme måde: Når jeg har samplet musik fra en avantgardistisk New Yorker-komponist, så lyder det prætentiøst at tale om det, men er ikke prætentiøst at gøre det. At sample klassisk musik handler om, at der er nogle klange, jeg ikke kan finde andre steder. Sigtet er aldrig prætentiøst – det var det nok ved vores første plade. Der kunne jeg også godt lide at fortælle om de her ting, nu gør jeg det bare fordi, det er det, der virker.”
Michael Møller tænker lidt og fingerer ved en kop meget lidt prætentiøs sort kaffe, som baristaen insisterer på at kalde americano uanset, hvor meget man selv siger “sort kaffe”.
“Jeg kan bare godt lide alvorlig musik. Og det har nok været fællestrækket ved al den musik, jeg har lavet med moi Caprice og i andre sammenhænge. En vis melankoli, en vis seriøsitet, en vis tristesse. Som måske er lidt paradoksalt, for jeg synes ikke, at jeg er noget specielt alvorligt menneske. Men den musik, der interesserer mig, er bare altid seriøs og melankolsk. The Strokes er f.eks. et fint band, men det der attitude-rock siger bare ikke mig noget. Det fascinerer mig, når de store følelser kommer frem. Også selv om det nemt kan kamme over og bliver helt Celine Dion-klæbrigt.”
Musikalsk patchwork
Når Michael Møller fortæller om at skrive sange, er det en skønsom blanding af noget med nogle samples, noget med at prøve ALLE lyde i en syntheseizer af, noget med et beat Casper Henning Hansen havde lavet, noget med en gammel stump tekst, han lige kom i tanke om, førnævnte ‘Stranger Things’-tema og alt muligt andet, der får enhver moi Caprice-sang til at lyde som et puslespil, der er samlet af brikker fra syv forskellige spil, som alligevel ender med at passe sammen.
LÆS OGSÅ:
“Det er sådan lidt patchwork-arbejde. Det at lave musik i dag – især når computerne er kommet ind i billedet – er meget en tæmning af tilfældigheder. Det er som at have en masse kasser, en er fyldt med LEGO-klodser, en er fyldt med elefantsnot, en med papir, og så kan man sætte det sammen på alle mulige måder. Jeg fylder de kasser op hele tiden, så jeg aldrig går i stå,” siger Michael Møller og fortsætter:
“Jeg arbejder selvfølgelig ud fra min intuition, men intuition har det også med at føre en de samme steder altid. Ligesom fugle, der flyver til det samme sted i Afrika hvert år og så flyver tilbage til det samme sted i Danmark. Hvis jeg sætter mine fingre på et klaver, ved jeg næsten på forhånd, hvor de søger hen. Så det kan være spændende at arbejde med samples, som jeg har pitchet rundt, så det er ukendeligt – måske med to toner i ét sample. Bare for at skabe en lydkilde, som jeg lidt mister kontrollen over. Og som alternativ til at sætte sig ved klaveret og håbe, at der dukker et eller andet op. Jeg har svært ved at stable noget op fra ingenting.”
Resultatet af klippe-klister-arbejdet er en plade, der på én gang lyder som noget nyt og én gang, som om moi Caprice aldrig har været væk.
“Jeg synes, at det er lykkedes – bedre end jeg regnede med – at lave noget, der lyder som en naturlig femte plade. Det ville være underligt at komme tilbage efter så mange år og så pludselig lyde som et helt andet band, men vi gad virkelig heller ikke at lave en kopi af os selv. Jeg elsker f.eks. The Cure fra før 1992, men nu lyder de som om et andet band, der gerne vil lyde som The Cure. ‘Bloodflowers’ er en plade, der gerne vil være ‘Disintegration’, men bare ikke er det. Det er utroligt uinspirerende at lytte på. Jeg føler, at der er ting på ‘Becoming Visible’, der aldrig har været på moi Caprice-plader før, og det er jeg ret stolt af, og så er der også numre, som lige så godt kunne have været på en af de tidligere plader,” siger Michael Møller.
Hellere udvikle end afvikle
moi Caprice skal i forbindelse med det nye album rundt i landet i marts og april og give koncerter. Så skulle man måske tro, at Michael Møller næsten ikke kan være i sig selv af bare forventning. I så fald tror man forkert. Han glæder sig til at komme ud og spille, men…
“Jeg ved godt, det lyder underligt, men for mig er det sjove forbi nu. Altså, jeg glæder mig til at spille koncerter, men for mig er det allersjoveste at lave musikken. Jeg gik helt død på de lange turnéer i gamle dage. Jeg kan godt lide at spille et nummer 20 gange, men så begynder det også at blive kedeligt. Så en turne med 50 jobs kan godt blive lidt lang. Det er sjovt i starten, når man stadig arbejder med nummeret for at finde ud af, hvordan det fungerer bedst live, men når man er færdig med at skabe, bliver det uinteressant for mig. Min passion ligger i at lave musik. Jeg føler mig ikke som musiker, jeg føler mig som sangskriver. Jeg kan slet ikke få nok af at sidde og skrue på en syntheseizer og lege med lyde. Det er det, jeg er i gamet for. Hvis det kun handlede om at spille koncerter, var jeg i anden branche. Det øjeblik et nummer er færdigt, er det på en eller anden måde dødt. Jeg kan meget bedre lide, når man åbner alle muligheder op,” siger Michael Møller, tager igen en tænkepause og fortsætter så.
“Det har sikkert haft en pris. Måske havde vi været et meget større navn, hvis jeg havde været meget mere fokuseret på at få vores musik ud over rampen. Men det der med at sidde og lave social media-kampagner og optræde på hvert eneste bibliotek, der vil booke mig… det er bare ikke der, mit hjerte ligger. Jeg vil egentlig bare gerne videre med nogle nye sange. Det glæder jeg mig til gengæld helt vildt til.”
Han glæder sig så meget, at han er parat til både at love og sværge på, at moi Caprice ikke snupper 10 års pause igen lige med det første.
“Nej nej, vi er tilbage. Nu skal vi på turné, og så er jeg ret sikker på, at vi skal lave en plade mere. Der kommer formentlig en EP allerede til efteråret.”
