Hvad forbinder du med sommer?
Det, der står klarest for mig, er vores sommerhus i Hornbæk. Men også turen op til Rudolph Tegners Museum, hvor vi spiser toast og ser på får. En iskold dukkert på stranden, hvor det har taget mig fyrre skrækslagene minutter at komme i. Minigolf og hyldebuske. Myggestik og Grisen til og fra Helsingør.
Hvad glæder du dig allermest til, at der skal ske i løbet af sommeren?
Jeg glæder mig allermest til at opleve min søn opleve sommeren for første gang i hans liv. Han er et år gammel, og jeg ser virkelig frem til at se ham kravle rundt i græsset og plukke en lille mælkebøtte og pege på en fugl og grine. Efter jeg har fået et barn, så oplever jeg det hele på ny. Alt det, jeg har glemt fra min barndom og ikke har skænket en tanke i mine unge år, bliver pludselig friskt igen, fordi jeg ser det gennem min søns øjne. Det er fuldstændig vidunderligt.
Hvor skal du hen til sommer?
Vi skal bare være hjemme i dejlige Danmark. Sommeren herhjemme er den allerbedste tid på året, og når vi er så privilegerede at have et sommerhus, så er der ikke et andet sted i verden, jeg kunne tænke mig at være end lige dér sammen med min familie. Hvis vi er så heldige at have råd til rejser, så plejer vi at lægge dem i januar eller februar, hvor det alligevel er koldt og gråt.
Hvem skal du være sammen med?
Nok mest min kæreste Nima og vores søn Monty. Han starter i dagpleje til august, så lige nu suger jeg hvert et sekund med ham til mig. Jeg kommer ud af en kæmpemæssig familie, så jeg skal nok også hænge rigtig meget ud med min mor, far, brødre, søstre og vores sorte puddelhund Basse, som plejer at være ved at afgå ved døden hver sommer.
Frida Brygmann
Født i 1991 og bor i København sammen med kæresten Nima, sønnen Monty og hunden Basse
Manuskript- og børnebogsforfatter og mest kendt for børnebøgerne ’Minimund’ og ’Tyggegummidamen & andre historier’, der er skrevet sammen med forfatter Thomas Korsgaard
Hvilken ret eller råvare er indbegrebet af sommer for dig? Og hvad skal den skylles ned med?
Tomatmaden er én af de helt store tilbagevendende succeser. Men også hønsesalt på ristet rugbrød og fiskefilet med masser af remo hører hjemme om sommeren. Og så glæder vi os til noget så kedeligt som at drikke koldt vand fra vandhanen. Hornbæks vand er jo kendt for sin høje kvalitet. Det siges, at Simon Spies fik det fragtet hele vejen ind til sin lejlighed i København.
Er der en bog, du særligt glæder dig til at læse, eller et musiknummer, der skal spilles på repeat?
Jeg glæder mig rigtig meget til at læse Tine Høegs ’Sult’. Og så tror jeg, at vi må slippe børnesangene fra Popsi og Krelles Youtube kanals jerngreb og rykke markant videre over til Sigurds Barrets bibelsange.
Findes der en særlig gammel hat, klipklapper fra gemmeren eller en farverig kjortel, som du glæder dig til at have på?
Jeg skal have mine lyserøde H2O sandaler på hele sommeren. Da jeg var gravid og månederne efter, havde jeg så meget vand i fødderne, at jeg gik fra en sød størrelse 38 til en stor størrelse 42. Men nu er jeg tilbage i samme gamle størrelse og kan endelig påføre mig de dejlige sandaler.
Har du et godt ferieminde, eller en anekdote?
Jeg ved ikke, om det var en såkaldt god oplevelse, men det står stærkt i min erindring. Min kusine og jeg var på Roskilde festival i 2012. Det var en gigantisk fiasko! Vi havde købt et lille tomands telt, som vi slog op på en stejl bakkeskråning, eftersom vi kom tre dage for sent, og alle de gode teltpladser for længst var taget.
Vores to store rullekufferter optog, hvad der svarer til to sengeplader, så vi lå med hovederne hælende nedad alt, alt for tæt i en forfærdelig forfatning. Om aftenen brækkede jeg mig til en koncert og slog mit ben, og dagen efter tog vi hjem i silende regnvejr som mislykkede festivalgængere med kæmpe moralske tømmermænd. Vi havde dog et dybtfølt grineflip på vej hjem i bussen, hvor tårerne trillede ned ad kinderne, og det var det hele værd.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️