– Hvor ville jeg ønske, jeg ikke begærede mænd!
Sætninger a la den har jeg hørt oftere og oftere det sidste stykke tid – som regel sagt højt af kvinder, der af den ene eller anden grund har slået sig på det heteroseksuelle parforhold eller datingmarked. Det er nok ikke en ny ting, at kvinder kan have det sådan, men nu har et begreb for kvinders aversion mod (nogle) mænd og især det heteroseksuelle parforhold bredt sig som en steppebrand.
Begrebet ”heteropessimisme” omtales nu i dagblade, magasiner, på sociale medier, i reddittråde og ikke mindst blandt de kvinder, jeg møder på min vej.
Heteropessimisme er hvis ikke først så i hvert fald utrolig godt beskrevet i et essay af Asa Seresin allerede i 2019. Kort sagt definerer han begrebet som en ”performativ” skuffelse eller ligefrem skam over at ønske sig et heteroseksuelt parforhold eller være i et.
Skuffelsen og skammen er især rettet mod mænd og alt det, der følger med at være i en romantisk relation til én. Et af de eksempler, Seresin nævner, er et tweet af Solomon Georgio (som blev retweetet 23.000 gange og fik 142,000 likes): “Today is a reminder that if homosexuality was a choice, there would be 2, maybe 3, straight women left after today”. Det var i forbindelse med sexisme- og overgrebssagen mod Brett Kavanaugh i 2018, men afarter af den sætning har jeg hørt en del siden.
Som Seresin så rigtigt skriver, er essensen af heteropessimisme en italesættelse af det heteroseksuelle parforhold som et fængsel. Heteropessimistiske kvinder ville ganske enkelt ønske, de kunne slippe for at begære mænd, elske dem eller være i et parforhold med dem. Måske endda overhovedet være tæt på dem.
Hvorfor? Simpelthen fordi der følger for meget dårligt med. Statistikkerne taler da også sit eget tydelige sprog; alle ulemperne (eller direkte farlige konsekvenser) ved at være i et forhold mand/kvinde har femina blandt andet skrevet en masse om. Et par stikord er for eksempel mental load, orgasmekløften og i den helt skrækkelige ende partnerdrab.
Og tro mig, jeg forstår kvinders heteropessimisme og ikke mindst de bagvedliggende patriarkalske strukturer og kønsnormer, der ligger til grund for den. Jeg har efterhånden oplevet det meste og selv skrevet mangt og meget om det (her og her og her og her for eksempel).
Jeg er heller ikke i tvivl om, at der er noget fundamentalt galt i den dynamik, man ofte finder mellem en mand og en kvinde i et parforhold. Det skal jeg være den første til at slå på tromme for og tale om – og det gør jeg i den grad også i det daglige, hvor jeg byder enhver samtale om lige præcis det velkommen. Og heldigvis (!) oplever jeg også, at vi taler mere og mere om det.
Det skete til eksempel igen forleden dag. Jeg talte med en kvinde om, hvordan mange kvinder i vores omgangskredse efterhånden er erklærede heteropessimister og flere endda har fravalgt det heteroseksuelle parforhold, hende selv inklusiv. Vi så også skilsmisser på stribe! Samtalen flød, den var underholdende og interessant, men jeg frygtede også, at det var et spørgsmål om tid, før hun ville sige det, jeg hører heteroseksuelle kvinder ytre så ofte:
– Hvor ville jeg ønske, jeg ikke begærede mænd!
Og det overraskede mig heller ikke det mindste, da sætningen efter fulgte. Den sætning hører jeg nemlig også oftere og oftere. Sætningen er i sin essens denne:
– Gid jeg kunne være kærester med en kvinde.
Som sådan forstår jeg godt kalkulen: Der er en hel del ulemper ved at være i relationer med mænd, så løsningen må vel være at indgå i et lesbisk forhold. Her er ens kærlighed ikke underlagt de patriarkalske kønsroller, her er man fri fra samfundets forventninger til én som kvinde (og mand), her er man lige og fri for patriarkalske benspænd. Man kan tale reflekteret og velformuleret om følelser, mens man hånd i hånd handler, laver madplan, støvsuger, vasker tøj, tager initiativ til aftaler og husker fødselsdage. Man kan endda få præcis det samme antal orgasmer og aldrig fake, når man kommer. Det lyder jo som drømmen!
I en række artikler, blandt andet denne i Weekendavisen, bliver det da også sandsynliggjort, at kvinder tilvælger det lesbiske parforhold som følge af en skuffelse over det heteroseksuelle. Her antages det, at et lesbisk parforhold må være at stræbe efter – kvinden jeg talte med forleden, er et godt eksempel på det. Underforstået: Stakkels os kvinder, der død og pine ikke kan tænde på en kvinde og må tage sig til takke med mænd. Heldige asener er de kvinder, der kan.
Nå, men jeg er så en af de kvinder, der kan. Mens jeg skriver dette, har jeg været sammen med min kæreste i et halvt års tid. Hun er en kvinde, ja, og jeg blev forelsket i hende, fordi hun er sig selv med alt, hvad der hører med. Jeg kan udefra set ligne en af dem, der er blevet ”lesbisk med vilje”, som Weekendavisen blandt andet skriver – især efter at have skrevet et hav af (ofte kritiske) klummer om mine romantiske relationer til mænd.
Sandheden er dog en anden. Siden, jeg ikke var særlig gammel, har jeg vidst, at jeg begærede og forelskede mig i mennesker. Jeg kunne aldrig finde på at sige, at jeg var ligeglad med et menneskes køn, for selvfølgelig er det med til at definere dette menneskes gang på jord, uanset om personen er blevet tildelt det rette køn ved fødslen eller ej. Men et bestemt køn er ikke afgørende for mit begær. Jeg svinger ikke bare begge veje, kan man sige. Nej, jeg svinger faktisk hele skiven rundt.
Det har jeg imidlertid sjældent udtalt mig om. Det sker stadig, at jeg nævner min kærestes navn og mødes med rynkede bryn, et lille smil og spørgsmålet ”er det ikke første gang, du er sammen med en kvinde?” Nej, det er det bestemt ikke, men jeg har bevidst undladt at tale for meget om det offentligt, ligesom jeg så vidt muligt har holdt mine relationer til kvinder privat.
Årsagen til det er netop en del af forklaringen på, hvorfor jeg slår mig på heteroseksuelle kvinder, der siger sætninger a la ”Gid jeg kunne være kærester med en kvinde”. Tro mig, jeg forstår godt jeres skuffelse, sorg og forståeligt nok voksende vrede over mænd og heteroseksuelle dynamikker. Denne klumme er blot et forsøg på hvis ikke at forklare, så i hvert fald nuancere, hvorfor et stort ubehag vækkes i mig, når en heteroseksuel kvinde i værste fald glamouriserer det lesbiske parforhold.
Det skal ikke blive en konkurrence om, hvilke statistikker der er værst, men for mig har statistikkerne for et liv som biseksuel i forhold til heteroseksuel fyldt en hel del. Denne statistik er det tætteste, jeg kan finde på noget, der omhandler min seksualitet.
Jeg ved for eksempel:
… at biseksuelle mistrives mere i det daglige.
… at biseksuelle er dårligere stillet på arbejdsmarkedet.
… at det i gennemsnit koster en biseksuel kvinde 50.000 kr. om året i løn at være åben om sin seksualitet på arbejdspladsen.
… at en højere andel af biseksuelle kvinder bliver indlagt på psykiatrisk afdeling.
… at biseksuelle oplever diskrimination mere end dobbelt så meget i det daglige.
… at biseksuelle er i større risiko for at blive udsat for vold.
Det er kun toppen af isbjerget, man kan dykke ned i flere danske statistikker her, og der findes desværre også utrolig grelle tal for eksempel transpersoner og homoseksuelle. Foruden det kunne jeg også nævne manglende repræsentation over en bred kam, populærkulturens fremstilling af LGBTQ+-personer og meget andet, men pointen er den samme. Der er simpelthen stadig lang vej igen, når det kommer til LGBTQ+-personers trivsel og vilkår, og det gælder også i Danmark.
Er jeg stolt af mere eller mindre bevidst at have maskeret mig bag en heteroseksuel facade? Nej da. Men al statistik og erfaring har i mit 32 år lange liv bekræftet mig i, at der kan være en god pointe i det. Da jeg mødte min kæreste, vidste jeg imidlertid, at jeg ikke længere kunne gå og putte med det, som mine venner og familie længe har vidst.
Min tid som heteroseksuel grænsende til heteropessimistisk klummeskribent er slut, ja, men det er for mig at se en mindre detalje i det store regnskab. At være sammen med min kæreste har været livsforandrende, mest på den bedst tænkelige måde, men en konsekvens af vores kærlighed er også, at jeg efterhånden blandt andet er ved at vænne mig til altid at scanne et rum, inden hun og jeg går ind i det. I værste fald handler det om vores sikkerhed. I ”bedste fald” handler det om en vished om, at vi larmer med vores seksualitet.
Vover jeg at kysse hende her? Tage hende i hånden? Lægge en hånd på hendes knæ? Eller bare fortælle, vi er kæreste? Det seneste halve år har jeg måtte forlade et selskab, en butik, en restaurant eller et transportmiddel flere gange, end jeg tilsammen har gjort i hele mit liv. Jeg er blevet stirret mere på. Råbt mere ad. Piftet ad. Eller mere eller mindre direkte fået at vide, at min kærlighed var aparte eller ulækker.
Når min kæreste og jeg taler om ferier, vi gerne vil på, er der en række lande, vi ved, vi aldrig kommer til at besøge. Jeg er også vagtsom, når jeg nævner hende over for nogen, jeg ikke kender. Ligesom jeg kan mærke en lille utryghed ved at skrive den her klumme. Kommer det for eksempel til at koste mig 50.000 kr. om året at have skrevet den? Lad mig sige det helt enkelt: Da min kæreste flyttede ind i mit hjerte, gjorde utrygheden det også. Det er ikke hendes skyld eller min skyld. Det handler om noget udenfor vores kontrol.
Når jeg hører heteroseksuelle kvinder sige, de ville ønske, de kunne være sammen med en kvinde, har jeg derfor lyst til at slå i bordet og sige: Tro mig, det vil du ikke. Jo, det kan godt være, at mental load, sexisme og andre forfærdelige ting som orgasmegappet og hvad ved jeg ikke på samme måde findes. Til gengæld findes alt det ovenstående.
Det er helt okay og for mig at se forståeligt at tale højt om sin heteropessimisme. Det er helt cool at sige højt, at man er træt af at forelske sig i mænd. Og det er vigtigst af alt utrolig nødvendigt, at vi taler om de skæve dynamikker mellem kønnene i parforhold og generelt.
Men når det så er sagt: Så længe, jeg skal tænke i hvert fald to (som regel tre) gange over, om jeg tør tage min kæreste i hånden i det offentlige rum eller skrive en klumme som denne om min kærlighed til hende, vil jeg ikke høre mere længselsfuld, unuanceret snak om, hvor meget heteroseksuelle kvinder ville ønske sig, at de kunne begære en kvinde. Er jeg lesbisk med vilje? Tja, jeg tror faktisk mest, jeg er det på trods.
Og nå ja, apropos mental load: Jeg har ikke tømt min opvaskemaskine, siden jeg mødte min kæreste. Måske det er på tide, vi også taler om parforholdsdynamikkerne hjemme hos os? Men det hører nok en anden klumme til.
