Hvis du har hang til lycra, lange cykelturer på landevejen og savner somre på sofaen til lyden af Jørgen Leth, så bør du nok sætte et stort fedt kryds i kalenderen den 8. marts.
På en af årets første forårsdage slår mikrobryggeriet Mikkeller nemlig dørene op til deres nye belgiske cykelbar, Koelschip Cycling Café, der åbner i det københavnske Stefansgadekvarter lige ved siden af mikrobryggeriets ølbar, Mikkeller & Friends.
Hos Koelschip Cycling Café kan byens cykelmyg samles om det Bruxelles-inspirerede ølkort og cykelsport på storskærm. Lycra er valgfrit.
– Vi synes, der manglede en cykelcafe i København. Et sted, hvor man kan drikke frisk pilsner og belgisk gueuze, spise pomfritter og se Mads P. tørre røv i en hollænder på de flamske brosten. Vi kommer til at vise alle de største løb og håber på at blive en nyt samlingssted for den voksende skare af danske cykelfans, siger grundlæggeren af Mikkeller, Mikkel Bjergsø, i en pressemeddelelse.

Ølbarens navn er en reference til de åbne kar kaldet Koelschip, der er en del af traditionelle, belgiske fermenteringsprocesser.
På åbningsdagen viser ølbaren det italienske cykelløb Strade Bianche kl. 14, men hvis man er hurtig på landevejen og når frem inden da, er der fra kl. 12 gratis øl til de første 100 gæster.
Koelschip Cycling Café, Stefansgade 35, 2200 København N