Glenn Close
PR-foto Netflix

Kaninkogende superstjerne: Glenn Close er beviset på, at din karriere godt kan tage fart igen efter de 70

Biografaktuelle Glenn Close er den mest Oscar-nominerede nulevende skuespiller, som faktisk aldrig har vundet den gyldne statuette. Men spørgsmålet er, om den nye Netflix film ’Hillbilly Elegy’ endelig kan bryde hendes Oscar-forbandelse? Vi tegner et portræt af den succesfulde skuespiller her.

Med sine syv Oscar-nomineringer er Glenn Close absolut ingen letvægter i Hollywood. Tværtimod betragtes hun som en af sin generations bedste skuespillere.

Mange kender hende som den kaninkogende Alex Forrest, der bestemt ikke ville lade sig ignorere af Michael Douglas i ’Fatal Attraction’ (1987). Men udover den ikoniske femme fatale-rolle har Glenn Close spillet med i en perlerække af succesfulde film, serier og teaterproduktioner. Tænk bare på ’Verden ifølge Garp’ (1982), ’Farlige Forbindelser’ (1988), serien ’Damages’ (2007-2012) og en forrygende Cruella de Vil i ‘101 Dalmatinere’.

Her ses Glenn Close (t.v.) i en dramatisk scene sammen Amy Adams. Foto: Netflix

Men på trods af alle de store roller har Glenn Close gang på gang måtte sidde tilbage som bænkevarmer, når det var tid til The Oscars.

Tilbage i 2019 pegede alt ellers på, at Glenn Close endelig ville blive belønnet med den prestigefyldte pris. Hun var nomineret for sin fremragende og anmelderoste præstation i rollen som den velskrivende kongemager Joan Castleman i filmen ’The Wife’. Desværre for Close snuppede Olivia Colman prisen lige for næsen af hende, da Colman modtog prisen for sin rolle som Queen Anne i den prisvindende film ’The Favourite’.

Oscar-jagten sættes ind

Det bliver bare aldrig Closes tur. Eller gør det?

På torsdag har den nye Netflix-film ’Hillbilly Elegy’ premiere i udvalgte biografer, inden den kommer til streaming på Netflix 24. november 2020. Filmen er baseret på en biografi af samme navn, der tidligere har toppet New York Times’ bestsellerliste.

‘Hillbilly Elegy’ er historien om den tidligere marinesoldat J.D. Vance (Gabriel Basso), der studerer jura på Yale og er tæt på at lande sit drømmejob. En familiekrise kommer dog i vejen og tvinger ham til at tage tilbage til det barndomshjem, han ellers har prøvet at glemme.

Her må J.D. navigere rundt i komplekse familieforhold, herunder et lettere anstrengt forhold til sin mor Bev (Amy Adams), der kæmper med sit misbrug, samt minder om sin ukuelige og knivskarpe bedstemor Mamaw (Glenn Close), der passede ham som barn.

Skønt filmen ikke har haft premiere endnu, har både Glenn Close og hendes medspiller Amy Adams oplevet vild Oscar-buzz.

Særligt den nærmest uigenkendelige Close fik mange roser med på vejen, efter traileren blev udgivet, hvilket satte yderligere gang i Oscarrygterne.

Adams har selv til gode at vinde en Oscar på trods af sine seks nomineringer. Men med sine bare 46 år har Adams ikke i samme grad tiden imod sig.

Close er utraditionel for Hollywood

Glenn Close er nu 73 år, og selvom hun er yngre end den nyvalgte 77-årige amerikanske præsident, Joe Biden, har Close ikke karrieren foran sig på samme måde som Adams.

Men historien om skuespilleren Glenn Close er ikke bare en fortælling om en lang og glorværdig karriere. Nej, det er optimistisk fortælling om, at din karriere godt kan tage fart igen efter din 70-års fødselsdag.

For Glenn Close har om nogen gang i karrieren, og hun har haft en række store og komplekse roller de senere år. Tænker man på, hvor få kvinderoller, der er i Hollywood efter ens 40-års fødselsdag, er det i sig selv bemærkelsesværdigt. 

Når Close selv bliver spurgt til sin alder, fortæller hun, at hun er i sin bedste alder og aldrig har følt sig mere sexet.

Her er et hyggeligt morgenmadsbillede fra Glenn Closes instagramprofil

Det er ikke kun på filmlærredet og de skrå brædder, at man kan se Glenn Close for fuld udblæsning. Close har nemlig en Instagramprofil. Det er i sig selv måske ikke så usædvanligt for en Hollywoodstjerne. Men på sin Instagram deler Close meget ud af sig selv. Alt fra fjollede billeder og familiefotos til politisk aktivisme og større refleksioner. Hun har selvfølgelig også lavet en konto til sin lille, søde hund Pip.

En hund, som hun har med alle steder, og som ofte stjæler fokus på den røde løber. Når man (som jeg) ihærdigt følger med på Glenn Closes Instagram, bliver det tydeligt, at hun er den mormor, du ville ønske, du havde.

Et ekstra es i ærmet

Glenn Close er altså ifølge sig selv i sin prime og måske på vej mod sin første Oscar. Men hvad gør hun, hvis forbandelsen ikke bliver hævet, og hun må indkassere endnu et nederlag?

Heldigvis har Close en backup-plan. Hendes anmelderroste og Tony-vindende rolle som Norma Desmond kan måske ende i en statuette, når hun spiller hovedrollen i filmatiseringen af musicalen ’Sunset Boulevard’.

Det er til dato Glenn Closes største teaterrolle, som hun har spillet flere gange gennem sin karriere – både på Broadway og i West End. Så selvom Close måske har sin alder imod sig, er det alt for tidligt at dømme hende ude i Oscarkapløbet – selv hvis det skulle glippe den her gang.

Vurdér selv, om det endelig vil lykkes Glenn Close at bryde sin Oscarforbandelse. Se traileren til ’Hillbilly Elegy’ her:


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics