Jeg føler ikke, jeg passer særligt godt ind i disse Marie Kondo-tider, hvor tidsånden længe har været, at vi skal bo minimalistisk, opryddeligt og moderne.
Jeg er en samler. Det har jeg altid været. Jeg samler ting og knytter mig til dem i en grad, jeg ikke har set hos andre på min alder. Det har stået på så længe, jeg kan huske. Det har ikke altid været et problem, eller det har det måske, men først på det seneste har jeg erkendt det.
Tingene vokser mig over hovedet nu. Det vil min kæreste også skrive under på. Boede jeg alene, kunne jeg slippe afsted med meget, men nu bliver jeg ofte konfronteret med mit “rod”, som jeg egentlig ikke selv vil kalde det. Det er mine ting, og jeg holder af dem, og nu er der tilfældigvis bare ikke længere plads i skabene og på loftet.
Det er således forbundet med et vist rod, det med at være samler. Og det er altså alt muligt fra gamle noter over turistbrochurer fra en tur i en grotte i Østrig i 1998 til hotelcremer fra Indien i 2004 og samtlige kompendier fra studietiden for bare at nævne en brøkdel. Ja, så er det en slags besættelse eller forbandelse.
Er det så bare rodet, der er problemet, spørger jeg mig selv? Ting i sig selv er jo ikke en forbandelse. Det kan også være en velsignelse. Havde man alle tingene ordentligt arkiveret som på f.eks. et museum, så kunne man slå op i sine optegnelser, eller et andet system, hvor man havde arkiveret ting, det lille sysæt for eksempel som sidst blev brugt, da en knap var faldet af en cardigan i 2017, kan findes. Det ville jo være rart, når man her i 2023 sidder med en lignende situation og mangler nål og tråd. Hvis jeg kunne finde tingene, ville de jo være brugbare.
Jeg ved bare ikke, hvor mine ting er, når jeg skal bruge dem. Men jeg ved, at de er der, for jeg smider jo aldrig noget ud. Så det er klart, det kræver plads at have både mange ting og orden. Glyptoteket i København og The Met i New York er jo ganske store. Men selv der ved jeg, at tingene kan blive væk. Så problemet med mange ting er åbenbart ganske komplekst.
Museumssammenligningen kan i øvrigt fortsætte, da et museum også lever af ting og fortællinger. Mine ting fortæller ligeledes en historie. Og den historie indebærer mere end, hvad tingene kan bruges til.
Selvfølgelig er en stor del af tingene brugbare, men jeg er ofte så bange for at bruge dem, bange for at de bliver slidt eller går i stykker, at jeg alligevel ikke bruger dem. Og der har vi jo så ironien, at så lever jeg alligevel, som om jeg ikke ejer ting. Så enten er tingen, jeg skal bruge væk, eller også er jeg bange for at bruge den. Jeg kan godt selv høre, hvor fjollet det lyder.
Men det er jo også det, jeg siger. Det er blevet et problem. Et problem, der tager overhånd, og som jeg skal løse.
Mine ting er levende – med minder
Allerede som barn knyttede jeg mig meget til ting. Jeg personificerede dem, som jeg senere lærte i danskundervisningen, at det hed. Det er nok ikke noget, der er særligt for mig, mange børn knytter sig meget til en bamse eller lignende og bliver ulykkelige, hvis den forsvinder.
Hvis jeg var med mine forældre på lossepladsen og fandt noget, der ikke var for ødelagt, så kom det med hjem og fik et nyt hjem hos mig. Det gjaldt også med naboers storskrald eller loppemarkeder i fritidsklubben eller på skolen. Gammelt legetøj kunne få et nyt hjem hos mig, selv da jeg var for gammel til det.
Et eksempel på denne personificering, som står tydeligt, er, at jeg som barn havde et meget nært forhold til vores Mitsubishi, vores familiebil. Den var sølvfarvet, og jeg elskede den. Jeg kaldte den bare for sølvbilen. Dagen kom, hvor den skulle sælges, og det faldt ikke i god jord hos mig, der dog gik praktisk til værks. Det var sommer, og jeg gik ud på villavejen og sørgede for, med mit blå kamera, en gave jeg havde fået samme år, at tage billeder af bilen fra alle tænkelige vinkler.
I perioden efter at sølvbilen var blevet hentet af den nye ejer, kiggede jeg efter den, når vi kørte i vores nye bil. Jeg så den aldrig, men jeg tænkte dengang tit på, om den mon savnede mig. Sødt, men måske mest skørt? Jeg undskylder det med, at jeg var barn. I dag har jeg et fotoalbum fyldt med billeder af en gammel bil på en villavej i midten af 1990’erne, hvilket også kræver noget forklaring, når jeg engang imellem får hevet det frem for at vise noget til vennerne.
Jeg vil også sige, at mit samlergen ikke har været særlig kritisk over, hvad jeg samlede på. Jeg kan huske, at da jeg og mine klassekammerater i de tidlige skoleår samlede på sæber, servietter og brevpapir, der syntes jeg, at det gik for langsomt og tænkte over, hvad jeg kunne samle på, som ville give en betydelig samling indenfor forholdsvist kort tid. Det kom til mig: Tomme toiletruller.
Og sådan blev det. Og det fortsatte i nogen tid, indtil man ikke længere kunne åbne walk-in-skabet uden at blive overdynget af tomme papruller. Så stoppede den dille.
Det var jo ganske rart at komme af med de toiletruller, men hvad stiller jeg op med alle de brugbare ting, jeg ikke bruger, fordi jeg ikke kan finde dem, eller fordi jeg er for nært knyttet til dem? Skal jeg bare være hardcore og smide alt ud og leve minimalistisk? Så råber mit grønne omstillingshjerte, at det jo er dum og blind forbrugerkultur at smide alle disse udmærkede brugbare ting ud?
Tænk, om ikke jeg skal bruge lige præcis sådan en skifteramme fra IKEA om et halvt år. Og tænk, om ikke at det gamle gulvtæppe fra min ungdomshybel kan fungere godt, hvis vi engang flytter til noget større. Og hvad med alt det gamle legetøj? Tænk, hvis jeg fik børn, ville det så ikke være ærgerligt at have givet det væk? Og hvad med den tegning min første kæreste malede til mig? Jeg kan blive ved. Mine ting er små tidsmaskiner mellem mig og den tid, der er gået. Også indrømmet og no surprise: jeg er nostalgisk anlagt.
Jeg har været igennem en del flytninger og ikke mindst til udlandet. Begivenheder mange bruger til at rydde ud, men jeg har kørt ting hjem til mine forældre og har taget resten med. Det betyder, at de fleste af mine ejendele altså er blevet transporteret i flyttebil til Berlin for efter nogle år at blive kørt tilbage igen. Så bliver det jo endnu sværere at skille sig af med dem, for så har vi jo også den oplevelse til fælles.
Men husk nu miljøet! Det er bedre for miljøet at bevare og ikke at købe nyt, tænker den side af mig, der dels ikke vil smide ud og dels prøve at være god mod planeten. Og vi kan ikke komme udenom, at det er bedst for planeten ikke at købe nyt hele tiden. Om jeg så ender med at leje et rum i en selfstorage-bygning i Glostrup, som der jo alle steder skyder flere og flere op af, så er det bedre end at skille sig af med mine ting? Det skurer nu lidt i mine ører, at der skal bruges ressourcer på at bygge lagerbygninger rundt omkring i verden, når der findes mennesker, der intet ejer. Så det er ikke umiddelbart min plan.
Jeg er med andre ord i syv sind. Der synes ikke at være nogen lige til løsning. Og så tænker jeg, at det jo altid er sjovt at have muligheden for at læse kommentarer fra min klasselærer om mig i kontaktbogen fra 1993. Jeg ved ikke, hvornår det nogensinde sker. Men muligheden er der. For kontaktbogen findes et sted i en kasse, som jeg bare ikke lige ved, hvor er.
Det er måske et kendetegn ved min generation at holde dørene åbne, at lade mulighederne være der. Og det er nok også det, der bliver min løsning nu og her. Grin I bare, mine minimalistiske og moderne medborgere. Jeg forbliver samler lidt endnu, for det giver muligheder. Skulle jeg en dag få et slot, så har jeg tingene til at indrette det. Og muligheden for at skille mig af med mine ting, når jeg er klar, er der også altid.
