Her kommer de 5 frygteligste flæbescener i nyere tv-historie
Radio & podcast
menu-close

Fra tåre-i-øjenkrog til skamløs hulken: Her kommer de 5 frygteligste flæbescener i nyere tv-historie

7. februar 2019 |

For nogle er det en guilty pleasure at hulke løs foran skærmen. For andre, som serienørd Søren Staal Balslev, er det nærmest en kunstart. Her kommer hans guide til 5 gevaldige tudescener i tv-historien.

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.

Foto: Creative Commons/Jumpstory 

Vi kender det alle, det der særlige punkt når kunstværket bider fra sig og pludselig leverer en isnende lammer. Så sidder man der og læser sin bog eller ser sin serie, og så kommer det som et lyn fra en klar himmel: Katastrofen indtræffer og det med frygteligt sørgelige konsekvenser. Man får en emotionel kæberasler, øjnene bliver fugtige, og scenen fortsætter ufortrødent: En karakter dør, et forhold afbrydes, et barn ligger sygt.

Det giver sig selv, at alle serieelskere vil have deres egne favoritter udi elendigheden, og at de ikke sjældent vil rumme Dennys død i ’Grey’s Anatomy’, det røde bryllup fra ’GoT’, Dexter som finder Ritas livsforladte krop i badeværelset und so weiter. Vores individuelle tristhedskanon udgøres i sagens natur af lige netop det bagkatalog af tv-serieoplevelser, vi grådigt har indoptaget siden tidernes morgen, så forsøg på at indkredse det ypperste på elendighedsskalaen vil per definition være en hån mod lige netop DINE følelser.

Derfor, kære læser, tag ikke følgende som en afvisning af din personlige og uforlignelige tv-sorg, men som en homage til de mest emotionelt tilintetgørende scener oplevet lige netop af denne signatur.

Vi begynder med den ubehagelige sørgmodighed, bevæger os videre til den svært prikkende følelse af fugt i øjenkrogene og slutter ved den skamløse flæben, som bliver ved i flere dage og efterlader legemet udmattet og raspende.

5. John Locke giver helt slip i ‘Lost’

Vi starter hulkeballet med en nyklassiker, nemlig det sidste minut i afsnittet ’Deus Ex Machina’ fra nonsens-lækkermås-mysterieserien ’Lost’ (2004–2010). Her får vi allernådigst et foreløbigt klimaks i relationen mellem ikoniske John Locke (Terry O’Quinn) og den metafysisk dragende luge i jorden. Fans af serien vil vide, hvad det handler om, men for alle andre må følgende være nok: John, en tragisk figur blandt de overlevende fra Oceanic Airlines Flight 815, fandt halvvejs gennem første sæson en mystisk og sært dragende metalluge på den eksotiske ø, som de alle styrtede ned på. Den luge bliver i løbet af kort tid til en mytisk størrelse i serien, og Locke sætter alt ind på at penetrere den låste metalhindes indre mysterier. Efter utallige forsøg på at forcere den, såres en nær ven fatalt i processen, og Locke udsættes for fysiologiske skavanker af en helt særlig beskaffenhed. Det fører til den manisk hulkende scene, hvor han udmattet bønfalder de højere magter om at forbarme sig over ham. Og så… så kommer lyset.

LÆS OGSÅ: Buffy the Vampire Slayer: Derfor får en vampyr-teenageserie mig voksne mand til at flæbe

4. En iskold Buffy-bot er bedre end ingen Buffy

Nu tenderer det i sagens natur helligbrøde overhovedet at lave en liste over de sørgeligste tv-serie-scener og i samme åndedrag prøve på at nøjes med bare én scene fra vræleperlen ’Buffy the Vampire Slayer’ (1996–2003). For Buffy rimer som bekendt på afgrundsdyb teen-smerte, og få andre karakterer er blevet budt så megen trist elendighed som den retskafne Miss Summers. Men ser man bort fra voldtægtsforsøget, drabet på Angel, Anyas død, Buffys offer og tusinde andre grådfremkaldende øjeblikke, står særligt et lille og sørgeligt hengemt minut som næsten selvudslettende tragisk hulkeklimaks, nemlig da Dawn i afsnittet ’Bargaining, Part One’ i nattens mulm og mørke opsøger Buffy-botten, som ligger livløs og elektrisk-blinkende i dvaletilstand i Buffys seng. Savnet af søsteren negerer alle etiske forbehold, og hun putter sig ind til den kolde robot, som på paradoksalt effektiv vis understreger de uendelige vidder mellem Dawn og den døde og fraværende søster.

3. Tyk sci-fi-melankoli i ‘Battlestar Galactica’

En sært rørende scene som langsomt, men sikkert, hæver ubehagsniveauet med flere tristhedslængder, er at finde i afsnittet ’Valley of Darkness’ fra sci-fi-mesterværket ’Battlestar Galactica’ (2004). Her opsøger Kara ’Starbuck’ Thrace (Katee Sackhoff) sammen med buff-kollegaen Helo hendes gamle lejlighed på ødelagte Caprica. I den lille, beskidte og rodede lejlighed stener de udmattede og mørbankede af modgang og lytter til en båndoptager med ’Metamorphosis One’ af Philip Glass, en komposition som i serien er frembragt af hendes afdøde far. I virkeligheden burde hverken scenen, det tomme set-up eller den trætte dialog have den ringeste effekt, men melankolien kan her skæres i så tykke skiver, at den helt konkret truer med at materialisere sig i uudgrundelige tårer. Man sukker, og tomheden maser sig ind i selvet, lige her i den forladte boligblok.

2. Civilisation dømt til radioaktiv tørkeundergang i ‘Star Trek’

Nu er det imidlertid ikke kun æstetisk helstøbte produktioner, som er leveringsdygtige i elendighed af Guds nåde. En af de absolut mest vellykkede supersværvægtsflæbescener er fra ’Star Trek: The Next Generation’ (1987–1994), den til dags dato mest vellykkede ’Star Trek’-serie. Afsnittet hedder ’The Inner Light’, og her bliver kaptajn Jean-Luc Picard (Patrick Stewart) slået bevidstløs af en ukendt energikilde fra en fremmed sonde, der har faret gennem universets mørke i æoner. Pludselig vågner vores protagonist på planeten Kataan, hvor omstændighederne tvinger ham til at leve et langt liv, komplet med bedre halvdel, bedste ven, børn og børnebørn – for til sidst at nå til den gispesørgelige erkendelse, at lige netop denne civilisation er dømt til radioaktiv tørkeundergang. En raket med den døende kulturs erindringer sendes ud i rummet. Afsnittet slutter på benhård vis med en fløjtespillende Picard, der mutters alene står med mindet om en hel civilisation på sine skuldre.

LÆS OGSÅ: Derfor er ’Sex Education’ den mest woke ungdomsserie nogensinde

1. Accelererende aldring og død i ’Six Feet Under’

Men kære venner og smerteorgasme-medsammensvorne, al denne elendighed er og bliver blot mikroskopiske og ubetydelige dråber sammenlignet med den undergang som lidelsesmesterværket ’Six Feet Under’ (2001–2005) udsatte sagesløse seere for den 21. august 2005. Dér satte emo-sado-skaberen Alan Ball et metafysisk udslettende punktum for den ubetinget mest dødsbesatte serie nogensinde med afsnittet ’Everyone’s Waiting’. Med udgangspunkt i lillesøsteren Claire Fishers (Lauren Ambrose) pludseligt aldrende legeme accelererer tiden i seriens sidste par minutter af det endegyldigt sidste afsnit.

Med en skrækindjagende hastighed trylles måneder og år frem på sekunder og det med en æstetisk tilintetgørende grusomhed. Årtier forsvinder som dug for solen, vores inderligt elskede karakterer dratter om som fluer i et knusende indifferent univers, alt imens der krydsklippes mellem dødens kollektive og altædende triumf og Claires grådfremkaldende rejse ud i verden. I bakspejlet? Der løber nyligt afdøde, sørgeligt martrede og spirituelt søgende Nate (Peter Krause) ud i intetheden som et glemt spøgelse, nøjagtigt som vi også før eller siden bliver glemte bølgeskvulp i eksistensens grænseløse mørke.

Kleenex anyone?

Søren Staal Balslev

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.