Lad det være sagt med det samme: Den nye ‘X&Y’ er en usædvanlig filmoplevelse. Plottet, hvis man overhovedet kan tale om et sådant, er: Filminstruktør og kunstner Anna Odell og skuespilleren Mikael Persbrandt, to stanglækre mennesker, mødes til et kunstnerisk eksperiment. Målet er at finde og afsløre den absolutte sandhed om de to, som Odell siger, og i samme omgang afdække, hvad det vil sige at være menneske. Ideen er, at vi som tilskuere ikke skal vide, hvad der er skuespil, og hvad der er ægte, og det finder vi heller aldrig ud af.
Til at hjælpe sig med undersøgelsen udvælger Odell og Persbrandt seks skuespillere, der skal spille hver deres delpersonligheder, herunder Trine Dyrholm, Jens Albinus, Thure Lindhardt og Sofie Gråbøl. Alle indlogeres i en specialdesignet scenografi i et filmstudie, lidt som i von Triers ’Dogville’. Her bor de så sammen, mens kameraerne kører, nogenlunde som i Big Brother-studiet for de, der husker den gamle reality-serie. Alle spillerne giver tilsagn om, at det her skal ’gå hele vejen’, og at de vil forblive i deres roller på ethvert tidspunkt.
Intentionen er, at Odell skal skabe et manus, efterhånden som folk træder i persona og interaktionen begynder. Seksuelle spændinger, drama og følen på tænder går i gang fra første færd. Men manuskriptet lade vente på sig, og skuespillernes frustration over ikke at have en drejebog at forholde sig til, vokser.
For hvordan skal man løse arbejdsopgaven, hvis man ikke ved, hvor man skal hen? Et spørgsmål, der meget godt betegner selve livets paradoks, og som ligesom mange af filmens scener bliver en slags metafor. Som når Sofie Gråbøl, der spiller Annas logiske side, forlader sættet, fordi der sker noget, som ligger uden for hendes kontraktmæssige forpligtelse, eller Jens Albinus, der er castet til at legemliggøre Annas neurotiske side, alligevel overrumples til at have listeagtig trøstesex – med Anna selv.
Man kan godt gå ind og se filmen for at savle over Mikael Persbrandt, og Anna Odell er også virkelig smuk, men så skal man være klar til at tage en ret mærkelig film med i købet. Formen er, som anslået, fragmentarisk, usammenhængende og dog eskalerende. Af samme grund er det svært at sige, præcis hvad filmen handler om, eller hvad budskabet er.
At lade dele af sin personlighed komme til live gennem forskellige skuespillere er et fascinerende eksperiment. Særligt vild er jeg med det faktum, at én af Anna Odells delpersonligheder spilles af en mand, og én af Mikael Persbrandts delpersonligheder udleves af en kvinde, nemlig Trine Dyrholm. Hun spiller rollen som den geniale og intelligente del af Persbrandt, og hun er rent ud sagt mindblowing i sin selvsikkerhed og maskulinitet. Dyrholm er faktisk endnu mere lækker end Persbrandt selv.
Det er umuligt at forudsige, hvad filmen vil slutte med. Samtidig var jeg lidt uforløst, da sidste billede rullede over lærredet, og jeg kan ikke udelukke, at det blandt andet hænger sammen med, at den strap-on-penetration, som Persbrandt går med til en af de første scener, aldrig finder sted. Samtidig tænker jeg, om det mon kunne være gået anderledes: Selv i projekter, der sigter efter at være grænseløse, viser grænser sig.
‘X&Y’ er et intenst stil-eksperiment, der skildrer seksualitetens kraft, og ikke mindst hvordan den ubevidste del af seksualiteten kan underløbe ethvert projekt.
Udsigten til at komme under huden på de to hovedrolleindehavere er tillokkende, men ved filmens slutning savner jeg stadig ’den absolutte sandhed’ om Odell og Persbrandt, som var eksperimentets mission. Eller den endelige penetration, om man vil.
Alligevel oplever jeg ‘X&Y’ som både tiden værd og kunstnerisk berettiget. Filmen rejser nemlig spørgsmålet om, hvor godt vi som mennesker egentlig kender vores egen motivation for noget som helst til bunds.
