Momondo har invaderet mit Instagram-feed. Flyrejser til under 400 kroner til Torino, Budapest, Gdansk og andre steder, jeg egentlig ikke har drømt om at besøge. Budapest har jeg været i, og Torino og Gdansk har jeg aldrig haft en reel længsel efter. Alligevel klikker jeg. I en lykkerus med fråde om munden over udsigten til et billigt, eskapistisk afbræk fra hverdagen.
Der var en tid, hvor flyrejser var noget, vi var stolte af. Hvor SAS stod som et symbol på skandinavisk fremskridt og elegance, og hvor Simon Spies, med damer i pels og champagne i hånden, gjorde det til en folkeret at komme til grisefest på Mallorca. Charterrejserne markerede, at også arbejderfamilien kunne få sol og frihed under sydens himmel. Dengang var det en ny velfærdssejr. I dag er det en klimamæssig blindgyde.
Tallene taler deres eget sprog: I 2024 var 18 millioner passagerer afrejsende fra danske lufthavne. 1,6 millioner flere end året før. Lige nu er vi i gang med at nærme os rekordårene fra før pandemien.
Og det er netop derfor, jeg har behov for at skrive denne kommentar. Fordi tallene afspejler at klimadebatten er ved at forstumme – i hvert fald har den mistet sin effekt, hvis vi kigger på flyrejser. Og dét er farligt.
Hver flyrejse er i dag en klimamæssig beslutning, uanset om vi vil det eller ej. Vi er nødt til at begynde at spørge os selv, hvorfor vi rejser, og hvad prisen er. Og her taler jeg ikke i kroner.
Alt for mange af os lever stadig med forestillingen om, at det er en slags menneskeret at flyve billigt sydpå hvert år. Ligesom vi forventer, at flæskestegen skal koste 30 kroner, at de lange røde Cecil skal være billige, og at benzinen ikke må blive for dyr.
Vi kalder det ofte hensynet til de dårligst stillede. Som om klimahensyn er en overklassebyrde. Men i virkeligheden handler det om en dybt indgroet forestilling i velfærdssamfundet: At alle skal have adgang til alt – altid. En idé, der kom ud af efterkrigstidens sociale mobilitet og 1960’ernes optimisme. Og dengang gav det mening.
Men spørgsmålet er, om det ideal nu står i vejen for fremtiden. Om vi i forsøget på at fastholde det som en ret overser, at vi lever i en helt anden tid, med en helt anden udfordring. Det vil jeg mene, at det gør.
Og hvad gør regeringen? De forhandlede en flyafgift på plads i december sidste år. Men alligevel ender det med en gennemsnitlig afgift på sølle 100 kroner per billet frem mod 2030.
Det er ikke et seriøst klimaindgreb. Det er en politisk syltekrukke, pakket ind i et gammelt socialdemokratisk dogme: At alle danskere skal have råd og mulighed for at rejse. Men undskyld mig, er det virkelig en vigtig sociale kamp i 2025? At alle skal kunne flyve til Mallorca hvert år?
Faktisk viser en undersøgelse fra Den Europæiske Investeringsbank, at 83 procent af danskerne er villige til at erstatte korte flyrejser med tog, hvis alternativerne findes. Vi er ikke så fastlåste, som politikerne tror. Vi er klar til at ændre adfærd, men det kræver, at både politikere og vi selv tør skifte kurs.
Det lyder måske elitært at sige højt. Men jeg tænker faktisk på fællesskabet. Klimaudfordringen kræver, at vi tør prioritere, også når det rammer vores komfortzoner. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvor vi kan komme hen, men hvad vi tager for givet. Hvad vi kalder rimeligt.
For det handler ikke bare om flybilletter. Det handler om vores forventninger til livet. Om vi virkelig tror, vi kan forbruge som i 1990 og samtidig bekæmpe klimakrisen. Det handler om idéen om, at det er “uretfærdigt”, hvis noget bliver dyrere, selv hvis det er nødvendigt.
Det handler også om, at vi, tror jeg, er blevet alt for gode til at retfærdiggøre vores egne flyrejser overfor os selv. Vi siger, “det er jo bare én gang, og jeg spiser jo heller ikke oksekød i hverdagen.” Vi bilder os selv ind, at vi næsten gør klimaet en tjeneste, hvis vi bare nøjes med håndbagage og lidt skyldfølelse. Måske betaler vi lidt ekstra for CO₂-kompensation og tror, det svarer til klimamæssigt aflad, som om man kan flyve til Barcelona og købe sig syndfri med en trætop i Amazonas.
Jeg skriver det her kort efter en arbejdsrejse til Paris, og det føles selvfølgelig dobbeltmoralsk at indrømme. Jeg prøver at stille mig selv det spørgsmål, vi burde stille oftere: Hvorfor rejser jeg? Er det for at opleve noget nyt? Slappe af? Blive klogere? Svaret er ikke altid klart, men vi må erkende, at det altid er et valg, uanset hvad grunden til vores rejser måtte være.
For det er ikke rejserne i sig selv, jeg sætter spørgsmålstegn ved. Tværtimod. Jeg elsker selv at rejse. Jeg har oplevet, hvordan mødet med fremmede steder og mennesker kan udvide ens verdenssyn, skærpe ens forståelse og vække en form for grundlæggende empati, som er svær at få på afstand. Rejser forbinder os – kulturelt, historisk og menneskeligt. Netop derfor mener jeg, at vi skylder os selv at tage dem alvorligt. At vi vælger vores rejser med stor omhu.
Det kræver, at vi som samfund og som individer ikke længere ser det som en krænkelse, hvis vi ikke kan få alt til ingen penge.
Det er tid til at give slip på illusionen om, at klimakampen kan vindes uden fravalg, uden afsavn, uden reelle omkostninger. Lige nu tager vi slet ikke nok ansvar.
