Nøj, hvor var 00’erne en anden tid. Selv om vi de seneste par år har romantiseret low rise jeans og klaptelefoner, så er der også del relikvier, der ikke er ældet med ynde.
Én af dem er ‘Americas Next Top Model’. Programmet behøver ingen introduktion – selv hvis du ikke så det ultrapopulære realityprogram, der kørte fra 2003 til 2018, så har du sikkert indtaget det via kulturel osmose. Showet, der handlede om tidligere supermodel Tyra Banks jagt efter USA’s næste topmodel, er som et mangehovedet monster, der selv efter dets død levede videre i udenlandske franchises (herunder en dansk), internetmemes og videoklip.
Brugen af ordet ‘monster’ er helt bevidst. For det er sådan, programmet opleves, når det genses med det, som Tyra Banks kalder for en “2020-linse”. Et skræmmende, levende bevis på alt det, 00’erne også var, især hvad angår skønhedsidealer, reality-tv, sex og moral.
Og det er dét – Gen Z’ernes gensyn med serien og deres negative reaktion – der er afsættet for den nye Neflix-dokumentar ‘Reality Check: Inside America’s Next Top Model’. Den er som skabt til skandaleøkonomiens moraliserende tid.
For når det kommer til cringe og krænkende øjeblikke, er det det rene slaraffenland.
Filmede traumer
Dokumentaren består ikke 2020-testen, og dét ved den godt. Det første ud af tre afsnit åbner med det øjeblik, der er blevet mere delt, snakket om og meme-ificeret end noget andet fra serien: Dér, hvor Tyra Banks skriger af deltageren Tiffany, som lige er blevet smidt ud. Den her dokumentar kommer ikke til at skøjte henover de grimme detaljer, må vi forstå.
Der er for eksempel Shandi, som oplevede et seksuelt overfald, mens hun var så fuld, at hun ikke kunne røre sig. Hun måtte kun ringe og fortælle det til sin kæreste, hvis det blev filmet. Hun fik et nervøst sammenbrud og fortalte, at hun gerne vil dø. Da programmet udkom i fjernsynet, blev det framet, som om hun bare havde været en utro kokette.
Så er der deltageren Keenyah, der oplevede at blive chikaneret seksuelt på et fotoshoot, hvorefter hun modigt sagde fra, men fik skældud af fotografen og dommerne for at være besværlig.
Deltageren Dionne skulle posere som skudoffer til et fotoshoot, selvom produktionen godt vidste, at hendes mor var blevet skudt af en tidligere partner.
Deltageren Giselle fortæller, hvordan deltagerne blev vendt imod hinanden og opfordret til at snakke grimt om hinanden.
Der er utallige klip af dommere, der taler nedværdigende og ydmygende til deltagere, der ofte var meget unge kvinder fra fattige kår, som ville gå langt for at nå hele vejen til tops.
Og så er der de talrige eksempler på kropsudskamning, som var konsekvent serien igennem. De unge kvinder fik konstant at vide, at de var for tykke, havde grim hud, hår og tænder. Danielle, vinder af sæson 6, blev presset til at få lukket et mellemrum, hun havde mellem fortænderne, selv om hun ikke havde lyst.
Her placerer programmet sig i et komplekst krydsfelt: Selv om det slog sig op på at ville give modelbranchen mere diversitet, reproducerede de også de harmfulde idealer, den kæmpede imod. Men dommerne forsvarer sig med, at det var en anden tid, og hvis kvinderne skulle have en chance for at arbejde som model, måtte de rette ind.
Ikke min skyld
Dén attitude opretholder de ansvarshavende personer – værten Tyra Banks, dommerpanelet og producerne bag – mere eller mindre hele vejen igennem. De siger “ufff” og “woow” og skærer en let grimasse, når de konfronteres med den konsekvente body shaming eller de gange, hvor deltagerne skulle skifte etnicitet, posere med farlige dyr eller spille hjemløse til fotoshoots. Af og til hører vi, at “det var en anden tid” eller “det var jo ikke mig, der stod for den del”.
Det er vanvittigt irriterende, og Tyra Banks er klart den bedste til ikke at sige noget som helst. Så meget, at man som seer bliver i tvivl, om hun faktisk blev stillet de kritiske spørgsmål. Det, Tyra Banks gerne vil sige noget om, er selvfølgelig alt det pæne.
‘America’s Next Top Model’ var hendes idé. Hun ville skabe en konkurrence, der viste, hvor meget arbejde det krævede at blive supermodel og give unge kvinder, der ikke lignede den klassiske topmodel – ligesom Tyra Banks, der var en af de første sorte supermodeller i øvrigt – adgang til branchen. Hun pitchede idéen til diverse kanaler, der alle afviste, indtil den sidste og mindst populære takkede ja.
Godt for dem, for programmet blev en gigantisk succes. Det udmærkede sig ved den adgang, seerne fik til deltagerne, der blev filmet konstant. Mens dette ingenlunde er nyhedsværdigt i et reality-program i dag, var det tryllebindende at se på de rå og ofte udmattede deltagere skændes, feste og få mentale sammenbrud i 2003.
Forfejlet præmis
Det er tydeligt, at deltagerne betalte en høj pris for at være med i programmet. Men præmien var jo også at blive topmodel. Så det var det det værd?
Nej, lyder det ret entydigt i dokumentaren. Der var et stigma knyttet til at være reality-stjerne, og vindere oplevede at have svært ved at finde modelarbejde. Tyra Banks fortalte sågar en vinder år senere, at hun godt vidste, hun ikke ville blive en rigtig model.
Præmissen for programmet var altså forfejlet og svær at realisere. Men godt tv kommer før konkurrencen. Det indrømmer Tyra Banks også selv.
– I ville have det!, siger hun og – for at bruge et meget 2020-præget ord – victimblamer dermed publikum.
Hvor irriterende det end er, har hun en pointe. Det her var æraen med ‘Robinson’, ‘Fear Factor’ og ‘Fristet’. Reality-tv var grænseløst, og etiske retningslinjer var en by i Rusland. ‘America’s Next Top Model’ var slem, men det var ét blandt mange programmer, der skulle igennem 00’ernes vulgaritetsfilter, inden vi fik styr på, hvornår vi skal sige ‘stop’ og slukke kameraet.
Det er på dette parameter, at ‘Reality Check: Inside America’s Next Top Model’ er mest interessant. Som et reality-program, der overgik sig selv i grænseløshed og performativ reality. Og at det faktisk virkede på os seere. Det er et fascinerende og smertefuldt gensyn med en af verdens første og største realitysucceser, som giver et farverigt insiderblik fra begge sider af bordet. Også selv om den ene side er lige lovlig tavs.
Mens det oprindelige program landede i en tidsånd, der var klar til at sluge det råt, rammer dokumentaren med sin lettere moraliserende præmis også perfekt ned i 2020’ernes politiske bevidsthed. Man må give skaberne credit: De ved, hvad der er godt tv.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
