Foto: Matthias Zomer/Pexel
Ensomhed kan føre til kortere levetid, forhøjet blodtryk, overvægt, hjertekarsygdomme og selvfølgelig ringe mentalt velvære.
Derfor annoncerede den britiske premierminister Theresa May i forrige uge en ny strategi, der skal bekæmpe ensomhed. Ensomhed er et stort tema i britisk politik, og det anslåes, at omkring 200.000 ældre ikke har haft en samtale med hverken en ven eller familiemedlem i mere end en måned. Samtidig lyder det fra landets praktiserende læger, at de møder en-fem patienter om dagen, der oplever en grad af isolation. Det skriver BBC.
For at komme problemet til livs vil regeringen lave flere aktiviteter til ensomme, herunder gå-klubber, madklubber og kunstgrupper. Derudover har de i planen, der har bred politisk opbakning, afsat 15 millioner kroner til lokale cafeer, haver og lignende. Samtidig vil man køre en oplysningskampagne til børn i skolealderen, der i undervisningen skal lære om ensomhed. Også i de lokale lægehuse skal lægerne henstille til aktiviteterne mod ensomhed.
I januar 2018 udvidede ministeriet for sport og civilsamfund til også at inkludere ensomhed som ansvarsområde. Det er denne ministerpost, der nu har fået tilnavnet ‘ensomhedsminister’. I en pressemeddelelse om den nye strategi siger premierminister Theresa May:
”Denne strategi er begyndelse på en langsigtet social ændring i vores land, og det er et afgørende første skridt på vej mod en national opgave for at gøre en ende på ensomheden i vores levetid”.
Også et problem i Danmark
Ensomhed er også i fremgang i Danmark, og i marts kunne man i Sundhedsstyrelsens omfattende rapport, ‘Den Nationale Sundhedsprofil’, læse, at der er en fortsat stigning i antallet af ensomme danskere.
I 2010 svarede 5,6 procent af de adspurgte, at de føler sig uønsket alene. Dette tal var steget til 6,3 procent i 2017. Samtidig lider op mod 65.000 ældre af svær ensomhed, mens det bekymrer eksperter, at op mod 1 ud af 10 unge føler sig ensomme. Rapporten fortæller også, at årligt er 2.200 dødsfald relateret til ensomhed, hvilket svarer til sammenlagt 4 procent af alle dødsfald.
LÆS OGSÅ:
Udover de sundhedsmæssige konsekvenser ved ensomhed er ensomme borgere oftere udenfor arbejdsmarkedet, og de har generelt flere kontakter med det offentlige. De koster altså også flere penge, hvis man anskuer ensomheden fra et samfundsøkonomisk perspektiv.
I august fortalte ældreminister Thyra Frank (LA), at regeringen vil afsætte en pulje på 400 millioner kroner til at bekæmpe ensomhed blandt ældre. Pengene skal i nogle kommuner bl.a. gå til forslag, der ligner de britiske med spiseklubber, hvor enlige ældre kan være sammen om at lave mad. Derudover er det usikkert, hvordan pengene skal bruges.
Café indfører samtaleborde
Tilbage i England er dele af samfundet allerede gået ind i kampen. Den britiske supermarkedkæde Sainsbury har f.eks. indført samtaleborde i udvalgte filialer, som giver ensomme kunder chancen for at komme i snak med andre.
Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige er i supermarkedet.
I en af kædens supermarkeder fortæller den ansatte Edward Collet, at han hver dag ser kunder, der går ud og handler bare for at få selskab. Nogle af dem venter med at stille sig i kø, indtil de kan blive betjent af den helt rigtige medarbejder, som de kender, og som de ved også har lyst til at udveksle et par ord med dem. Edward Collet har endda været til begravelse hos nogle af kunderne i butikken.
De socialt isolerede kunder er alt fra enkemænd til unge mødre, der af vidt forskellige årsager er blevet ensomme og ikke har nogen at tale med. Edward Collets chef, butikschef Leigh Brown, fortæller, at supermarkedet i sidste uge havde en ældre herre, der brugte hele dagen i supermarkedet. Og da butikken lukkede om aftenen, gav han den ensomme kunde et lift hjem.