Donald Glover, som har kunstneraliasset Childish Gambino, fortalte i lørdags under en koncert på Tyler, the Creators årlige Camp Flog Gnaw-festival, at han sidste år led af et slagtilfælde. Det skriver Pitchfork.
Det var under Donald Glovers store verdensturné, at han efter bare 18 koncerter måtte aflyse resten af touren, der også skulle have været forbi Danmark. Sidste år lød forklaringen, at den 42-årige rapper og skuespiller var ramt af en ’lidelse’, der krævede hospitalsindlæggelse og flere operationer. Men nu har han altså delt, hvad der egentlig skete dengang.
– Jeg var på verdensturné og havde det virkelig sjovt. Jeg elskede at se jer derude. Men i Louisiana fik jeg nogle voldsomme smerter i hovedet, og jeg gennemførte koncerten alligevel. Jeg kunne faktisk ikke se særlig godt, så da vi kom til Houston, tog jeg på hospitalet, og så sagde lægen: “Du har haft et slagtilfælde.”
Han fortalte også, at lægerne fandt et hul i hans hjerte, hvilket gjorde, at han måtte gennemgå to operationer.
– Man siger, at alle mennesker har to liv, og at det andet begynder, når man indser, at man kun har ét. Du bør leve dit liv, som du gerne vil. Hvis vi skal igennem det her igen, kan det kun blive bedre.
Donald Glover har meddelt, at han er færdig med at bruge kunstnernavnet Childish Gambino efter sit seneste album ‘Bando Stone & the New World’, og at touren skulle have været et farvel til navnet, skriver The Guardian.
