Mange kan nok skrive under på, at familielivet med små børn er spækket med morsomme øjeblikke. Det kræver dog et humoristisk talent og sans for den gode fortælling at lave en hel komedieserie om hverdagens trakasserier, og begge dele har Millang-brødrene heldigvis i rigelige mængder.
Første sæson af Magnus og Emil Millangs ’De bedste år’ var en af de bedste serier i 2024, så mange har uden tvivl set frem til fortsættelsen, hvor boligsituationen er udskiftet fra københavnsk lejlighed til rækkehus et ubestemmeligt sted i forstæderne.
Samtidig er der kommet en dreng mere til i flokken i form af babyen Vagn, men han er det mindste af problemerne for Mathias og Louise (Magnus Millang og Stephania Potalivo), for knægten laver stort set ikke andet end at sove. Til gengæld kan ægteparret så ærgre sig over købet af et hus, der er noget af et håndværkertilbud, mens de langt fra har hænderne skruet godt på.
Sæsonens gennemløbende tema er samspillet mellem drøm og realitet, eller med andre ord: Er livet blevet som håbet?
Den tanke rammer begge, da Mathias går på barsel, og Louise vender tilbage på arbejde, hvor hendes barselsvikar Mia – spillet af Amanda Collin – har gjort det så godt, at hun nu er Louises chef.
Undervejs i de otte afsnit bliver der løjet i stor stil for både dem selv og andre i forsøget på at få drøm og virkelighed til at matche. Det er opskriften på en samling sjove optrin, der alle er søde nok til, at der er dømt endnu en omgang hyggekomik.
Humor og empati
Som det sig hør og bør, er der skruet lidt op for vingefanget i anden sæson. Det er dog både godt og skidt, for mens det byder på vedkommende tanker om, hvad livet egentlig er for en størrelse, tager det også en smule af toppen af den underspillede charme.
Musikeren Christopher medvirker i et afsnit, hvor han spiller en lige dele sød og tjekket fyr, der giver Mathias komplimenter for indsatsen til crossfit og inviterer ham til frokost sammen med vennegruppen. Der er dog ikke den store pondus i hans gæsteoptræden, fordi hans stjernestatus ikke bliver brugt til noget – til gengæld byder sæsonen på nogle andre musikalske overraskelser, som er virkelig morsomme.
Mathias og Louise interagerer også med de nærmeste venner og familie samt beboerne i det nye område og omkring børnenes skole, hvor der er mere på spil. Ditte Hansen og Lars Brygmann er velsagtens to af de sjoveste skuespillere i dagens Danmark, så det er simpelthen en udsøgt fornøjelse at opleve dem i rollerne som Louises forældre, der faktisk viser nye sider af sig selv, men også holder fast i de herligt karikerede roller som irriterende svigerforældre.
Man ærgrer sig næsten lidt, når der er afsnit, hvor de ikke er med. Og så ville man gerne se mere af Nikolaj Steen, der slutter sig til flokken som Ibiza-glad festhyggeonkel og ny kæreste til Søs Egelinds flyvende farmor.
Roberta Hilarius Reichhardt og Kristoffer Eriknauer er ligeledes sjældne, men vigtige indslag i anden ombæring, hvor det er blevet tid til polterabender for Louises søster Laura og hendes udvalgte Claes. Det viser sig nemlig, at livet ikke er helt så perfekt som først antaget for det privilegerede par, og det behandler serien med lige dele humor og empati.
Herlig spændvidde
Undervejs stiller Millang-brødrene deres karakterer over for nogle knap så troværdige scenarier, der udfordrer den stille morskab, som første sæson excellerede i.
Men fordi komikken er mere bundet op på personerne end situationerne, køber man også de mere overdrevne optrin, fordi de viser, hvad det er for personlige problemer med tvivl og usikkerhed, som de døjer med.
Der er en herlig spændvidde mellem Mathias’ små møder med kollegaen Sigurd (Jesper Ole Feit Andersen) og hans modvillige deltagelse i Claes’ polterabend med Fernet-Branca og lussinger. Og så forstår man bare fuldstændig behovet for at vise, at man trods alder og træthed stadig kan leve det vilde liv, selv om det selvfølgelig ikke er tilfældet.
Kærligt portræt af fejlbarlige mennesker
’De bedste år’ er stadig noget af den skarpeste komik, vi har herhjemme, og heldigvis bliver der mere end lagt op til, at vi kan se frem til flere sæsoner.
Seriens dna er, at den taler både til lattermusklerne og hjertet. Så selv om der er masser af tilfælde af tåkrummende pinlighedskomik med blandt andet en B&O-højttaler, der pludselig afspiller pornoreklamer hjemme hos svigerforældrene, er vi langt fra den mere beske humor kendt fra ’Klovn’-universet.
Tværtimod har vi at gøre med et kærligt portræt af en fejlbarlig samling overvejende sympatiske mennesker, der kæmper for at finde den rette hylde og det rigtige at bruge livet på.
Og for at det ikke skal lyde alt for højstemt, for det er serien virkelig ikke, så er den rejse bare fyldt med lortebleer og andre lortesituationer, som man klarer sig ud af, hvis man husker at tænke på hinanden.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
